Cali

Cali hedder egentlig Santiago de Cali men bliver mest bare kaldt for Cali. Det er den næststørste by i Colombia, og den gamle bydel er en af Sydamerikas ældste byer – den blev grundlagt af spanieren Sebastián de Belalcázar i 1536. I det historiske centrum går du rundt i de brostensbelagte gader med hvidkalkede huse, og du ser flere flotte kirker og byens fine teater. La Plaza de Cayzedo er byens hovedtorv og livlige centrum – sæt dig her i mellem de høje palmer og oplev bylivet! Bylivet er netop, hvad Cali er kendt for, for byen er Colombias salsa-hovedstad, og her på pladsen kan du altså godt kridte danseskoene. Salsaen bør være den primære grund til at besøge Cali. I udkanten af byen står Cristo Rey og kigger ud over byen, og du må næsten op og se det flotte Kristus-monument og nyde udsigten ud over byen. Du kan også tage til Parque Nacional Natural Farallones vest for Cali. Nationalparken har fantastisk flotte bjerge og frodig natur, som bare ligger og venter på at blive trasket igennem på en vandretur. 

Hoteller i Cali

Hotel Boutique San Antonio er et hyggeligt hotel i kolonistil, der ligger i et roligt område midt i den historiske bydel i gåafstand til parken og floden. Der er en charmerende gårdsplads midt i hotellet med et lille springvand og masser af blomster og planter. De herlige værelser er gode og rene, og her er det meste: gratis trådløst internet, aircondition og private badeværelser (det varme vand kan drille lidt). Fra hotellets tagterrasse kan du nyde den skønne udsigt ud over byen med en drink fra baren. Her er også en restaurant, og hotellet har aftaler med en masse gode restauranter i området, som du kan besøge, hvis du har lyst.