Leh

Leh ligger i 3,5 kilometers højde ved Indus-floden, omgivet af grønne marker og med bjergene i baggrunden. Luften er klar og naturen storslået! Leh var hovedstaden i det gamle kongerige Ladakh i Himalaya, og har i årtusinder været et vigtigt stoppested på handelsruterne mellem Tibet, Indien og Kina. Her er der gået mange yak-karavaner forbi med salt, korn, uld og silke. Byen har i dag en befolkning på ca. 30.000, der må klare sig gennem nogle barske vintre, men fra april til oktober er temperaturerne ganske pæne. Her er en hyggelig stemning i den gamle bydel med små kringlede gader og en farverig basar. Besøg også det gamle kongepalads, der blev bygget af Kong Sengge Namgyal i ca. år 1635. Paladset er en imponerede bygning på 9 etager, der siden kongefamilien blev fordrevet derfra i midten af det 19. århundrede desværre har stået tomt og nu faktisk er en ruin - der heldigvis er ved at blive restaureret. 

Der er mange smukke klostre og templer i omegnen. Enhver bakketop synes næsten at være prydet med disse smukke bygninger, og alle steder er der munke i deres farverige dragter. Med fantastiske udsigter, flotte malerier, buddhastatuer og smukke sølv- og guldstupaer vil de forskellige bygningsværker imponere dig på hver deres måde.  Gå måske de ca. 3 kilometer til Shankar Gompa klosteret. Her bor Gelukpa-sektens lokale overhoved sammen med ca. 25 munke. Gelukpa-sektens medlemmer går med gule hatte, så de er lette at genkende. Shankar Gompa har nogle smukke bygninger, hvor du bl.a. kan beundre flotte malerier og se lamaens trone. Der er også en fantastisk udsigt over dalen - en smukkere introduktion til området får du ikke.

Rejser til Leh

Hoteller i Leh

Hotel Royal Ladakh er en lille perle. Det ligger lidt uden for byen og har den mest fantastiske udsigt fra de dejlige værelser og fra terrassen. Her er en smuk have, hvor du kan sidde og nyde en kop the, og om aftenen kan du spise grøntsager fra stedets køkkenhave. Her er wifi.

Du skal sove på skummadrasser i tomandstelte med godt udstyr. Al maden er inkluderet i prisen, og den bliver tilberedt af "køkken"-personalet, der har deres eget køkken-telt. Du spiser de gode måltider i spiseteltet, men ellers bliver der ikke tilbragt meget tid i lejren.