Mantanani Island

Mantanani Island

Mantanani Islands består af 3 mindre øer udfor Borneos nordlige kyst. Der findes kun et enkelt resort på Mantanani Islands. Her er krystalklart vand og hvide sandstrande med palmer, og så er her fantastisk dykning! Ikke så langt fra øerne, finder du flere sunkne vrag fra 2. verdenskrig, som er ret populære blandt dykkere. Er du ikke dykker, har du rig mulighed for at snorkle og gå lange ture, mens du nyder solen på stranden. Måske finder du en hængekøje, hvor du kan læse en bog og nyde lyden af havet. Du har også gode chancer for at se fugle, bl.a. den sjældne Mantanani dværghornugle og flere forskellige slags duer. Der er masser af dyreliv på øen, og du har blandt andet mulighed for at se de store søkøer, som tiltrækker mange af de besøgende. Du kan også tage på en trekkingtur og besøge de lokale fiskelandsbyer eller leje en kajak for at sejle rundt.

Rejser til Mantanani Island

76
Kota Kinabalu, Mount Kinabalu, Kota Kinabalu, Crocker Range Jungle Trek, Mantanani Island.

Hoteller i Mantanani Island

Mari Mari Backpackers Lodge er et meget backpackeragtigt vandrehjem – og det eneste hotel på den lille, smukke ø. Det er en samling af små, simple pælehytter også kendt som ”Sulap’s”. Værelserne er ikke særligt store og er lidt slidt, men til gengæld har du en hyggelig terrasse under din hytte. Du har blæser på værelseret, men badeværelset er fælles, og det er en god idé at have et myggenet med selv. Hytterne ligger lige ned til en flot strand, og her er helt urørt, så omgivelserne passer lidt sig selv – og bliver altså ikke rigtig ”tæmmet” dagligt. Husk, at du er på en lillebitte ø, og derfor er det kun i aftentimerne, du kan tage et varmt bad og gå på WiFi, for der er slet ikke elektricitet i dagstimerne. Morgenmaden er helt enkel, og maden i restauranten er af ok kvalitet. Det er ikke altid, at du kan få alt på menukortet – igen: det er en lille ø, og de har de ingredienser, de får sejlet dertil. Rundt om på restaurantområdet slentrer fritgående katte rundt, og tager du på stranden, kan du sagtens risikere at møde en ko eller to. Personalet står altid til rådighed med et smil, men spørger du efter noget, er der en chance for, at du bliver mødt med ordene ”No have”.