Tortuguero

Tortuguero Nationalpark er et 19.000 hektar stort naturområde og hjemsted for sjældne havskildpadder og mere end 300 fuglearter. Det er her den grønne havskildpadde yngler, så mellem juli og september kan du komme med en guide ud midt om natten og være heldig at se havskildpadderne lægge æg på stranden - og senere følge de små, nyklækkede skildpaddeunger på deres tur mod havet. På en bådtur inde på junglens kanaler vil du opleve den rige vegetation, plantagelandet, mangroven og ikke mindst et utal af dyr. Her er nysgerrige og energiske aber i trætoppene, flittige og farverige isfugle på evig jagt efter føde i vandet, hejrer, store papegøjer, søkøer, krokodiller, skildpadder – ja, de er her alle sammen, så det gælder om at have øjnene åbne og kameraet klar! Dygtige guider kan tage dig med på vandreture, hvor du kan være heldig at se kulørte tukaner, den sjældne grønne macaw-papegøje og brøleaber og måske får du et glimt af et dovendyr, der tager sig en lur i trækronerne. Hører du til de rigtig heldige, er der sågar mulighed for at få et glimt af en jaguar! Om natten kan du tage på twilight safari og se dyrenes øjne lyse i lommelygtens skær. Tortuguero er simpelthen et paradis for natur- og dyreelskere!

Rejser til Tortuguero

CR27
San Jose, Tortuguero, Arenal, Monteverde, Granada (Nicaragua), Playa Flamingo
CR35
San José, Arenal, Tortuguero, Puerto Viejo de Talamanca, San José

Hoteller i Tortuguero

Laguna Lodge er et Eco-Lodge, der ligger med det caribiske hav på den ene side og Tortugero-lagunen på den anden. Værelserne er dejlige med loftvifte, læselampe og stort badeværelse. Værelserne er typisk placeret 4 ved siden af hinanden i en slags langhus, hvor der er en fælles veranda ude foran, hvor du om aftenen kan du nyde udsigten … du føler du bor midt i junglen, du hører alle junglelydene om natten…herligt sted. Der er en dejlig restaurant og bar, der er bygget på pæle ude på vandet, så du har mulighed for at nyde udsigten over lagunen samt junglen mens du spiser. Hotellet har også en 6 hektar stor "botanisk" have med masser af planter, fugle og sommerfugle.

Mawamba er et dejligt resort med 54 store, dejlige værelser. Her er skønne omgivelser, dejlige pools, gode restauranter og wifi i receptionsområdet. Det er muligt at gå ind til Tortugero "Pueblo", en meget lille by, med masser af souvenirbutikker, og ned til stranden, hvor der i sæsonen er skildpadder (obs: det er ikke muligt at bade pga. understrøm). I opholdet er inkluderet fuld pension samt en morgensejltur på kanalerne.

Pachira Lodge er et stort men hyggeligt resort med 88 værelser. Der ligger typisk 4 store, rustikke værelser med fælles terrasse ved siden af hinanden i et langhus. Der er ikke aircondition men loftsvifter, da alt kører på generatorer. Her er en stor pool, en god børnepool og en boblepool. Der er live-musik i baren om aftenen, og maden serveres i form af buffeter. Der er WIFI i receptionsområdet, men ikke på værelserne. Resortet ligger 5 minutters sejlads fra indgangen til Tortugero National Park, og i opholdet er inkluderet fuld pension samt en morgensejltur på kanalerne og en tur til Tortugero "Pueblo", en meget lille by med masser af souvenirbutikker.