Jetwing St. Andrews

Jetwing St. Andrews var tidligere et privat palæ, men nu er det et charmerende og meget fint hotel, der ligger omgivet af den skønneste have. Den britiske kolonistil og charme er stadig intakt, så det er næsten som at træde tilbage i tiden. Beliggenheden er også rigtig god, og du kan gå ind til centrum på få minutter. Værelserne bærer præg af at være fra en anden tid, så de er lidt slidt, men her er hvad du skal bruge af sikkerhedsboks, TV og kaffe-/tefaciliteter. Hotellet ligger stor vægt på bæredygtighed, og derfor er der mange tiltag, som værner om både miljø, dyr og mennesker - bl.a. bruger de miljøvenlige energikilder, og de har etableret et vådområde ved siden af hotellet for at beskytte dyr og planter i området. Desuden har hotellet sin egen have, hvor de dyrker økologiske urter og grøntsager - det er naturligvis dem, du spiser i restauranten. Retterne er dejlige og meget velsmagende - også morgenmaden, og du kan også nyde en kold øl i hotellets bar, som minder om en traditionel britisk pub. Du vil straks føle dig godt tilpas i de hyggelige omgivelser, ikke mindst på grund af det søde personale. Og så kan du sidde og hygge ved pejsen og få varmen efter en lang dag med oplevelser.