Rancho Encantado

Rancho Encantado er noget helt for sig selv - og et rigtig C&C sted! Personalet behandler dig som en af familien, og du bor helt fredeligt ud til lagunens klare, blå vand. Her er virkelig skønt! De små hytter er hyggelige og rustikke, lidt enkelt indrettet, men du har alt, hvad du skal bruge: aircondition, vifte, skab, minibar, sikkerhedsboks, terrasse og en hængekøje, hvor du kan ligge og nyde roen. Der er kun wifi i restauranten, og her får du desuden virkelig god maya-inspireret mad - også morgemaden, der består af eksotisk frugt og hjemmelavet brød. Her er også en spa og en bro med en terrasse fuld af hængekøjer, hvor du kan vugge med udsigt ud over lagunen. Lån en gratis kano og udforsk lagunen på egen hånd, og slut så af i spaen med en lækker behandling!