Jeg hedder Camilla, og jeg er rejsekonsulent i C&C Travel. Jeg er netop kommet hjem fra årets Operation Julepakke i det nordøstlige hjørne af Cagayan-provinsen i Filippinerne – og jeg har stadig risstøv i skoene og en svag duft af ged i næsen. Det har været en af de mest intense og meningsfulde oplevelser, jeg nogensinde har haft på en rejse.
I år gik turen til et område, som de fleste hjælpeorganisationer slet ikke når ud til. Heroppe mellem grønne bjerge og mudrede jordveje bor familierne i små, vakkelvorne huse af træ, blik og presenninger. Mange har hverken elektricitet eller ordentlige tage, og alt foregår med håndkraft – fra markarbejdet til madlavningen. Ofte går både voksne og børn sultne i seng, og det er børnene, der bliver hårdest ramt, når der er tyfoner i løbet af året.
Holdet og missionen
Vores lille hold bestod af Steffen fra kontoret i København, Nicolaj og mig selv fra Aarhus, Jan og Lars, som er gode venner af huset, og så Aileene og AJ fra vores kontor i Manila. Et stærkt, lidt støvet, men meget stædigt team.
Sammen delte vi julepakker, geder og grøntsagsfrø ud til nogle af de fattigste familier i tre kommuner – over 1.000 familier i alt. Julepakkerne er tunge: 25 kilo ris, dåsemad, kaffe, mælkepulver, sæbe, tandbørster, tandpasta – og selvfølgelig legetøj til børnene. Kort sagt: mad og små hverdagsluksus-ting nok til flere uger.
Rigtig, rigtig mange sække ris
Noget af det første, der ramte mig, var logistikken. 7.700 kilo ris lyder abstrakt, indtil du står på et varehus i 30 graders varme og hjælper med at slæbe sæk efter sæk op på en lastbil.
Vi ankommer forventningsfulde – og finder ud af, at den truck, vi har aftalt, ikke eksisterer. Til gengæld får vi… en lille skolebus. Den er hyggelig, men der er absolut ikke plads til hverken ris eller julepakker. Vi får fat i en truck, der viser sig at være halv størrelse af den, vi havde den første dag, så pludselig er der kun plads til 150 sække ris. Resten må vente.
Sveden drypper, vi griner lidt opgivende, og jeg tænker, at jeg aldrig mere vil klage over at handle stort ind i Netto.
Bjergbyen, som jeg husker endnu
En af de oplevelser, der virkelig har sat sig fast, der står meget klar for mig, efter vi er kommet hjem, er på andendagen med uddeling. Vi stoppede ved en by, der ikke stod på listen.
Det var dårligt vejr, regn og blæst. Vi kørte op til den her lille bjergby og fik tilkaldte de ca. 15-20 familier der var. De havde virkelig ikke meget! Mange af mændene var ude at arbejde, så der var kvinderne der var ”hjemme” med børnene. De virkede næsten nervøse, da de så os ankomme og da vi henvendte os til nogle af husene.
Da vi gik i gang med uddelingen, blev børnene bare så glade – selv med bar røv og ingen sko – var der kæmpe smil! Jeg fik faktisk gåsehud da jeg stod der med legetøj og kunne give til alle de her dejlige børn, lige det de selv havde valgt. Først stod de og beundrede deres skat, som om de lige skulle forstå, at den virkelig var deres, og så pilede de afsted for at vise den til deres søskende eller starte en spontan leg i vejkanten.
Jeg fik gåsehud! Det slog mig igen, hvor vild en forskel ét stykke legetøj kan gøre, når du ellers ingenting ejer.
Regn, oversvømmelser og familier der aldrig gav op
Det var i det hele taget dårligt vejr! Regnen havde været så kraftig, at fly blev aflyst, veje forsvandt under vand, og rismarkerne – som normalt er familiers livsgrundlag – lignede endeløse søer. Floderne var gået over deres bredder, og mange områder kunne slet ikke nås.
“Vi må bare finde en måde,” sagde vores filippinske kollega Aileene – og det gjorde vi.
For de familier, der ikke kunne komme frem på grund af oversvømmelserne, kørte vi ud og afleverede julepakkerne direkte hjemme hos dem. Nogle vovede sig endda gennem vilde strømme og dybt vand for at møde os halvvejs. Det fortæller noget om deres mod – og hvor stor betydning en julepakke har.
Mange havde rejst langt fra bjergene, og derfor havde vi taget varm suppe med til dem. Vi delte skåle med den dampende suppe, mens de ventede tålmodigt på at blive kaldt frem. Den lille varmehjælp gav både energi og smil i det fugtige, kolde vejr.
Noget af det, der rørte Aileene mest, var den varme og nysgerrighed, folk viste over for os. For mange var det første gang i deres liv, de så mennesker fra Danmark. De vinkede genert til os, og da vi vinkede igen, brød de ud i brede smil.
Små hænder, store smil – og en hel dag i legetøjets tegn
For Nicolaj var den største oplevelse i det hele taget af dele legetøj. Vi opsatte en hel legetøjsbod, og når man står en hel dag, er det noget af det hyggeligste og hårdeste overhovedet!
Nicolaj syntes virkelig ikke altid det var nemt at se de mange børn – hvoraf mange af dem vitterligt intet ejer. Nogle har huller i tøjet, andre har slet ikke sko, og alle fortjener jo noget godt. Men de børn, der virkelig ikke havde meget, var også dem, der lyste allermest op.
Vi havde alt muligt forskelligt med – bolde, biler, spil, bamser – og det føltes rigtigt at kunne give dem noget, de faktisk kunne bruge og lege med. Nicolaj er nok også selv lidt et legebarn, så han kunne virkelig føle deres glæde over det, de fik!
Da vi kørte derfra, kunne vi se ungerne løbe rundt med deres nye legetøj, og der var smil og høje grin overalt. Den lyd glemmer jeg ikke.
Geder med personlighed – og Steffen, der endte som deres bedste ven
Steffens personlige favoritdel af Operation Julepakke i år var gederne! Han endte med at være ansvarlig for uddelingen af dem, og det var både kaotisk, sjovt og rørende. Geder er levende væsener – så der var en helt anden udfordring her. Han fandt hurtigt ud af, at de elsker snørebånd og gumler i alting! En enkelt forsøgte også at tage en smagsprøve på hans ben. Han lugtede lidt af ged efter sådan en dag.
For ham var det, der gjorde mest indtryk at stå med rebet i hånden og række en ged videre til en familie, der aldrig har haft et eneste dyr før. Udsigten til frisk mælk og til at kunne avle en lille gedeflok betyder alt for dem. Flere fortalte, at de aldrig havde troet, at de skulle eje et dyr – og nu stod de dér med et reb i hånden og et kæmpe smil, mens børnene forsigtigt klappede geden på ryggen.
Det var hårdt – men det gav så meget igen
Når vi kom hjem om aftenen, var vi fuldstændig færdige. Fødderne var ømme, tøjet var klistret af sved, myggespray og støv, og der var kamp om bruserne – når der altså var vand. Vi jokede med, at vi aldrig havde været så ulækre i hele vores liv.
Men midt i trætheden sad dagens møder og smil fast.
Det er svært at ligge og scrolle på sin telefon, når man lige har stået i en hytte med jordgulv og givet en mor mad nok til flere uger.
Jeg føler mig utrolig heldig over at have fået lov til at være med og gøre bare en lille forskel i et hjørne af verden, de fleste aldrig hører om.
