Colca Canyon

Kløften Colca Canyon kan med rette kaldes et af naturens mesterværker. Mange kender Grand Canyon i USA, der direkte oversat betyder ”store kløft” – men sammenlignet med Colca Canyon er Grand Canyon bare en lille revne i jorden… Colca Canyon er nemlig mere end dobbelt så dyb! Her er alt fra snedækkede bjergtinder, store klippeformationer, floden, der bruser langt nede i kløften til opdyrkede terrasser, der i sæsonen får landskabet til at se ud som store grønne, røde og gyldne tæpper. Her har levet mennesker i over 1000 år, og udover at her er smukke, velbevarede kirker fra kolonitiden, har beboerne i området også bevaret mange af deres traditioner – blandt andet deres meget smukke påklædninger. Kør gennem naturen, hold øjnene vidt åbne og nyd synet af de fantastiske alpaka-flokke langs vejen. Et af de helt store højdepunkter i kløften finder du ved Cruz del Cóndor. Her svæver de kæmpestore kondorer, der har et vingefang på op til 3 meter, majestætisk i de varme luftstrømme fra dalen. Et andet højdepunkt er de varme kilder ved Yanque, hvor du kan nyde et dejligt bad i det naturlige vand.

Rejser til Colca Canyon

924C
Lima, Paracas, Nazca, Arequipa, Colca Canyon, Puno (Titicacasøen), Cuzco og Aguas Calientes (Machu Picchu)
927
Lima, Arequipa, Colca Canyon, Puno, Cuzco, Aguas Calientes (Machu Picchu) og Cuzco

Hoteller i Colca Canyon

Casa Andina Classic Colca er virkelig charmerende og hyggeligt - bygget i en rustik stil med rå stenvægge og møbler af træ. Hotellet ligger rigtig godt midt i den lille landsby Chivay ved siden af Colca Canyon. Efter en hård vandretur i området kan du hvile benene i hotellets flotte, udendørs gårdhave med springvand - her ligger også hotellets lille køkkenhave. Du bor i små, hyggelige stenhuse, hvor der er bad, seng, varmelampe og sikkerhedsboks. Restauranten har blandt andet pizzaovn og et grillområde, og maden er simpelthen skøn. Du kan gå gratis på internettet i fællesområderne.

Colca Lodge Spa & Hotsprings er et herligt sted med den smukkeste beliggenhed, du kan forestille dig! Det ligger i 3250 meters højde midt i en dal, omgivet af Inkaterrasser og grønne bakketoppe, og Colca River løber lige forbi. Indretning er rustik og hyggelig med masser af træ og fine farver, og de 45 værelser er virkelig fine og indrettet med TV og wifi. Lodgen har en dejlig restaurant, et sødt og smilende personale og en lækker spa! Spaen er noget helt for sig selv, for her er hele fire pools af varme kilder, hvor du kan tage et terapeutisk og afslappende bad. Bagefter kan du få en massage og en ansigtsbehandling og blive et nyt og forbedret menneske – hvis det er muligt, selvfølgelig. Her er også en indhegning med lamaer, som du kan gå ud og hilse på, hvis du trænger til selskab her midt i bjergene.