Colca Lodge Spa & Hotsprings
Colca Lodge Spa & Hotsprings er et herligt sted med den smukkeste beliggenhed, du kan forestille dig! Det ligger i 3250 meters højde midt i en dal, omgivet af Inkaterrasser og grønne bakketoppe, og Colca River løber lige forbi. Indretningen er rustik og hyggelig med masser af træ og fine farver, og de 45 værelser er virkelig fine og indrettet med TV og wifi. Lodgen har en dejlig restaurant, et sødt og smilende personale og en lækker spa! Spaen er noget helt for sig selv, for her er hele fire pools af varme kilder, hvor du kan tage et terapeutisk og afslappende bad. Bagefter kan du få en massage og en ansigtsbehandling og blive et nyt og forbedret menneske – hvis det er muligt, selvfølgelig. Her er også en indhegning med lamaer, som du kan gå ud og hilse på, hvis du trænger til selskab her midt i bjergene.