Moalboal

Moalboal er en mindre, lidt søvnig by, omkring 90 kilometer sydvest for Cebu City på Cebu Island. Det, der har gjort byen kendt, er de mange skønne strande og det farverige dyre- og planteliv under havets overflade. Den mest populære strand i Moalboal er Panagsama stranden, som er kendt for at være det bedste dykke- og snorklested på øen pga. det fredede koralrev, og det er også her at de fleste restauranter, hoteller og butikker er. Udover de skønne strande, så er den flotte natur også et trækplaster i området - for bjergene, som er dækket af tropisk regnskov, floderne og kløfterne indbyder til at blive udforsket enten til fods eller på cykel. Du kan tage på udflugt til den lille klippeø Pescador Island  få kilometer fra Moalboal - også her er der super snorkling! 

Hoteller i Moalboal

Dolphin House Resort er et lille paradis, som ligger uforstyrret og fredeligt lige ned til vandet og omgivet af en smuk, tropisk have. Du vil straks føle dig godt tilpas hos ejeren Rudy, som oprindeligt er fra Luxembourg, og hans ansatte er også virkelig søde. Lige ud for hotellet er der et koralrev, så du kan snorkle rundt i timevis og beundre livet under vandet. Du bor i gode, rummelige værelser indrettet med bambusmøbler, og du har aircondition, sikkerhedsboks, minibar og gratis wifi (når det ellers virker). Fra dit værelse har du adgang til en stor fælles terrasse med udsigt til det skønne poolområde og de tropiske omgivelser. Hvis du ikke har prøvet at dykke før, så kan du lære det gennem hotellets eget dykkercenter, og har du mere lyst til at være aktiv over havets overflade, så tag et slag tennis, basketball, billard eller bordtennis. Resortet lægger stor vægt på miljøet. Det ser du især i deres affaldssortering og deres store indsats for at beskytte stranden og koralrevet – derfor er der heller ingen værelser direkte på stranden. På restauranten kan du spise fremragende mad med en skøn udsigt ud over vandet, og morgenmaden er også rigtig god!