Bådtur til fiskerby og strand
Om morgen spiser du dejlig morgenmad om bord på båden, mens du bliver sejlet til fiskerbyen på øen Papagarang. Den lille by ligger mellem grønne bakker og det beroligende hav. De lokale er venlige og viser dig gerne, hvordan de klargør fiskene, de har fanget.
Mens du bliver sejlet videre til øen Sebayur, kan du nyde en lækker frokost. På Sebayur er der hvide sandstrande og smukke koraller. Læg dig i sandet og nyd solens varme eller tag dykkermasken på og svøm efter farvestrålende fisk mellem korallerne. Om eftermiddagen går turen tilbage til Labuan Bajo, hvor der vil være mulighed for at snorkle ved øen Kanawa. Når mørket falder på, vil der være aftensmad på båden, hvor du også skal overnatte.