Delta Hotels by Marriott San Jose Aurola
Delta Hotels by Marriott San Jose Aurola er et stort hotel i hjertet af San José. Det store hotel er klassisk indrettet med et moderne præg og giver en typisk business-agtig stemning, som kan virke en smule upersonlig. Til gengæld bor du centralt ved siden af små, fine parker og tæt på Museo de Oro og Teatro Nacional.
Dit værelse er rummeligt og igen meget klassisk. Store vinduer byder storbyen indenfor, og du har både en stor seng, aircondition, wi-fi og et lille siddeområde. Der er i øvrigt kaffe- og tefaciliteter, så du kan starte dagen godt.
Hotellet har to restauranter, Tropicana i lobbyen og El Mirador på 17. etage, og baren La Palma. I Tropicana spiser du morgenmad på buffet, og den er helt fin, mens du i El Mirador mellem torsdag og lørdag kan spise en skøn middag med udsigt over byen.
Når du vender tilbage efter en oplevelsesrig dag i storbyen, kan du slappe af ved den opvarmede pool, eller smutte en tur forbi det veludstyrede fitness.