Varadero

Varadero er Cubas mest berømte strand, og her får du masser af sol, en vandtemperatur på gennemsnitlig 26 grader og et blåt hav, der ligner noget fra en film. En af de skønneste strande på vores Cuba rejser! Stranden er bred, og sandet er hvidt og så fint, at det ikke knaser, men næsten støver! En dejlig brise køler dig af, og havbunden skråner langsomt, så stranden er meget børnevenlig – simpelthen det perfekte sted, hvis du er en rigtig vandhund! Dette er paradis i manges øjne, og derfor er her også mange turister. Ca. 75 all inclusive-hoteller kæmper om gæsternes opmærksomhed, og der er derfor utallige muligheder for aktiviteter dag og nat, samt udflugter til lands og til vands. Tag ud på havet og nyd bølgernes brusen og solens stråler, tag en turistbus i forskellige retninger, lej en bil eller en scooter og tag rundt og oplev området. Der er mange steder at tage hen, fx til Cayo Coco, som er en skøn ø, eller til en af landets smukkeste og mest kulturelle byer, Trinidad, som du kan besøge på en lang heldagsudflugt. Du kan også tage op og ned ad de 20 kilometer pragtfulde strande – oplev en ny strand hver dag! Hold rigtig ferie, bad i havet, få lidt sol på kroppen og læs de bøger, du længe har villet læse.

Rejser til Varadero

Hoteller i Varadero

Be Live Experience Las Morlas er et lille og godt all inclusive hotel, som ligger direkte ved stranden – ca. 20 minutters gang fra centrum af Varadero. Værelserne er rummelige, de kan godt være lidt slidt, men de har hvad du har brug for, fx aircondition, TV, hårtørrer og en balkon eller terrasse, hvor du kan sidde og slappe af og nyde udsigten. Der er internet (mod betaling) ved receptionen, hvis du gerne vil sende en e-mail hjem. Hotellets skønne poolområde er omgivet af en dejlig grøn have – og der er masser af liggestole, så du rigtig kan slappe af. Du kan spise på hotellets à la carte restaurant, ved buffeten eller ved grillen på stranden, og på alle tre steder er maden udmærket. Der er to barer på hotellet, hvor du kan få en forfriskende drink – måske noget med rom, når nu du er i Cuba? Vil du være aktiv, tilbydes der flere sportsaktiviteter på hotellet, fx beach volley, bordtennis og aerobic. De ansatte er søde og hjælpsomme, så spørg dem, hvis du er i tvivl om noget. 

Be Live Experience Turquesa er en ny favorit hos C&C! Det er et skønt all inclusive hotel, som ligger 8 km fra centrum af Varadero – og altså lidt væk fra den travle del af stranden. Værelserne er dejligt fordelt i mindre bygninger mellem palmerne i haven, og de er indrettet i caribisk stil med blomstersengetæppe og strålende farver. Du har både aircondition, minikøleskab, TV og hårtørrer på værelset, og så naturligvis en lille terrasse eller balkon, hvor du kan sidde og skrive postkortene hjem. Stranden er fantastisk med vand så turkist, at det gør helt ondt i øjnene, men her er også en dejlig pool med masser af liggestole og badehåndklæder (mod et mindre depositum). Du kan spise på en af de tre à la carte restauranter med mexicansk, cubansk og italiensk mad (den italienske er bedst!), og farvestrålende drinks får du i en af de tre barer. Morgenmaden er også helt fin, og her er det særligt pandekagerne, du skal prøve! Du kommer bestemt ikke til at kede dig med både aftenunderholdning, fitness, beach volley, billard, bordtennis, minigolf, basket, tennis og en sauna – du når nok ikke det hele, men du kan prøve. I receptionen er de ikke så hurtige, men hvis du smiler og er glad, kommer du længst.

Bemærk - fra 1. maj til 1. november er hotellet under renovering, og du vil i stedet bo på søsterhotellet Be Live Las Morlas.

Be Live Experience Varadero er et godt all inclusive hotel, som ligger omkring 4 km fra centrum af Varadero. Værelserne er i fine, friske farver, de er dog lidt slidte, men de har aircondition, TV og minibar. Der er internet (mod betaling) ved receptionen, hvis du gerne vil sende en e-mail hjem. Her er et kæmpestort poolområde med masser af liggestole, hvor du kan ligge, hvis du – helt mod forventning – skulle blive træt af den lækre strand. Du kan spise på en af de to à la carte restauranter, der serverer udmærket mad. Farvestrålende drinks og snacks kan du enten få ved snackbaren ved poolen eller ved baren der ligger tæt på lobbyen. Der er masser af muliggeder for aktiviteter, såsom volleyball, vandgymnastik og aerobics, så det er bare om at springe i poolen og give den gas!

Blau Varadero er et moderne all inclusive hotel, der har en dejlig have med liggestole og hængekøjer, hvor du kan dase i fred og ro under palmetræerne. Det ser måske ikke så spændende ud udefra, men det er ret godt. Her er en stor pool, og du kan nemt gå ned til den lækre strand. Værelserne er flotte, har gode faciliteter fx køleskab, kaffemaskine og egen balkon. Her er tre forskellige restauranter - en med buffet, en med cubansk og en med international mad. Frokosten serveres i restauranten ved poolen, hvor der er underholdning. Du kan vælge mellem fire barer, hvoraf den ene ligger nede på stranden. Her er super betjening og dejlig meget plads - og så er her dejlig roligt, for hotellet er nemlig kun for voksne. Du kan gå på internettet i lobbyen mod betaling.

Brisas del Caribe er et simpelt cubansk all inclusive hotel. Du er omgivet af palmer, og hotellet ligger lige ud til den vidunderlige og berømte strand - faktisk det bedste stykke strand i Varadero, hvis vi selv skal sige det. Fællesområderne og værelserne er farverige, omend lidt ældre nogle steder, og har de nødvendige faciliteter som minibar, aircondition, hårtørrer og safetybox. Hotellet er delt i to områder - den ene del er ved receptionen, lobbyen og den store pool - her er der meget liv og aktiviteter. Den anden del ligger ud mod vejen og en mindre pool og snackbar - og her er lidt mere roligt. Buffetrestauranten burde nok være større, og her er mange mennesker, så kom i god tid, når du skal spise. Du kan også vælge at spise i en af resortets tre a la carte restauranter, men husk, at der skal bestilles bord i forvejen, og at du skal have pænt tøj på! Du kan låne cykler og leje knallerter, hvis du gerne vil ud på tur.

Hotel Iberostar Laguna Azul er et stort, imponerende resort, der ligger lige ud til stranden. Det er omgivet af flotte palmer og kilometervis af strand. Du kan nyde mad på syv forskellige restauranter eller drikke drinks i en af de syv barer. Poolområdet er gigantisk med hele seks flotte swimmingpools dekoreret med klipper, vandfald og palmer. Værelserne er nydeligt indrettet og er pæne og rene. Der er internetcafé på området, men det er ikke gratis. Her er masser af faciliteter og underholdning - du kan nyde spa'en, tage en tur i gym, få massage, tage ud med kayak eller windsurfer eller måske spille et slag tennis eller golf.

Hotel Iberostar Tainos er et stort og flot hotel, der ligger lige ud til den skønne strand. Her er gode, pæne værelser, og alle har terrasse eller balkon. Du kan boltre dig i en dejlig, stor pool i en sjov form eller i fitness-rummet, og du har også mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter både til lands og til vands.  Buffeten og de to forskellige a la carte restauranter serverer rigtig god mad, specielt kan den japanske restaurant anbefales - og du må bestemt også et smut forbi strandbaren og få lækre drinks! Personalet er i top, og servicen mangler bestemt ikke noget. Her er wifi (imod betaling). Om aftenen er der show og musik, så du kommer ikke til at kede dig. 

Hotel Iberostar Varadero er et af Varaderos mest kendte og flotteste hoteller. Det er stort, smukt resort stilmæssigt inspireret af kolonitiden med elementer fra traditionel, cubansk stil. Det ligger lige ud til vandet omgivet af en grøn palmeoase og andre resorter. De lækre, lyse værelser er flot indrettet, og der er, hvad der skal være, blandt andet en balkon med. Alle værelserne ligger i rolige omgivelser lidt væk fra hovedområdet og har gode faciliteter. Du kan bade i det lækre tempelinspirerede poolområde, der endda har et mindre vandland til børnene. Derudover er der andre aktiviteter som wellness center, golf og sportsfaciliteter. Der er et bredt udvalg af restauranter med god mad. Der er wifi imod betaling i lobbyen.

Hotel Melia Sol Palmeras er et stort og dejligt sted med hyggelige værelser. Fællesområderne er lidt små, men her er en dejlig have, og det ligger lige ved stranden. Der er 7 barer og en frokostrestaurant på stranden, hvor du også kan få dejlig grillmad. Der er WiFi mod betaling i lobbyen, og skal du ind til byen kan du gratis køre med deres lille tog. Der er også gratis cykler til rådighed. Hotellet har som noget lidt specielt særlige rygeområder, så det er ikke tilladt at ryge overalt.

Hotel Mercure Cuatro Palmas er et stort og godt all-inclusive hotel, der ligger lige ned til stranden. Her er dejlige åbne fællesområder og et flot poolområde. Værelserne er pæne og gode og her er tre restauranter, tre barer og masser af muligheder for aktiviteter.

Tuxpan er et et lidt ældre, men godt, all inclusive hotel med en super beliggenhed midt på Varadero-stranden. Værelserne er enkle med aircondition, hårtørrer, minibar, strandhåndklæder, og næsten alle har balkon, hvor du kan sidde og slappe af om aftenen – men her er kun wifi i receptionen, og forbindelsen svinger lidt. Det er selvfølgelig stranden, som er Tuxpan Hotels store trækplaster, men hotellet har også aktiviteter for børn og voksne. Du kan bade i poolområderne og ligge og dase i en liggestol, og hvis du vil være aktiv kan du sejle i kano, surfe, dyrke aerobic, spille tennis, fodbold eller volleyball, gå til dansetimer, tage spansktimer, få dykkerintroduktion og meget, meget mere… Og bagefter kan du måske forkæle dig selv ved at købe en massage i hotellets spa. Her er hele fem barer og tre restauranter, men maden er altså som cubansk mad er – lidt kedelig, dog er den mexicanske restaurant rigtig god. Hotellet er en anelse slidt, men personalet er rigtig venligt, og stranden er altså bare fantastisk. 

Naviti Hotel er et dejligt hotel på Varadero stranden. Det særlige ved dette hotel er, at der foran hotellet er nogle små klipper til hver side, der afskærer adgangen fra både øst og vest. Så dette er måske et af de eneste hoteller i Varadero, der kan siges at have nærmest privat strand. Du kan også gå hen over klipperne til begge sider og besøge de andre strande. Hotellets hovedbygning og de dertil hørende faciliteter er pt. ikke tilgængelige, da de er under ombygning, men det generer dig ikke, for du skal bo lidt væk i en af de lidt mindre bygninger. Her får du et pænt og enkelt værelse, i det der kaldes Beach Club, og du er tæt på stranden og et dejligt poolområde. Alle måltider er buffet, da a la carte restauranterne ikke er åbne pt. og maden er ikke den mest spændende. Hotellet har også en lille cubansk landsby, Cubana Pueblo, hvor du i farverige huse kan få burgere, øl, is og mojito.

Roc Barlovento Hotel er et hyggeligt hotel, der ligger i starten af Varadero by lige ned til den dejlige strand. Her er du tæt på alt det, som Varadero har at tilbyde, men har stadigvæk fred og ro i hotellets dejlige poolområde og de andre fællesområdet med høje palmer. Hotellet har kun gæster, der er over 16 år, og stedet er tilrettelagt derefter. Værelserne ligger i forskellige bygninger og er nydelige og har gode faciliteter samt balkon. Her er wifi (imod betaling) 2 pools, 3 a la carte restauranter, og om aftenen er der forskellige former for underholdning. Her er også et lille fitness center, og du kan nyde en dejlig massage. Her er også gode muligheder for at komme ud på vandet på forskellig vis.