Hotel - Costa Rica - Arenal
Rejser til Arenal
Arenal er et af de mest besøgte områder på vores Costa Rica rejser - og med god grund! Vulkanen Arenal er et imponerende syn med sin flotte kegleform, der rejser sig op imod himlen. Vulkanen er på nærmest hvert eneste Costa Rica-postkort, du finder, og det er og bliver landets seværdighed nummer 1.
I området omkring vulkanen og i Arenal Volcano Nationalpark kan du tage på vandretur i landskabet eller bade i de varme kilder, der bliver opvarmet af vulkanen.
Den berømte Arenal vulkan
Arenal vulkanen er nationalparkens største attraktion og en af de mest aktive vulkaner i hele Costa Rica. Den står majestætisk midt i alt det grønne med sin tårnhøje, dybgrønne top, der kan skimtes mange steder i området. Den har sovet siden 2010, så du vil ikke se lava fra toppen længere, men på skyfri dage kan du se den sovende kæmpe i al dens pragt midt i regnskoven.
Selvom det ikke er muligt at bestige den aktive vulkan, kan du stadig komme forholdsvist tæt på ved at tage på vandreture eller guidede ture i området. Rundt om Arenal-vulkanen vil du opleve tæt regnskov, som du kan udforske på vandreture, på hængebroer i træernes toppe og endda nogle steder på hesteryg.
Dyrelivet i Arenal Nationalpark
Regnskoven byder på et dyreliv uden lige! Den er et sandt paradis for naturelskere og dyreentusiaster, fordi det slet ikke er usandsynligt at spotte brøleaber, dovendyr og papegøjer i træernes toppe, og måske får du endda også øje på en tapir. Hvis du er heldig, ser du de fine grønne frøer med røde øjne, der er så ikoniske for Costa Rica. Hold også godt udkig efter tukaner over dit hoved. Nærmest uanset hvor du kigger hen, vil du se farvestrålende sommerfugle, der flyver rundt mellem regnskovens tropiske planter. Du kan også sagtens se krybdyr som leguaner, slanger eller skildpadder.
Det bedste tidspunkt at spotte dyrene er tidligt om morgenen. Og det er altså her, at synet af Arenal vulkanen er mest imponerende!
Oplev Arenals regnskov oppefra på hængebroer og ziplines
Regnskoven kan opleves på flere måder. Du kan opleve regnskoven nedefra på de mange vandrestier eller oppefra på hængebroer og svævebaner i trætoppene. Her er du virkelig på højde med træernes dyr, så du har ekstra gode chancer for at spotte aberne, dovendyrene og de sjove fugle, der bor her oppe i højden. Samtidig er dyrene ikke bange for at bevæge sig under dig, så du skal også huske at kigge ned!
Arenal Hanging Bridges er et netværk af broer i trætoppene. Den højeste af broerne hænger hele 45 meter over jorden. Gå langsomt den fire kilometer lange tur og oplev den tætte og frodige regnskov på nærmeste hold. Overalt hører du lydene af tropiske fugle og vandfaldene, der risler gennem tæt natur – nogle steder har du endda udsigt til vulkanen og til den smukke Arenal sø. Måske ser du små vildsvin suse rundt nede i skovbunden og larmende brøleaber springe rundt i trætoppene.
Skal det være lidt vildere, kan du tage en ziplinetur. Arenal har en af landets længste ziplines, og den giver lidt af et adrenalinkick. Du suser af sted med vind i håret og sug i maven, gennem regnskovens vilde natur – og med flot udsigt til alt det grønne. Det er ganske sikkert, for her er dygtige instruktører og masser af sikkerhedsudstyr.
Riverrafting på Arenals mange floder
Vil du have endnu mere fart over feltet? Floderne i Arenal byder også på store oplevelser. Du kan fx kaste dig ud i riverrafting og padle derudad, mens du bliver kastet rundt på vandet.
Arenal har Costa Ricas bedste river rafting, både for begyndere og de mere øvede. Det er en sjov oplevelse – både for voksne og større børn.
Vil du hellere opleve floden i ro og mag, så tag på en såkaldt ”floating safari” gennem regnskoven. Tag for eksempel på en bådsafari på Penas Blancas floden. Penas Blancas er en rolig flod, så du kan sagtens holde udkig efter vilde dyr og spændende planter, mens du sejler. Inde i regnskoven kan du være heldig at spotte aber, leguaner, kaimaner, dovendyr og forskellige tropiske fugle.
Arenals varme kilder gør dig til et bedre menneske
Det er ikke kun floderne, der byder på spændende vandoplevelser i Arenal Volcano Nationalpark. På grund af vulkanen findes her et helt netværk af naturligt opvarmede kilder. Mange af hotellerne har faktisk pools med vand fra kilderne, men her findes også deciderede naturlige hotsprings.
Når du synker ned i det varme vand, kan du mærke alle spændingerne forsvinde fra din krop – ren forkælelse! Du vil garanteret vende hjem som et bedre menneske. Hvis ikke Costa Ricas natur og helbredende vand kan gøre det, så kan intet.
Der findes flere forskellige af disse hot springs, så uanset om du har lyst til at prøve et sted, hvor du kan få serveret en drink i poolbaren, eller et sted, hvor du kan sidde og lade roen falde over dig, bør du prøve det. Mange af disse bade har også åbent om aftenen, og der er altså noget særligt ved at sidde i det varme vand og kigge op på stjernehimlen over dig. Den er flottere her end de fleste steder i Danmark.
De varme kilder er ikke gratis, og nogle er lidt dyre. De gratis varme kilder ligger nær Tabacon Hot Springs, og her er som regel rigtig mange mennesker, så vi anbefaler, at du i stedet bruger lidt penge på oplevelsen. Selve Tabacon Hot Springs er dyr, men en stor oplevelse!
Vilde vandfald – Arenal skuffer ikke!
La Fortuna-vandfaldet er en stor oplevelse! Vandfaldet falder 70 meter ned over de frodige klippesider, fuldstændigt omgivet af regnskoven. Det er et flot syn! Du bør både opleve det oppefra fra udsigtspunkterne og nedefra, hvor du kan tage en dukkert i det turkise vand i bunden. 500 trin vil føre dig ned til søen i bunden. Her er helt eventyrligt med den vilde og tætte natur som baggrundskulisse til det faldende vand.
La Fortuna vandfaldet er omgivet af en levende regnskov, der er hjemsted for en overflod af dyreliv og planter. Rundt omkring vandfaldet er der stier, som du kan udforske gennem skoven og forbi en række små, smukke vandfald og naturlige pools.
Byliv omkring Arenal
Aftenen kan du bruge i den lille by Fortuna, der ligger for foden af vulkanen omkring 20 minutters kørsel fra Arenal Volcano Nationalpark. Det er ikke bylivet, du skal tage til Arenal for, men det er da en smule oplevelser i byens gader. Det er en hyggelig og ret turistet lille by, og på "hovedgaden" kan du finde små, gode restauranter og et stort virvar af hostels, hoteller, tankstationer, turudbydere og banker med hæveautomater.
Du kan sagtens opleve byen til fods. Byen er ikke særlig stor, men den er kompakt. Her er et lille springvand, en park, en kirke og lokale markeder. Du kan købe souvenirs og prøve traditionel costaricansk mad. Nærmest overalt har du udsigt til vulkanen, hvis det ikke er for skyet.
Arenalsøen – er den et besøg værd?
Søen for foden af vulkanen er Costa Ricas største sø. Den tiltrækker både vindsurfere og paddleboardere, og det er også muligt at leje kajakker, ride på heste eller cykle en tur langs søens bred. Mange tager også hertil for at se på fugle eller fiske.
Er søen et besøg værd? Ja, det er den, men de andre oplevelser i Arenal er vigtigere, hvis du kan har et par dage i området.
Sådan bor du: Hoteller i Arenal
Det kan godt være, at du bor omgivet af vild natur i Arenal, men hotellerne er gode! Her er både ecolodges, luksushoteller og spa resorts. Mange af dem ligger med fantastisk udsigt til vulkanen omgivet af flotte haver – og endda regnskov. Nærmest alle vores hoteller har dejlige pools og udsigt til vulkanen i en eller anden forstand, og flere af dem har også de berømte termiske bade, som Arenal er så kendt for.
Dagstur til Rio Celeste
Arenal vulkanen er ikke områdets eneste vulkan! Du finder også vulkanlandskaber i Tenorio Volcano Nationalpark. Rio Celeste løber igennem nationalparken og er kendt for sin helt usædvanlige klare, lyseblå farve. Det er den nærliggende vulkan, der er årsag til vandets smukke farve, og det er også på grund af den, at du kan dovne i de varme kilder og se små gejsere, der springer op ad vandet.
Det tager en time at gå fra nationalparkens indgang til Rio Celeste vandfaldet inde midt i junglen, og det ligner virkelig noget fra et eventyr med det næsten lysende turkise vand, der bruser ned over klipperne omgivet af frodig, grøn jungle.
Hvornår skal man besøge Arenal?
Arenal er et af Costa Ricas mest berømte turistattraktioner, så turisterne strømmer selvfølgelig hertil. Det gode ved Arenal er dog, at området er kæmpestort, og turisterne fordeler sig hurtigt ud. Der vil selvfølgelig være områder, hvor de samles, men hvis du sørger for at komme afsted tidligt, er det ikke så slemt. Du kan undgå vinterens højsæson ved at rejse i juli eller august. I sensommeren vil du opleve en rigtig god balance mellem vejr, natur, oplevelser og turister. Læs vores vejrguide til Costa Rica her!
Costa Rica har mange flotte nationalparker! Se vores favoritter her!