Costa Rica – hvor og hvornår

Costa Rica

Er du i tvivl om, hvornår du skal rejse til Costa Rica? Få svaret her i blogindlægget, hvor vi guider dig til Costa Ricas bedste sæsoner!

Du kan rejse til Costa Rica hele året! Det er bare lige om at vide, hvor du skal rejse hen hvornår, og lige netop dét er ret subjektivt. Det kommer nemlig helt an på, om du ønsker sol og strande, lave priser, få andre turister eller store oplevelser med dyreliv og natur. Oplevelserne er meget forskellige fra sæson til sæson.

Costa Ricas sæsoner er svære at finde rundt i, og derfor har vi skrevet et blogindlæg, der guider dig igennem dem. Vi håber, at du bedre kan planlægge din rejse til Costa Rica, når du har læst den.

Vejret i Costa Rica

Costa Ricas klima er tropisk, og her så tæt på ækvator er det altid varmt. Temperaturerne ligger på mellem 20 og 30 grader hele året.

Det vigtigste at sige om Costa Ricas vejr er, at lige som du tror, du har luret det… så har du det ikke alligevel. Klimaforandringerne har nemlig også indflydelse på vejrmønsteret. Du skal derfor altid pakke solcreme og regntøj, når du rejser rundt i Costa Rica! En stor del af Costa Rica består af regnskov, og i regnskove regner det altså. Til gengæld er det et af verdens frodigste steder, klimaet er varmt og fugtigt, og temperaturerne høje.

Costa Rica har overordnet to sæsoner: tørsæsonen fra december til april, og regntid fra maj til november. Det sidstnævnte bliver også kaldt for “green season”, fordi landet er ekstra grønt og frodigt.

Rejser til Costa Rica

Costa Ricas tørsæson

Hvis du ønsker mest mulig sol, skal du rejse til Costa Rica i december, januar, februar, marts eller april. Her har Costa Rica sin højsæson med mindst regn. Her har du gode chancer for en masse solrige dage i naturen og på strandene. Det betyder også, at her er forholdsvist mange mennesker, og priserne er skruet lidt i vejret.

Rejs i Costa Ricas “green season”

Du kan godt rejse til Costa Rica uden for højsæsonen – altså den periode, som vi kalder ”green season”, som varer fra maj til november. I langt de fleste tilfælde har du fint vejr om morgenen og et par timers voldsomme regnskyl om eftermiddagen.

Det bedste ved “green season” er, at landet er grønt igen efter den tørre periode, og der er igen kraft på vandfaldene og vandet i floderne, så du kan nemt sejle eller riverrafte og nyde den smukke natur. Der er ikke meget ved at se et vandfald uden drøn på vandmasserne!

Derudover er priserne lave, og turistmasserne få, og det betyder altså meget, når man skal på oplevelse i landet.

De mest regnfulde måneder i løbet af ”green season” er oktober og november.

Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica

Det allerbedste tidspunkt at rejse til Cosa Rica

Vores favorittidspunkt at rejse til Costa Rica i er helt klart i løbet af juli eller august.

Det er det bedste tidspunkt, fordi kombinationen af vejr, frodighed, oplevelser, turistmasser og priser går op i en højere enhed i de to måneder.

Det er ”green season” i juli og august, men regnen stilner lidt af, så generelt er vejret rigtig fint, og naturen tager sig altså ud fra sin bedste side. Her er også meget færre mennesker. I C&C siger vi gerne: ”Det er altså sjovere at spotte dovendyret og dele det med 2-3 andre mennesker end med 20”. Priserne er også meget mere overskuelige end i højsæsonen, hvor hoteller og turudbydere gerne vil tjene lidt ekstra.

Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica

Vejret på Den Caribiske Kyst – rejs hele året

Det skal ikke være helt let! Nu har vi lige fortalt, hvordan vejret hænger sammen, og så er der selvfølgelig undtagelser. For Puerto Viejo og resten af det Caribiske hjørne kan du rejse til det meste af året.

Der er ikke noget dårligt tidspunkt at rejse til Puerto Viejo på, for her er altid dejligt. Det regner næsten hver dag, så husk regnjakken! Ofte er det bare et par timer om dagen, men nogle dage er der selvfølgelig mere end andre.

Højsæsonen i Puerto Viejo er i september og oktober, hvor vejret er bedst – og her er det ellers regnvejr i resten af landet. Det regner mest i juli måned, men selv her kan du sagtens få godt vejr og store oplevelser.

Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica

Oplev hvaler i Costa Rica

Costa Rica er et af de bedste lande i verden at spotte pukkelhvaler i. Hvis du rejser for at opleve havets kæmper, skal du sigte efter at tage afsted på bestemte tidspunkter.

August, september og oktober er de allerbedste tidspunkter at spotte hvaler på Stillehavskysten. December, januar og ofte også februar og marts er det bedste tidspunkt at spotte hvaler på den caribiske kyst. Du kan spotte delfiner året rundt, og indimellem lægger spækhuggere også vejen forbi!

Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica

Oplev skildpadder i Costa Rica

Costa Rica hjem for et hav af skildpaddearter – og rigtig mange af dem! Der er rigtig gode chancer for at se dem. Her lever både læderskildpadder, ”Hawksbill” skildpadder og forskellige arter af grønne havskildpadder.

Du kan faktisk opleve dem hele året, men det er en god idé at time det, hvis du rejser til Costa Rica for skildpaddernes skyld. Der er nemlig perioder, hvor det er meget mere oplagt at møde dem end andre.

Skildpadder på Stillehavskysten

Hvis du er på Stillehavskysten, kan du se skildpadder lægge æg på stranden fra august til november.

Der er størst chance for at se dem omkring nymåne, hvor der er er arribada. Arribada betyder, at helt op til 20.000 havskildpadder lægger æg på stranden i løbet af én enkelt nat. Det skulle derfor være muligt at se en skildpadde eller to! Det er ikke alle skildpadder, der stiller uret, så du kan også opleve dem før og efter arribada.

Vil du gerne se æggene klække, foregår det imellem oktober og februar. Hvis du er heldig, kan du se i hundredvis af bittesmå skildpaddeunger, der myldrer ud i havet. Et enormt fint og livsbekræftende syn!

Skildpadder på Den Caribiske Kyst

Det allerbedste sted at se skildpadder på den caribiske kyst er i Tortuguero. De grønne havskildpadder ligger på æg fra midt i juni til tidlig november.

Hvis du går en tidligt morgentur ved solopgang i den periode, kan du være heldig at spotte de store havskildpadder i sandet. Antallet af skildpadder er dog slet ikke lige vildt som på Stillehavskysten.

Æggene klækker i starten af juli, og du har gode chancer for at spotte dem helt ind i oktober. Husk at komme tidligt om morgenen, hvis du vil se de søde skildpaddeunger søge mod sikkerheden i havet.

Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica
Rejser til Costa Rica

Costa Rica måned for måned

Vi vil gerne skære månederne helt ud i pap for dig, så her får du en måned for måned-guide til Costa Ricas vejr! Husk, at vi ikke er vejrguder, og overalt i verden er vejret uforudsigeligt.

Her har du dog nogle rigtig gode guidelines om, hvordan vejret i Costa Rica normalt opfører sig.

Rejser til Costa Rica i januar

Costa Rica i januar er varmt, solrigt og fuldt af liv og mennesker. Det er oplagt strandvejr, men du deler strandene og oplevelserne med andre mennesker. Naturen er stadig grøn og frodig, og der er stadig vand i floderne, så du kan godt river rafte, sejle og se vandfald.

Hvis du vil undgå de værste menneskemasser, så vent lige til en uge inde i januar med at rejse til Costa Rica. Her er juleferieturisterne nemlig rejst hjem igen!

Rejser til Costa Rica i februar

Hvis du rejser til Costa Rica i februar, får du varme, sol og lidt flere andre turister end i januar. Det er en populær måned at rejse til Costa Rica i, netop pga. det gode vejr. Februar er en af de tørreste måneder – her er det godt strandvejr, men til gengæld begynder naturen at tørre ud, især på Stillehavssiden.

Rejser til Costa Rica i marts og april

Rejser du til Costa Rica i marts eller april, kan du forvente varmt og solrigt vejr, men landet er tørt. Der er mange mennesker i løbet af den amerikanske ”spring break”, og i påsken holder costaricanerne selv ferie.

Den sydlige del af landet er stadig grøn, men det nordlige Costa Rica er mere tørt, og altså ikke så grønt og frodigt, som du kender det fra billederne. Der er ikke meget vand i floder og vandfald, og du skal ikke forvente at kunne river rafte i den nordlige del af landet.

Rejser til Costa Rica i maj og juni

Når du rejser til Costa Rica i maj og juni, får du måske et par timers kraftig regn om dagen. Ofte regner det om eftermiddagen, og derfor anbefaler vi, at du planlægger dine oplevelser og ture om formiddagen. Landet er ikke længere så støvet og tørt, og floderne begynder at blive fyldt op igen. Her er ikke lige så mange mennesker som i starten af foråret, så du har flere af oplevelserne for dig selv.

Rejs til Costa Rica i maj og juni for at se skildpadderne lægge æg på strandene!

Rejser til Costa Rica

Rejser til Costa Rica i juli og august

Juli og august er vores favorittidspunkt at rejse til Costa Rica i. Det er varmt og solrigt med en smule regn, men det betyder kun, at landet igen er grønt og frodigt. Du kan både sejle på floderne, tage på oplevelse i regnskoven og se smukke vandfald undervejs. Her er ingen store turistmasser, så oplevelserne får du i et roligt tempo.

Det er også et super tidspunkt, hvis du vil se skildpadderne lægge æg på strandene, og nu begynder pukkelhvalerne også at lægge vejen forbi kysterne.

Rejser til Costa Rica i september og oktober

Det er “green season” i september og oktober, hvor Costa Rica har regntid. Det er de to mest regnfulde måneder på Stillehavssiden, til gengæld er landet grønt og frodigt. Du skal rejse til Costa Rica i september eller oktober for at se pukkelhvaler, spare penge og have oplevelserne for dig selv!

På den caribiske kyst, omkring Puerto Viejo, kan du dog roligt tage til. I Puerto Viejo er det højsæson i september og oktober, men der er altid risiko for regn, for du har regnskoven ganske tæt på.

Rejser til Costa Rica i november

I november kan du forvente al slags vejr i Costa Rica. Det er i princippet stadig “green season”, men chancerne for tørt og solrigt vejr er lige så store som risikoen for regn.

Rejser til Costa Rica i december

Den første halvdel af december kan du risikere daglige regnbyger, men så begynder det at klare op, og tørsæsonen starter. Det betyder også, at turisterne begynder at komme, og priserne stiger. Især op imod jul er Costa Rica et populært rejsemål, så her har du ikke oplevelserne for dig selv.

Det er også en fin måned at spotte hvaler i! Husk også at holde udkig efter myldrende skildpaddeunger i sandet om morgenen.

Rejser til Costa Rica

Kunne du li' opslaget?
Del på de sociale medier!

Andre indlæg fra Costa Rica

Andre indlæg fra denne forfatter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

*

*