Jeg tror, mange kommer til at tænke på strand, palmer og eksotiske hoteller, når de hører Mexico. Og fair nok. Mexico har kyststrækninger, der kan få selv den mest garvede strandtype til at stå og stirre lidt for længe ud over vandet.
Men for mig starter det mest interessante Mexico faktisk, når man bevæger sig væk fra kysten.
Ind i landet, op i bjergene eller ennem de store byer, de farvestrålende gader, de små lokale markeder og de områder, hvor du kan sidde med en tallerken mole foran dig og tænke: “Hvordan kan noget være så krydret, sødt, røget og genialt på én gang?”
Mexico væk fra kysten er vildt på en helt anden måde. Her er storbyliv, vulkaner, pyramider, kunst, mezcal, bjerglandsbyer, cenoter og laguner i farver, der næsten ser lidt suspekte ud.
Her er mine seks bud på steder i Mexico, der viser en anden side af landet.
Mexico City – hvor Mexico starter med fuld volumen
Mexico City er det oplagte sted at begynde. Og det siger jeg velvidende, at byen med sine cirka 30 millioner indbyggere i storbyområdet kan lyde som en ret voldsom start. Jeg havde da også selv en lille tanke om, om det hele ville blive lidt for meget trafik, mennesker og liv.
Men Mexico City er heldigvis ikke bare én stor mur af trafik og larm. Den er delt op i kvarterer, og det gør byen meget nemmere at tage ind i bidder. Det er en by, hvor du kan gå fra gamle kolonibygninger og brede pladser til grønne parker, små caféer og rolige gader med træer på begge sider.
Det er stort at gå på opdagelse i det historiske centrum. Her står de store bygninger omkring Zócalo-pladsen, og man kan virkelig mærke, at byen har mange lag. Der er kirker, paladser, gadehandlere, skopudsere, turister, familier og tacoboder side om side. Det er ikke et sted, man bare lige krydser af på en liste. Det er et sted, hvor man skal gå rundt, kigge op og lade byen larme lidt omkring sig.
Hippe Condesa er noget helt andet. Her er grønne alléer, gamle huse med balkoner, små restauranter og den slags kaffebarer, hvor folk sidder med laptops og hunde. Det er hyggeligt, og det er et virkelig rart sted at bo de første dage, hvis man gerne vil lande blødt i den enorme by.
Mexico City er også fuld af kulturelle muligheder. Frida Kahlo-museet i Coyoacán er kendt af de fleste, men det antropologiske museum gjorde mindst lige så stort indtryk på mig. Her får man sat Mexicos historie i perspektiv, og det giver hele rejsen mere tyngde bagefter. Det er ret fedt at stå foran gamle aztekiske fund den ene dag og besøge pyramider eller kolonibyer de næste.
Og så er der maden. Selvfølgelig. Man kan spise sig gennem Mexico City! Tacos al pastor fra en lille bod, friskpresset juice om morgenen, churros med varm chokolade og alt det andet, man pludselig synes er helt rimeligt at spise tre gange om dagen.
Min største oplevelse omkring Mexico City? Helt klart Solen og Månens Pyramide i Teotihuacán. Det var måske endda den største oplevelse på hele min rejse til Mexico!
Mexico City er en god start på Mexico. Måske en lidt farlig start, hvis bukserne allerede sidder stramt.
Puebla – farvede fliser, mole og en pyramide forklædt som bakke
Puebla ligger cirka 2,5 timers kørsel fra Mexico City, og det gør den til en virkelig oplagt næste destination. Efter Mexico Citys størrelse føles Puebla mere overskuelig. Ikke lille, men mere rolig. Her er brede pladser, gamle kirker, farvede facader og de smukke talavera-fliser, som dukker op på bygninger, vægge og keramik overalt i byen.
Jeg kan godt lide byer, hvor man hurtigt får en fornemmelse af centrum. Hvor man kan gå ud fra hotellet, finde den centrale plads, tage en runde i de omkringliggende gader og allerede efter en time tænke: “Okay, her kan jeg godt være et par dage.” Sådan er Puebla.
Byen er også et vigtigt sted for mexicansk madkultur. Det er herfra mole poblano stammer, og det skal man altså smage. Mole er en mørk sauce lavet med blandt andet chili, krydderier, nødder og chokolade, og første gang man får det serveret, kan man godt lige tænke, at nogen har haft lidt for frie hænder i køkkenet. Men det fungerer virkelig godt! Den dybe, krydrede smag sammen med kylling, ris og varme tortillas er genialt.
Fra Puebla kan man tage på udflugt til Cholula, og her venter en af de oplevelser, der er ret svær at slå: verdens største pyramide, i hvert fald målt på volumen. Det sjove er, at den ikke ligner en klassisk pyramide ved første øjekast. Den ligner en stor grøn bakke med en kirke på toppen. Men under jorden gemmer der sig et enormt pyramideanlæg, og det føles ret vildt at stå der og kigge ud over byen med en vulkan i horisonten.
Izta-Popo Nationalpark ligger også i området, hvis man vil endnu tættere på vulkanlandskabet. Her er Mexico pludselig ikke farvede huse og gadekøkkener, men åbne vidder, kølig bjergluft og de store vulkaner Popocatépetl og Iztaccíhuatl som baggrund. Det er en anden skala. Den slags natur, hvor man automatisk bliver lidt mere stille.
Puebla er på mange måder en perfekt pause mellem det kæmpestore Mexico City og det mere kunstneriske Oaxaca. Den er historisk, smuk og nem at holde af. Og så hjælper det naturligvis, at man kan spise mole i dens hjemby. Det trækker altså op.
Oaxaca – farver, mezcal og det Mexico, jeg håbede at finde
Hvis jeg skulle vælge ét sted, der for alvor samler Mexico for mig, så er Oaxaca et stærkt bud. Det er sådan en by, hvor man allerede på første gåtur forstår, hvorfor så mange taler varmt om den.
Oaxaca ligger omgivet af bjerge, og selve byen er fuld af farverige huse, små gallerier, markeder, kirker og pladser. Her er liv overalt, men på en måde der føles rar. Der bliver solgt blomster på markedet, grillet majs i gaderne, lavet varm chokolade i små caféer og skænket mezcal i barer, hvor man hurtigt finder ud af, at tequila kun er begyndelsen.
Jeg synes, Oaxaca har en særlig blanding af det pæne og det rå. På den ene side er byen virkelig smuk med kolonibygninger, brostensgader og knald på farverne. På den anden side er den levende og lokal. Der er markeder med bunker af chili, kurve fulde af frugt, kød på kroge, tortillas i stabler og chapulines – de små ristede græshopper med chili og lime. Jeg vil ikke påstå, at jeg gik direkte efter græshopperne som første snack. Men når man er i Oaxaca, må man jo tage sig lidt sammen.
Maden er i det hele taget en kæmpe grund til at rejse hertil. Oaxaca er kendt for sine mange typer mole, sin ost, sin chokolade og sin mezcal. Mezcalen er godkendt! Jeg taler af erfaring.
Oaxaca er ikke en by, man skal skynde sig igennem. Man skal gå på marked, drikke kaffe på en plads, kigge ind i små butikker, smage mezcal, spise mere end planlagt og lade sig fare lidt vild i de farvede gader. Det er i hvert fald sådan, jeg bedst kan lide den.
Sierra Norte – skov, bjerge og en pause fra det hele
Efter Oaxaca giver det virkelig god mening at tage op i Sierra Norte. Især hvis man gerne vil opleve Mexicos natur på en måde, der ligger langt fra kyst, byer og klassiske seværdigheder.
Sierra Norte er et bjergområde nord for Oaxaca, hvor man kan bo i lokale communities og tage på vandreture gennem skov, bjerglandskaber og små landsbyer.
Jeg synes, det er en af de oplevelser, der giver en rundrejse balance. Mexico kan være intenst på den bedste måde med farver, mad, musik og glade mennesker. I Sierra Norte bliver alt grønnere og mere stille. Man vågner til bjergluft, går ud på stierne og bevæger sig gennem fyrreskov, små åbne områder og landskaber, hvor tågen kan ligge lavt mellem træerne om morgenen.
Det særlige er også, at opholdet ofte er lokalt drevet. Man bor enkelt i små communities og får en mere direkte kontakt til det område, man rejser i. Det føles godt. Det er en side af Mexico, hvor naturen og lokalsamfundene fylder mere end store seværdigheder og lange menukort.
Hvis man er til vandring, er Sierra Norte helt genialt. Der findes både kortere ture og længere ruter mellem landsbyerne, så man kan tilpasse det efter tid og form. Jeg ville især gå efter en tidlig morgen. Solopgangene heroppe kan være virkelig flotte, når lyset rammer bjergsiderne, og landskabet langsomt kommer frem gennem disen.
Valladolid – Yucatáns hyggelige indlandsperle
Valladolid ligger på Yucatán-halvøen, men føles meget anderledes end kystområderne omkring Cancún, Playa del Carmen og Tulum. Her er stadig varme, farver og gode udflugter, men tempoet er mere roligt, og byen har en lokal hverdagsstemning, der gør den virkelig behagelig at være i.
Det er en by, der passer perfekt til et par dage. Den er stor nok til, at der er restauranter, små butikker, pladser og liv i gaderne. Men den er også lille nok til, at man kan gå rundt til det meste. Det kan jeg virkelig godt lide. Man slipper for at planlægge alting og kan bare gå ud ad døren.
Centrum er bygget op omkring Zócaloen og den store kirke, der ligger som et fast holdepunkt i byen. Rundt om pladsen sidder folk på bænke, børn kører rundt på cykler, madboder sender duften af stegt majs og krydderier ud i aftenen, og facaderne omkring pladsen lyser i varme farver.
Noget af det Mexico er allermest kendt for er sine cenoter! Det var også klart et højdepunkt, da jeg rejste rundt i Mexico. Omkring Valladolid ligger flere cenoter. En cenote er et naturligt ferskvandshul, ofte omgivet af klipper, rødder og lianer, med dybgrønt, klart og køligt vand. Efter en varm dag i Yucatán føles det ret fantastisk at hoppe i. Nogle cenoter er åbne og lyse, andre ligger mere grotteagtigt, hvor sollyset falder ned gennem et hul i loftet. Begge dele kan noget.
Valladolid er også et godt udgangspunkt for Chichén Itzá, hvis man vil opleve et af Mexicos mest kendte mayaområder. Det kan anbefales at tage tidligt afsted, før varmen og menneskemængderne for alvor fylder området.
Og så er der aftenen ved kirken. Hvis du er i byen, så sæt dig ved Zócaloen lidt i ni. Her bliver byens historie fortalt med lys på kirkens facade. Pladsen er mørk, kirken lyser op, og billederne bevæger sig hen over den gamle bygning, mens folk står og kigger. Lige præcis sådan noget kan jeg godt lide på en rejse! Noget helt særligt.
Bacalar – lagunen med de helt urealistiske blå farver
Bacalar er lidt en snydestrand. Det ligger ikke ved havet, men det føles alligevel som et sted, hvor man kan få dækket sit behov for vand, badning og blå udsigter.
Byen ligger ved Laguna Bacalar, som også kaldes ”Lagunen med de syv farver”. Det tilnavn er ret sigende! Farverne skifter mellem lys turkis, klar blå og dybere blå nuancer alt efter solen, dybden og bunden. Det er virkelig flot. Så flot, at man godt kan komme til at tage alt for mange billeder af præcis det samme stykke vand.
Bacalar er et rigtig godt sted at slutte en rundrejse, hvis man gerne vil have ro uden at tage ud til kystens ferieområder. Her kan man bo ved eller på lagunen, vågne til udsigt over vandet og starte dagen med en svømmetur fra en badebro. Det er svært at være utilfreds med.
Der er flere måder at opleve lagunen på. Man kan sejle ud på vandet, tage på kajaktur, prøve paddleboard eller besøge cenoterne i og omkring lagunen. Vandet er roligt, og det giver en helt anden stemning end havet. Bare lækkert vand, træbroer, små både og blå farver i flere lag.
Selve byen er overskuelig og rolig med små restauranter, caféer og en afslappet stemning.
Jeg kan godt lide, at Bacalar viser en anden side af Yucatán. Det er stadig tropisk og smukt, men det føles ikke som klassisk badeferie. Det er ferskvand, laguneliv og langsomme dage.
Mexico er meget mere end paradisstrande
Jeg forstår godt, at mange rejser til Mexico for strandene. Det ville næsten være mærkeligt andet. Men for mig bliver Mexico for alvor spændende, når man tager ind i landet og ser, hvor forskelligt det hele er. Tilsammen viser de et Mexico med mange flere nuancer end det, man møder på en strand. Et Mexico med vulkaner, bjerglandsbyer, gamle pyramider, kolonigader, cenoter, laguner og mad, der fortjener sit helt eget kapitel.
Så ja, tag endelig til kysten. Men giv også Mexico lidt tid væk fra vandkanten.
Det er der, landet for alvor begynder at vise, hvor meget det kan!
