Operation Julepakke 2024

Årets Operation Julepakke – en dagbog.

Vi ankom til Palawan søndag den 24. november. Et tidligt morgenfly havde fløjet os halvanden time sydpå fra Manila til øens hovedby Puerto Princesa, og en fire timers køretur senere var vi klar til at skyde årets Operation Julepakke i gang.

Holdet var samlet fra nær og fjern og bestod hovedsagligt af vores kontor i Filippinerne med Aileene i spidsen. Derudover deltog JP og AJ, som er lokale venner, der har deltaget i operationen de sidste tre år på frivillig basis. Fra København bestod frivillig-holdet af Sisse og vores gode venner Jan og Lars og fra Aarhus Eva, Anne og Dan

Søndag den 24. november

Vores program var pakket, og første stop var Barangay Bunog, og C&C har tidligere støttet netop Bunog med skoleuniformer og en køkkenhave. Den ligger i forbindelse med skolen og blev oprettet, fordi der er meget underernæring i området. Børnene kom simpelthen ikke i skole, fordi de var sultne, men med køkkenhaven kan de nu få mad på skolen og også grøntsager med hjem. Vi lagde vejen forbi haven, som var blevet gensået, efter tyfonen og oversvømmelser havde hærget. Ikke langt herfra besøgte vi også de 50 friske og sunde geder, der et par dage senere, skulle gøre mange fattige familier rigere. Det var tydeligt, de var blevet passet godt på og trivedes.

Vi fortsatte gennem byen og kom forbi deres basketbane. De helt små legede tagfat, de lidt større spillede basket, og de unge drenge hang ud i skyggen. Det var tydeligt, der blev holdt øje med, hvad mon vi var for nogle. De unge piger satte musik på et lydsystem og lavede danseshow for os, og de var virkelig dygtige! YouTube med musikvideoer må alligevel have fundet sin vej helt her ud. Vores fotograf havde en drone med, som fløj rundt omkring os, og det var spændende! Tydeligt var det at se: Droner er ikke hverdagskost i Bunog.

I år havde vi for første gang solcellelamper med, som skulle deles ud, og vi startede her i Bunog. I to hold gik vi fra hus til hus – eller fra skur til skur i virkeligheden, som er rimelig ens, for de er sponsoreret af regeringen. Fattigdommen her i området er meget åbenlys. Vi bankede på og uddelte de små, fine lamper, som blev modtaget med en blanding af forvirring og taknemmelighed. Vi havde lamper med til dem, der trængte mest, men det var tydeligt, at det var alle. Så da vi løb tør, uddelte vi sedler, så de kunne hente en lampe tirsdag, når vi kom tilbage.

Mandag den 25. november

Tidligt satte vi kurs mod Barangay Taburi, og halvanden time senere ankom vi til byens basketbane, hvor vi fik en varm velkomst. Her skulle vi uddele 250 geder, legetøj og tøj og med de unge drenges hjælp, gik det som en leg. Der var et tydeligt hieraki i gederne – alle ville gerne have en stor hun, mens en lille han var mindre attraktivt. Det er som bekendt svært at gøre alle glade, og der var nu engang en del af gederne, som var små hanner. Det er en gave og fuldstændigt livsforandrende for en familie at få en ged, de kan avle på. Derfor er der mange følelser omkring kønnet, og netop derfor uddeler vi jo både hunner og hanner – så de kan avle i samarbejde med naboen.

I legetøjsboden var der eufori, og det var så dejligt at se, hvor glade børnene blev for en bamse, en basketbold eller en bil. Der var børn, der aldrig havde ejet legetøj, og nu stod de der måske i en alder af 15 og krammede bamser. I tøjuddelingen gik det også godt, og det er helt specielt at give et par sko eller sandaler til en, der aldrig har ejet et par. Særligt de oprindelige folk, som vandrer vanvittigt langt hver dag, når de kommer ned fra bjergene, er det fantastisk at give et par sko til. Næsten ingen af dem har nogle, og hvis de har, er de ofte alt for store eller små.

Tirsdag den 26. november

Vi vendte tilbage til Bunog, den barangay vi besøgte den første dag, og vi blev mødt af en hel skole med en masse søde børn i deres fine skoleuniformer. Nogle unge drenge hjalp os med at aflaste trucken for ris og madposer, og da den var tømt, var der velkomstshow. Vi sad i skyggen omringet af smilende børn i uniformer og hørte taler, bøn og så dans. Der var bogstaveligt talt ikke et øje tørt, og det var skønt at se, hvordan alle stolte og engagerede deltog.

Vi gik i gang med uddelingen, og forvirringen var stor, for modsat i går var det nu han-geder, der var i høj kurs. Forundringen stod malet i deres ansigter, når de modtog en hun-ged, og igen mærkede vi følelserne omkring gedens køn. Efter at to familier, der havde håbet på hunner, fik hanner og to, der havde håbet på hanner fik hunner, fik vi hjulpet dem med at bytte med hinanden. Lykken var gjort.

Den sidste familie, der kom for at hente en ged, fik sig en glædelig overraskelse. Geden havde nemlig et par dage forinden fået to små kid – de sødeste små kræ, som ikke var meget større end en liter mælk. De skulle selvfølgelig ikke skilles fra deres mor, så familien gik derfra med hele tre geder.

Onsdag den 27. november

Dagen startede halv seks, hvor vi tog afsted mod Barangay Latud. Vi havde pakket trucken med hjælp fra et par chauffører, og så startede dagen ligesom.

Der skulle uddeles 300 julepakker, det vil sige blandt andet 300 rissække af 20 kg. hver. Det var mange, hårde løft, for sækkene skulle hen til familierne. Herfra skulle de selvfølgelig selv bære dem hele vejen hjem, men vi prøvede at hjælpe dem så langt på vej som muligt. Nogle familier havde vandret hele natten for at komme ned til os, og de skulle hele vejen tilbage igen læsset med julepakker. Fornemmelsen af at hjælpe fyldte os alle, og vi kunne virkelig mærke den taknemmelighed, de her mennesker udviste over vores hjælp. Det var en øjenåbner for mange af os, at de her mennesker, hvis velstand måles på, om alle i familien har fodtøj, var så hjertevarme, glade og smilende. Det gav et energi-boost til alle.

Torsdag den 28. november

I dag tog vi afsted mod Barangay Panatilican og operationens sidste dag. Landsbyen var tydeligt meget fattig, og det var klart, at vores hjælp faldt på et tørt sted. Dagen fløj egentlig afsted, og vi fik delt julepakkerne ud til en masse glade og virkelig taknemmelige familier. Til slut stod vi dog med nogle pakker i overskud, da der ikke var kommet alle de familier, vi havde håbet på.

Vi fik hurtig sendt en af chaufførerne afsted – der er absolut ingen mobildækning i området – til en af de andre barangays, som også virkelig behøvede hjælp. Det lykkedes ham at få informeret barangay-kaptajnen, der fik samlet en del af beboerne på den lokale skole, som vi satte kursen mod. Vi fik uddelt de sidste pakker ris, mad og legetøj, og inden vi kørte videre fik vi også uddelt noget legetøj.

Tak for nu

Det har været en helt vild oplevelse at være med på Operation Julepakke, og det var helt tydeligt, at vi gjorde en forskel. Holdet har været så vanvittigt stærkt, og alle har knoklet for at få det hele til at spille. Det er virkelig en gruppeindsats, der siger spar fem! Og her til slut står vi med en følelse af dyb taknemmelighed. Taknemmelighed over at være en del af det her projekt, en del af C&C og en del af noget større.

Mange hilsner fra frivillig-holdet i C&C