Koh Kradan

Koh Kradan er en lille skøn paradis-ø. Allerede ved indsejlingen fornemmer du, hvordan du kommer helt ned i gear. Der findes kun to resorts på øen, så her vil aldrig føles proppet. Øen kendetegnes ved en tilbagelænet stemning og nogle af de bedste strande i Thailand. Nyd de smukke omgivelser, lig på stranden, gå lidt rundt på den skønne ø, tag på bådtur eller ud at snorkle. Helt unikt har du rigtig gode muligheder for snorkling lige fra stranden af, hvor farverige fisk svømmer dig i møde.

Hoteller i Koh Kradan

Coral Garden Resort er et rigtig skønt, lille sted, som ligger lige ud til den dejligste strand med hvidt sand og klart vand. Her er kun 5 træhytter, men de ligger alle sammen ud mod vandet i dejlige, grønne omgivelser, så du kan sidde på din terrasse og nyde lyden af hav og natur. Værelserne er godt indrettet med aircondition, TV og køleskab, og badeværelset har en skøn regnvandsbruser. Restauranten ligger også ud til vandet, og maden er god, men efter sigende skulle restauranten Paradise Lost, omkring 1 km væk, være øens bedste restaurant, så den må du også besøge! Morgenmaden er også god, og personalet er sødt og effektivt. 

Koh Kradan Beach Resort er et lille og meget simpelt resort, men det vinder på sin beliggenhed på en af de smukkeste og roligste strande i Thailand. Hvidt sandt og turkist vand i paradisstil! Der er forskellige hytter - lige fra simpler hytter uden meget andet end en seng og en vifte til større hytter med aircondition, men det kan betale sig at tage de lidt større, der ligger lige ud til vandet, så du har rig mulighed for at nyde udsigten. Her skal du tage til, hvis du vil opleve den helt tilbagelænede hippiebadeferie i Thailand, og ikke forventer noget særligt på komforten. Ejeren har indimellem en lidt dårlig dag, men resten af personalet er søde - måske en anelse langsomt. Morgenmaden er ikke særlig spændende. 

The Seven Seas Resort er et skønt dog dyrt resort, der ligger ved den dejligste strand langt væk fra alting andet end smuk natur og fred og ro. Her er både værelser og bungalows, fra nogle kan du træde direkte ud på det skønne sand. Indretningen er stilfuld og smuk, der er internet på værelset og bad under åben himmel i vand fra naturlige bjergkilder. En lille pool, en god om end lidt dyr restaurant, et koralrev lige ude foran stranden og super hjælpsomt personale.