19. marts 2018 - 11.00

Nye medarbejdere i C&C

Der sker rigtig meget inde hos os! Vi kan nu byde 3 nye rejsekonsulenter velkommen til C&C familien - både i København og Herning. Stort velkommen til Millo, Lotte og Steffen!

Camilla – måske bedre kendt som ”Millo” – har allerede arbejdet her i et par uger, og hun var med til åbne kontoret i Herning i slutningen af januar. Millo er opvokset i Jylland nær Herning, men bor nu i smilets by Aarhus. Hun har tidligere boet et halvt år i Frankrig, hvor hun arbejdede som skiguide, og så har hun rejst en del i USA og i Asien. Hos C&C skal Millo sidde med rejser til USA, Vietnam, Thailand og Indien. Måske har I allerede snakket lidt med hende?

Lotte er startet for et par uger siden på kontoret i København. Hun er en gammel kending hos C&C, for hun arbejdede her faktisk for seks år siden - nu er hun vendt tilbage, og det er vi rigtig glade for. Hun er nemlig en haj til Sydamerika! I hendes seks år væk fra C&C har hun tilbragt fire år på Samsø og to år i Frankrig. Lottes hjerte banker stadig for Sydamerika, og derfor kommer hun primært til at arrangere rejser til denne del af verden. Lotte glæder sig meget til at møde gamle som nye gæster.

Steffen er et helt nyt ansigt hos C&C Travel i København og har været her i to uger. Han startede som rejselivselev for 3,5 år siden og har et stort kendskab til Thailand, USA og Caribien. Han er også allerede landeansvarlig for Laos og Cambodia, så hvis I overvejer en rejse til de lande, er det meget muligt ham, I kommer til at sludre med i telefonen. Han kommer oprindeligt fra Skive i Jylland, men bor nu Ballerup.

Et stort velkommen til dem alle tre - vi håber, at I også vil tage godt imod dem.