27. september 2019 - 09.00

Tid til rejsemesse!

Ses vi på Rejsemessen for Kvalitetsrejser i Øksnehallen d. 19. og 20. oktober? Vi står klar i stand 80-81B, og vi glæder os til at møde dig til en hyggelig snak om din drømmerejse!

Kom forbi til en god rejsesnak, se vores mange tilbud, tag et kig i vores inspirerende rejseavis og billedbøger og deltag også i et af vores seks rejseforedrag om Thailand, Sri Lanka, Filippinerne, Colombia, Costa Rica og Mexico.

Få billetten til halv pris her!

Drøm dig væk på et af vores seks foredrag:

Lørdag

Kl. 13.00-13.30 i Sal H
Charmerende Colombia
I C&C har vi skræddersyet rejser til Colombia i mange år, og vi vil gerne fortælle jer om alle de muligheder, der er, når du rejser i Colombia – for det er et knaldhamrende godt rejseland! Vi vil gerne vise jer, at Pablo Escobars Colombia hører historiebøgerne til og fortælle om, hvordan Colombia er et moderne og velfungerende land. Med sin meget imødekommende og søde befolkning er Colombia lige i C&C’s ånd om at tilbyde rejser med et menneskeligt ansigt.
Katharina er netop kommet hjem fra en fantastisk rejse i Colombia, og hun vil fortælle om et Colombia, der er så fyldt med smukke og store oplevelser, at du slet ikke kan forestille dig det. Lige fra kridhvide bounty-strande over moderne pulserende storbyer til de frodige bjerge, hvor noget af verdens bedste kaffe bliver dyrket. 

Kl. 15.40-16.10 i Sal F
Mageløse Mexico
Mexico er et stort og varieret land, hvor både kulturen, naturen og maden forandrer sig fra sted til sted. Og det er også et land, som Morten fra C&C både har boet og rejst meget rundt i. Mexico slog fuldstændig benene væk under ham, og han vil gerne dele sin begejstring for den lækre mad, de hyggelige byer, den interessante historie, de imponerende ruiner og selvfølgelig de skønne strande med dig! Kom og bliv klogere på, hvilke steder du skal have på programmet, for at strikke din egen drømmerejse til Mexico sammen. Morten guider dig igennem hans egne favoritter og krydrer foredraget med gode fortællinger fra hans rejser. 

Kl. 16.20-16.50 i Sal A
Fænomenale Filippinerne
Filippinernes over 7.000 øer ligger i verdens nok allersmukkeste øhav, og her er øer i alle størrelser. Det kan være svært at vide, hvilke du skal besøge på et øhop, og det kommer helt an på, hvad du er til. Er du til snorkling med skildpadder, naturoplevelser, urørte strande eller strandliv med masser af hyggelige restauranter? Katharina er ekspert i Filippinerne – både over og under overfladen, for hun har nemlig snorklet havet tyndt. Hun vil fortælle om sine oplevelser med det fantastiske land, og hun vil guide dig gennem Filippinernes smukkeste øer.

Kl. 17.00-17.30 i Sal F
Mangfoldige Thailand
Thailand er mulighedernes land med store byer, små landsbyer, utrolig natur, skønne strande og øhop i verdensklasse, og vi kan umuligt nå at fortælle om det hele. Vi vil lægge vægt på de områder, vi hos C&C gerne vil vise vores gæster. Vi har udplukket vores favoritter – trekking i naturen i Nordthailand, hvor turisterne endnu ikke er nået op, de flotteste nationalparker med oplevelser fra flydende bambushytter til junglevandringer og så selvfølgelig de flotteste øer – både de næsten urørte, hvor du nærmest ikke vil møde andre turister, og de mest populære øer med hyggelige butikker og skønne thairestauranter. 

Søndag

Kl. 13.40-14.10 i Sal I
Costa Rica – naturelskerens paradis
Hvis grønt er godt for øjet, får du det vist ikke bedre, end når du besøger Costa Rica! Landet byder på helt vidunderlig natur, og på én og samme rejse kan du nemt opleve både regnskove, vulkaner og skønne, caribiske strande. Samtidig lever her så mange sjældne og smukke dyr, at du lige så godt kan opgive at tælle. Vi vil gerne fortælle mere om vores egne favoritoplevelser i Costa Rica, så du forhåbentlig kan blive inspireret til selv at tage ud at opleve naturen og den tilbagelænede stemning, du finder her. Kom og hør mere om at opleve regnskoven oppefra på hængebroer og i svævebaner, find ud af, hvilke af Costa Ricas strande, der lige er noget for dig, og bliv klogere på, hvor du kan møde tukaner, dovendyr, søkøer, skildpadder og brøleaber! 

Kl. 15.40-16.10 i Sal B
Sri Lanka – landet med de mange ansigter
Hos C&C Travel kalder vi Sri Lanka for det allerbedste rundrejseland, og Lars vil gerne vise jer, hvorfor det er så fantastisk et land at rejse rundt i. Landet byder på lidt af det hele, så uanset om du er til aktiv ferie med vandreture i jungle og bjerge, safariture til elefantsletter, rundture i hyggelige byer eller afslapning på smukke strande, så er Sri Lanka med på det hele! Lars fortæller på baggrund af sit eget møde med landet – og dem har der været en del af efterhånden. Kom og bliv klogere på et af de mest gæstfri lande, du nogensinde vil opleve.