Operation Julepakke 2023

Jeg hedder Charlotte, og jeg sidder i C&C Travels marketingafdeling. Jeg er netop kommet hjem fra årets Operation Julepakke.

I år foregik Operation Julepakke i Rizal på den sydvestlige del af Palawan. Rizal ligger en køretur på ca. 5 timer fra lufthavnen, Puerto Princesa. Området er fyldt med floder, tæt og frodig skov og her er en unik flora og fauna. Det lyder jo egentligt meget eksotisk og lækkert, men det er også hjemsted for mange fattige landsbyer og de mange nomadestammer, der lever i bjergene. Da vores kollega Aileene besøgte området, gjorde det særligt stort indtryk på hende, hvor fattige de er. Her er det for eksempel helt normalt kun at spise et måltid om dagen.

Årets danske team bestod af Eva fra vores kontor i Aarhus, Line og mig fra kontoret i København, Jan og Lars, der er gode venner af huset og Camilla, som er rejsejournalist. De vigtigste bærende kræfter, var dog det filippinske team, som igen i år bestod af Aileene fra vores kontor i Manila, hendes veninde Pia, Aileenes lillebror JP og hans barndomsven AJ. Et utroligt stærkt hold, der alle har givet den en skalle og virkelig brænder for at hjælpe.

I år har vi både uddelt geder og julepakker med mad – og selvfølgelig en hel masse legetøj til børnene og tøj.

Nogle af gederne, har vi købt i Brooks Point, som er det sted, hvor Operation Julepakke blev afholdt i 2022. Det vil altså sige, at vi både har kunnet hjælpe nye familier med en ged, men også har hjulpet familier fra sidste år, ved at købe en af deres geder.

Som du kan se på billedet, havde vi en hel masse bagage med. Vi har nemlig været så heldige at få doneret en masse tøj, som vi også kunne dele ud til familierne. Og jeg må bare være ærlig at sige, at det virkelig var tiltrængt mange af de steder, vi kom.

Læs med i bloggen her, hvor jeg blandt andet fortæller om nogle af de oplevelser, der har gjort allerstørst indtryk på mig.

Besøg i landsbyen

Kort tid efter, vi ankom til vores resort i Rizal, tog vi ud for at se den landsby vi skulle ud til dagen efter. Det var lidt en alternativ transport – op på ladet af en pickup truck blandt papkasser og presenning og så afsted.

Vi kørte igennem tæt beplantede områder på rigtige bumleveje med store sten og gennem floder, hvor landsbyboerne vaskede tøj og samlede sten. Omgivelserne var virkelig smukke med høje palmetræer, grønne rismarker, græssende okser og overgroede træer. Palawans natur er simpelthen så grøn og frodig! Allerede noget tid inden vi nåede ind til mødestedet, kørte vi forbi de første hytter i den lille landsby.

Her bor folk i bambushytter, der udelukkende består af bambus og palmeblade. Hytterne er hævet fra jorden på pæle, så de kommer væk fra den mudrede jordbund når der regner.

Ofte er der kun ét eller to rum, men der er altså ingen dør imellem rummene. Det er heller ikke alle hytter, der har vægge, så de havde været opfindsomme og klippet i noget tøj, så det kunne spredes ud og bruges som væg.

Her bor de hele familien samlet, og nogle familier er store. Hvis der er et ”køkken” i hytten, er det ofte et lille ildsted med en enkelt gryde.

Et kig indenfor

Vi fik lov til at kigge indenfor i nogle af hytterne. Og hold da op. Det sætter virkelig tingene i perspektiv at se hvordan de bor her.

Vi besøgte en familie, hvor der sad en højgravid kvinde, hun ventede sit 9. barn. Hun fortalte, at de bor for langt fra hospitalet, så fødslen foregår hjemme i hytten. Jeg kunne ikke lade være med at kigge ind på gulvet og tænke ”Bare lige dér? På trægulvet?”

Vi oplevede flere gange, når vi pakkede sammen efter dagen, at familier ville tage vores ”affald” i form af tomme papkasser og store plastikposer. Når man har set, hvordan de bor her, så forstår man pludselig godt, at sådan en stor papkasse er meget værd og kan være rigtig fin at sove på.

Godt arbejde fra alle

Vi havde lånt et stort rum på det lokale rådhus til at opbevare alle julepakkerne, risen og legetøjet. De var simpelthen så venlige. Hver dag efter morgenmaden hoppede vi op på ladet af pickuptrucken og kørte dertil.

Lastbilerne skulle fyldes, med alt det vi skulle bruge ude i landsbyerne. Der var meget, der skulle slæbes af rissække, poser med mad og selvfølgelig legetøj, og selvom OJ-teamet virkelig var seje og effektive, fik vi heldigvis en hjælpende hånd af flere landsbyboere.

Aileene havde forinden talt med landsbykaptajnerne, og aftalt hvilken dag vi kom og hvor vi skulle mødes. Deres fornemmeste opgave var at fortælle det videre til landsbyboerne.

Vi kan med stolthed fortælle, at vi på de fire dage har hjulpet over 5000 voksne og børn.

Vi var alle meget trætte, møgbeskidte, svedige og smurt ind i både solcreme og myggespray, når vi kom hjem om eftermiddagen. Så der var næsten kapløb om, hvem der kom først ned i havet.

Jeg sidder jo ikke i marketing for ingenting, så selvom nettet ikke altid var med os, så instagrammede jeg fra sengen om aftenen. Har du ikke allerede set det, kan du se (eller gense) hele vores tur, dag for dag på vores Instagram. Du kan se dem her i vores højdepunkter ”Julepakke23”. Jeg tager forbehold for træthedstastefejl.

En varm velkomst

Hver gang vi kom til en landsby, stod de klar til at tage imod os, og vi blev budt velkommen af store smil. Flere steder havde de forberedt en rigtig fin velkomst med musik og dans. En af pigerne spillede for os på en hjemmelavet guitar med to strenge. Hun var meget dygtig, og meget glad for at kunne vise sit talent frem for os. Den første dag så vi også en mand fra bjergene puste til måls med en pil gennem et langt rør. Det var en helt særlig oplevelse at se bjergfolket i deres traditionelle klæder.

En af dagene fik Eva en helt særlig velkomst. Her havde de nemlig lavet en fin stråhat til hende, som hun selvfølgelig skulle have på hele dagen. Selvom det vist var en lidt varm fornøjelse, så tog hun den først af, da vi sad i bilen på vej hjem.

En af de helt store oplevelser, for både Line og jeg, var da børnene kom hen til os, tog vores hånd og tog den op til panden og til brystet – en meget høflig og sød hilsen.

En utrolig taknemmelighed

Selvom en ged eller 20 kg ris og en pose med mad for os kan virke som ingenting – eller noget vi tager forgivet – så var det tydeligt at se, at det virkelig betyder meget for disse familier. De var alle sammen meget taknemmelige og glade. Nogle familier (bjergfolket) havde sågar vandret i 6-7 timer for at komme ned til os. Vi mødte familier som ikke ejede andet end det tøj de kom i, så det at kunne give dem nyt tøj, og børnene kunne få deres første stykke legetøj, var en kæmpe oplevelse. Man havde bare lyst til at give dem det hele!

Vi mødte blandt andet denne skønne herre. Han er 100 år gammel og er turistguide i landsbyen. Han var simpelthen så taknemmelig for, at vi var kommet og havde valgt hans landsby. Eva talte med ham og var meget imponeret over hans sprudlende humør og livsglæde.

Hele vejen rundt var det tydeligt at mærke, at ALLE filippinere var glade for, at vi var der. Både på Palawan men også alle andre steder vi kom – selv i Manila, sagde folk tak for, at vi hjælper i de fattige landsbyer og bjergfolket.

En hjertevarm glæde

Det allerstørste for mig var at se børnenes utrolige glæde over at få et stykke legetøj, for mange deres første. Vi talte blandt andet med en pige på 18 år, som fortalte, at det var hendes allerførste stykke legetøj.

Der gik ikke mange minutter fra, at børnene havde fået legetøjet, til at det var pakket ud og taget i brug. Bamserne blev krammet, bilerne blev trukket afsted, og boldene var hurtigt taget i spil blandt alle aldre. I Filippinerne er basketball folkets sport, så boldene var et kæmpe hit. Jan og Lars var da heller ikke blege for lige at tage en lille basketballkamp, inden vi skulle videre. Jeg kunne være i tvivl om hvem der egentligt havde det sjovest?

De store pangfarvede bamser var også noget, der bare blev revet væk. Når man bor i en pælehytte, og ikke har meget andet, kan sådan en stor farverig bamse virkelig lyse op og sprede glæde.

Det var så fantastisk og virkelig stort at kunne give børnene dette stykke legetøj. Og selvom det ind i mellem kunne være lidt svært for dem at beslutte sig for, om det skulle være en stor bamse, bil, dukke eller bold, så var glæden i deres øjne stor. At opleve dette gav bare en helt ubeskrivelig varm følelse!

En glædelig overraskelse på en lokal skole

Da vi havde delt de sidste julepakker ud, havde vi stadig en masse bolde i overskud. Derfor kørte vi til den lokale skole. Faktisk var det den skole, hvor vores chaufførs børn går.

Det var en helt særlig oplevelse! De havde ingen idé om, at vi ville komme, så alle børnene løb til vinduerne i klasselokalerne og kiggede ud i skolegården. Der var over 1000 børn på skolen.

Lærerinderne kom ud med deres klasser, og aldrig har jeg set børn stille op i så lige rækker så hurtigt! Vi startede med de helt små elever i børnehaveklasserne, og så ellers opefter.

Vi var nødt til at bede nogle af lærerinderne fra de ældre klasser om at tage deres elever med tilbage til klasselokalerne, da vi ikke var sikre på, at vi havde nok bolde til alle. Vi var lidt nervøse for deres reaktion, men der var ingen sure miner.

Heldigvis viste det sig, at vi havde flere bolde tilbage, og eleverne kom løbende tilbage. Vi blev mødt af kæmpe smil, de var så taknemmelige, respektfulde og alle sagde ”Thank you po”. Vi havde heldigvis bolde nok til, at alle elever fra børnehaveklasse og op til og med 5. klasse kunne få en ny bold med hjem.

Det var simpelthen så rørende at se de store smil.

Støtte i lokalområdet

Vi boede på et lille resort med 6 fine bambushytter, hvor vi havde de fem af dem. Selvom hytterne var små, så havde vi eget badeværelse og stor seng. Der var ikke nogen restaurant eller mulighed for selv at lave mad på resortet, så vi havde fået en kok ud til os, som kunne stå for måltiderne. Han lavede også frokost til os, som vi havde med på farten.

Selvom vi boede rigtig fint, så var det tydeligt, at familierne i området ikke havde meget, og vi ville gerne give dem en tidlig julegave. Derfor havde vi den sidste aften inviteret dem over til resortet, hvor de fik udleveret en ged og børnene fik et stykke legetøj. Det var virkelig dejligt, også at kunne hjælpe ”naboerne” og en fin måde at sige tak for, at vi måtte være der.

En kæmpe oplevelse!

Jeg var meget spændt på at skulle deltage i årets Operation Julepakke. Jeg var overbevist om, at det ville blive en kæmpe oplevelse, og det kan jeg kun bekræfte!

Det har både været spændende, hårdt, hjerteskærende men samtidig også en meget hjertevarm oplevelse.

C&C Hjælpeprogrammer er en frivillig organisation – og alle os, som har været med, er frivillige og bruger egen ferie på det. Men det kan på ingen måde sidestilles med den følelse og glæde jeg sidder tilbage med, over at kunne hjælpe disse familier – jovist er det kun for en tid, men den glæde vi så ude i landsbyerne er ubeskrivelig og en kæmpe gave.

Jeg føler mig heldig og beæret over, at jeg har fået lov til at gøre en forskel ude i verden!

Du kan læse meget mere om Operation Julepakke her.

Flere dejlige billeder fra Operation Julepakke 2023