Først et stort tak. Af hjertet tak til alle jer, som har gjort årets Operation Julepakke mulig.
Teamet bag Operation Julepakke bestod i år af Katharina og Søren fra C&C Travel i Danmark, Mathias og Mette, der er medlemmer af C&C Hjælpeprogrammer og Aileene fra C&C Travel i Filippinerne.
Vi mødtes alle sammen i Tuguegarao Lufthavn i Cagayan-provinsen i det nordlige Filippinerne og kørte herfra videre nordpå til byen Baggao. Vejene var hullede og bumlede, men det meste af tiden dog asfalterede, og et par timer senere ankom vi til vores lille hotel, der skulle fungere som hovedkvarter hele ugen.
Cagayan-provinsen har været ramt af tyfoner og deraf følgende jordskred de seneste måneder, og livet er ikke nemt her. De fleste lever af småhandel i vejsiden og af at dyrke ris. Lige netop rismarkerne har lidt under de voldsomme oversvømmelser, og meget af sæsonens høst er derfor gået tabt, hvilket gør situationen endnu sværere. Nogle har også en gris eller en høne, og ganske få har en knallert, som er et kæmpe aktiv for en familie. Der er stort set ingen grænser for, hvad man kan transportere på en tohjulet.
Dag 1
Første dag tager vi til Bitag Grande, en lille barangay, som er det lokale ord for en landsby, hvor planen er at dele 50 geder ud. Allerførst er vi dog lige forbi borgmesterkontoret og hilse på borgmesteren som siger tak og en masse andre pæne ord på borgmestersprog. Til vores store glæde får vi lov til at låne borgmesterens sekretær – den søde og arbejdsomme miss Jovie – som hjælper os med at holde styr på hvem der er hvem, arrangere vores gedetransporter og en masse andet praktisk i løbet af hele ugen. Vi får også hjælp fra en række fuldstændig fantastiske og uundværlige frivillige hjælpere, som blandt meget andet kunne agere tolke og hjælpe med alle de mange praktiske ting undervejs.
Gederne kommer fra en farm i naboprovinsen og er ankommet dagen før os – helt efter planen – hvor de bliver opbevaret i en nærliggende lade og jævnligt bliver tilset af en dyrlæge. Efter borgmesterbesøget kører vi omkring laden, læsser gederne og kører afsted i et mindre vogntog til Bitag Grande, hvor hele barangayen allerede er informeret om, at vi er på vej.
Som
nævnt har der været tyfoner og mudderskred i den seneste tid, og også i dag
falder der regndråber. Derfor er der mange, som ikke tropper op med hele
familien, men sender en repræsentant. Det var ellers et klart krav fra vores
side, at hele familien skulle være med, så vi kan sikre os, at børnefamilierne
bliver prioriteret. Derfor laver vi på et splitsekund strategien om, trasker ud
i landsbyen og kigger ind i de små skure, hvor landsbyboerne bor.
’Hello. We’re from Denmark, we are bringing early Christmas
presents.’
Vi bliver mødt af søde og imødekommende mennesker, som hellere end gerne åbner deres hjem for os, og vi får et godt indblik i leveforholdene på egnen. Flere generationer bor sammen, ofte 5-8 personer på 15 kvadratmeter. Blik på taget, blik og plastic som vægge. Nogle har strøm, andre har ikke. Det er enkelt og de er fattige, men deres varmen og gæstfriheden blæser os fuldstændig bagover.
Vi erfarer hurtigt, at gederne ikke kan lide at blive våde. Flere af dem smider sig ned og nægter at rokke sig ud af stedet. De fryser simpelthen, og vi må hurtigt finde en løsning, så vi kan holde dem varme, så længe det regner. Det giver unægtelig et vist logistisk kaos i vores lille, interimistiske uddelingscenter. Mange af de stolte nye ejere finder håndklæder frem og begynder at tørre deres nyerhvervede ged, og vi bliver så glade af at se hvor kærligt mange allerede tager sig af deres nye familiemedlem.
Som
altid løser det hele sig, og vi kan fortsætte med at modtage uendelig
taknemmelighed og velsignelser fra de nye gedeejere:
’Thank you ma’am, God bless you ma’am, we are very poor, ma’am’.
Så står vi der midt i det hele, overvældet, og mangler ord. Det eneste vi kan
finde på at sige er;
’You’re welcome, Merry Christmas. Take good care of your goat.’
Og sådan gik den første dag med smil og tårer i øjnene. Vi har delt 100 geder ud, så det er gået langt over forventning her den første dag, og vi glæder os til i morgen, hvor vi tager fat igen. Vi drømmer om geder, regnvejr og glade familier.
Dag 2
Tidligt op og afsted. Vi er spændte og glæder os, og starter dagen med at køre et par timer ud af Baggao af noget, som man vel knap ville kalde en markvej hjemme i Danmark. Regntidens kraftige regnvejr har skyllet jord og grus væk fra vejen, så vi bumler af sted over, bogstaveligt talt, stok og sten.
Vi ankommer til den lille barangay Marus, og når frem til skolegården, hvor der allerede er samlet et par hundrede mennesker. Rygtet spredes hurtigt på disse kanter, og det er vi kun lykkelige for. Gederne er ankommet kort før os, og har helt sikkert gjort sit til at sprede ordet om de tidlige julegaver.
Det er logistiks intensivt at sætte uddelingscenteret op, imens alle de forventningsfulde øjne hviler på os. Heldigvis træder vores gode frivillige til, og barangay kaptajnen hjælper også til på bedste vis. De skaffer ting, de udglatter konflikter, de sørger for vores frokost, de får alting til at glide – en kæmpe frivillig indsats, som det er svært at sige tak mange gange nok, for. Men alligevel. Vi siger det meget gerne igen. Og igen. Tak!
Der bor 2.000 mennesker i byen, hvoraf de 400 er børn. Vi har 205 geder med, så der skal vælges og prioriteres. Det er svært. Virkelig svært. Vi lytter til mange historier om mødre og fædre, der arbejder i udlandet, om enker der bor alene, om bedsteforældre der næsten ikke har noget at leve af. Det er slet ikke rart at sige nej, og det gør ondt at se, når skuffelsen breder sig hos dem der bliver fravalgt. Børnefamilierne får først, det er aftalen, og vi lytter naturligvis også til de særlige historier.
Sidst på dagen har vi én ged tilbage. Mange forhåbningsfulde øjne hviler på os, og vi står i endnu et svært dilemma. Men så sker der det fantastiske, at hele flokken peger på én kvinde og siger: ”Hun er den fattigste, hun skal have geden.” Med tårerne løbende ned ad kinderne og klapsalver fra hele flokken, modtager hun geden, og vi får alle som én kuldegysninger over at opleve en så ægte solidaritet.
Dag 3
Efter to dage med geder, skifter vi spor. Nu skal der deles julepakker og legetøj ud.
Vi skal til Saint Margarita, som ligger dybt inde i bjergene. For at komme dertil, skal vi krydse en flod (som egentlig er en vej, men grundet de voldsomme regnmængder er der ikke meget vej tilbage) og bestige et mindre bjerg. Det starter fint, men så kommer regnen. Og det er ikke bare et almindeligt regnvejr. Det er et reelt skybrud, og det fortsætter i timevis. Vores almindelig minibus må give fortabt i smattet, hvilket vores stedkendte medhjælpere allerede har forudset, og de har sendt en stor lastbil som back-up. Vi bliver læsset op på ladet, skutter os i regntøjet og holder godt fast, som lastbilen begynder at æde sig ind på terrænet. Vi ankommer til Saint Margarita i god behold og lettet over, at vi ikke havde geder med på denne tur!
Bjergfolkene er for det meste kommet alene og uden deres familie. Og det er der en god grund til. Nogen af dem har nemlig skulle gå i 7 stive timer for at nå frem – og de har også 7 timer hjem igen. De kommer naturligvis forrest i køen, så de kan komme afsted på den lange vandring med en stor blå plastiksæk på nakken med alskens gode varer.
Den lange tur tager vi, for at nå frem til det oprindelige folk, som lever helt herinde i bjergene. Faktisk kan vi slet ikke nå helt ind til hvor de bor, fordi det kræver en lang sejltur eller en dagsvandring i hver retning – men vi gør vores bedst for at komme så tæt på som muligt. Bjergfolket er i øvrigt mørkere i huden end de fleste andre filippinerne og også en del lavere. Det er tydeligt at se, at her er der tale om et andet folk.
Ved ankomsten står der en hel gruppe frivillige parat. De hjælper med at få alt ud af bilerne, holde styr på køen, sørger for at der er noget at vælge imellem i vores lille legetøjsbutik – samt for at distrahere forældrene lidt, så børene får lov at vælge lige præcis det stykke legetøj, som de forelsker sig allermest i – samler skrald sammen og sørger for, at det meget enkle, men effektive bambusstativ med presenninger vi står under, jævnligt bliver tømt for det vedvarende regnvand. På et tidspunkt hører vi en ordentlig knæklyd og kigger op: vandet hænger faretruende i kæmpe lommer i presenningen lige over vores hoveder. Om vi fik travlt med at komme væk? Det kan vi love jer for!
Barbiedukker, små kurve til købmandsleg, robotmænd og sværd. For slet ikke at tale om bamserne, som både børn, mødre og teenagedrenge kastede lange blikke efter. Men vi er vedholdende; ”Teddybears are not for moms, only for children.”
Vi uddelte 200 julepakker i dag, og fik ”en million” smil og håndtryk retur. Det har været en lang og begivenhedsdag, og vi går til køjs fuldstændig høje på filippinernes smittende livsglæde og ydmyghed.
Dag 4
På missionens sidste dag tager vi til San Miguel og Bitag Pecenio. Vi kører af sted tidligt om morgenen med små tuk-tuk’er og mellemstore lastbiler læsset med julepakker for at komme frem til dagens udleveringssteder.
Ved fælles hjælp og mange frivillige undervejs udleverer vi 366 julepakker og meget mere legetøj. Tænk engang, at vi på en enkelt dag har gjort en forskel her i juletiden for hele 366 familier – alt sammen fordi I derhjemme i stuerne har hjertet på det rettet sted. Dét er altså fantastisk at tænke på!
Da vi er færdige kan vi konstatere, at vi har flere 100 bamser tilbage, og vi er lidt i vildrede i forhold til hvad vi skal stille op med dem. Vi forhører os lidt, og beslutter så at tage på rundtur til tre forskellige skoler. Det er rigtig julemandsagtigt, og børnene står tålmodigt i kø, for at få tildelt netop deres bamse. Egentlig har vi bolde med til drengene, men vi erfarer ret hurtigt at også her trækker de søde, bløde bamser altså mest – og selvfølgelig skal de så have bamser.
Da vi forlader byen, passerer vi mange af børnene, der trasker glade af sted med bamser i alle farver – allerede i gang med en god leg. For det er jo netop dét, bamser kan. De kan holde på hemmeligheder, de kan krammes, kastes, byttes, kysses og holdes i hånden.
Tilbage på hotellet rydder vi op og opdager, at vi har nok varer til at lave endnu 6 julepakker. Dem pakker vi hurtigt og kører ud i det blå, for at finde nogle familier hvor de kan gøre rigtig godt gavn. Vi finder et afsides område, banker på dørene ved de allermindste huse og møder nogle fantastiske mennesker, som næsten ikke tror deres egne øjne.
Da vores hoveder rammer puderne sent på aftenen, er vi alle godt trætte, ømme men glade helt ned i maven.
Tak!
På hele turen blev vi mødt med så enorm stor velvilje og taknemmelighed, at det næsten ikke kan beskrives med ord. Der var julelys i øjnene på både voksne og børn, og vi fik et utal af håndtryk, smil og velsignelser, som har tager med hjem som nogle fantastiske minder. Vi mødte eneboeren uden tænder i munden, vi mødte de seks børn, der var alene hjemme, fordi mor og far var i marken, og vi mødte den ældre barfodede dame, der havde gået i en halv dag.
Vi har set med vores egne øjne, hvor meget glæde en julepakke eller en ged skaber, og vi er ikke et sekund i tvivl om, at de har gjort en forskel for de familier, der har modtaget dem. Din gave blev overrakt med venlighed og modtaget med kyshånd. Af hjertet tak.
Mange hilsener fra julepakketeamet 2019:
Katharina og Søren (C&C Travel Danmark), Mathias og Mette (medlemmer af C&C Hjælpeprogrammer) og Aileene (C&C Travel Filippinerne).
