Hej, jeg hedder Morten, og jeg er produktchef for Latinamerika i C&C Travel.
Jeg rejser meget rundt for at mærke, hvordan de steder, som vi sender gæster til, egentlig føles. Nogle byer hopper hurtigt over i kategorien ”her er fedt!”. Og så er der El Cuyo, som virkelig sætter sig på en helt anden måde. Her er stemningen noget helt særligt!
Det er en lille farvestrålende fiskerby på Yucatáns nordkyst, hvor roen næsten sætter sig i kroppen, så snart du triller ind ad de sandede gader. Det ligger kun et par timers kørsel fra Cancun, men man skulle tro, det lå meget længere væk.
El Cuyo er kun tre kilometer lang, men rummer den side af Mexico, som mange håber at finde. Her hilser folk, når du går forbi. Børn cykler i sandet. Og livet bevæger sig i et tempo, der er helt sit eget. Jeg har oplevet rigtig mange dejlige steder i Mexico, men El Cuyo skiller sig alligevel ud.
En by med retning og ryggrad
Noget af det, der gør El Cuyo så speciel, er folks bevidsthed om, hvad de vil være. De siger det helt uden tøven: “Vi vil ikke være Holbox.” Det er ikke modstand mod gæster – det er et ønske om at bevare deres kultur og hverdag, uden beach clubs og store resorts.
Det giver byen en stærk identitet og jordnærhed. Du deler stranden med fiskerbåde, pelikaner og måske kitesurfere – igen solsenge og cocktailbarer.
Stranden – brede, bløde og med plads til dine egne tanker
Stranden her er lange, stille og naturtro. Sandet er lyst og blødt, og havet har den afdæmpede turkisfarve, som kun Den Mexicanske Golf kan levere.
Jeg gik langs vandet uden at møde ret mange andre end en hund på tur og en fisker, der lige var kommet ind. Her føles trygt og stille – også efter mørkets frembrud, hvor stranden forvandles til et af de steder, hvor du tydeligst mærker, hvorfor folk her ønsker at passe på deres lille hjørne af kysten. Der er helt fantastisk stjerneklart her, for der er nærmest ingen lysforurening!
Las Coloradas – den oplevelse, du ikke må springe over
Noget af det, der gør El Cuyo helt unikt, er Las Coloradas. De lyserøde saltsøer ligger halvanden times kørsel fra byen og er virkelig imponerende! Den lange tange af land ligger med turkisblåt hav og hvid strand til den ene side og knald-pink søer til den anden. Det er ikke noget, man lige oplever hver dag!
Farverne er mest intense fra marts til august, og særligt midt på dagen, når solen står højt. Her lyser søerne i pink og ferskenfarvede nuancer, og flamingoer bevæger sig roligt rundt i vandkanten. Det er både surrealistisk og smukt – og for mig en af de helt store grunde til at overveje El Cuyo som base. Det er et naturfænomen, der næsten ikke giver mening, før du står der selv.
Naturen lige om hjørnet
Og så ligger El Cuyo lige på kanten af Río Lagartos Biosphere Reserve, hvor flamingoer, skildpadder, krokodiller og lavvandede laguner præger landskabet. Det er virkelig en god kombination af lokalt liv, strand og natur!
El Cuyo tiltrækker kitesurfere fra november til maj, når passatvinden står stabilt ind fra havet – og der er adskillige kiteshops i byen. Men du behøver ikke være adrenalintype for at nyde området. Lagunerne omkring byen er rolige og indbyder til paddleboard, kajak og små naturture, hvor flamingoerne ofte står i store flokke i det lave vand.
Fra april til oktober begynder skildpadderne at komme ind på strandene for at lægge æg – en af de oplevelser, der også gør indtryk!
El Cuyo-by
El Cuyo by er lille og farvestrålende. Her er du langt fra resorts, høj musik og store veje – og det er netop dét, der giver byen sin særlige charme. De sandede gader snor sig mellem små træhuse i strålende farver, og flere af dem har fine vægmalerier, som landsbyens beboere er stolte af.
Byen er overskuelig og kun omkring tre kilometer lang, så jeg nåede hurtigt fra den ene ende til den anden til fods. Der ligger ingen store supermarkeder, men små butikker, små spisesteder og et par markedslignende boder, hvor jeg om morgenen fandt frisk frugt og grønt. Folk hilste altid med store smil, og jeg fik rig mulighed for at øve mit spanske.
Molen er byens samlingspunkt. Her kommer fiskere ind med dagens fangst, børn fisker med snor og krog, og folk venter på at se solnedgangen gå ned over vandet.
Byen summer stille om aftenen. Landsbyens beboere og gæster mødes på restauranterne, mens børn leger i gaden. Det er en rar stemning – og et godt billede på, hvordan hverdagen og gæstfrihed går hånd i hånd her.
El Cuyo har en håndfuld spisesteder, og fælles for dem er, at ingenting bliver forhastet. Alt laves fra bunden, og det kan smages. På Casa Mangle fik jeg friskfanget fisk under palmerne, og på Zapote spiste jeg i en baggård, der næsten føltes som et lille privat middagsselskab.
Hvorfor El Cuyo fortjener din opmærksomhed
Hvis du leder efter et roligt hjørne af Mexico, hvor naturen fylder, og hvor hverdagen stadig formes af havet, så er El Cuyo et sted, du skal have med i overvejelserne. Og i det øjeblik du står ved de lyserøde søer i Las Coloradas, forstår du præcis, hvorfor du skal tage hertil!
Se bare med i filmen her – så ved du, jeg har ret:























