Katharinas Costa Rica II

Costa Rica

Efter alle mine fantastiske oplevelser i Arenal og omegn på første del af min rejse til Costa Rica, vendte jeg som bekendt snuden mod strandlivet i Tamarindo…

Sandstrand, solskin og surfing i Tamarindo

Jeg ankom til Tamarindo sidst på eftermiddagen og tjekkede ind på Luna Llena Hotel, som ligger få minutters gang fra stranden og fra byen. Et lille hotel med kun 15 værelser som er italiensk ejet, og det skinner igennem i stilen. De tog super godt i mod mig, og jeg fik en lang snak med dem om alt fra krabber til turister og costaricansk politik. De var virkelig søde og hjælpsomme!

Mit første indtryk af Playa Tamarindo var, at stranden var både lang, skøn og palmefyldt!

IMG_20190810_094330
IMG_20190809_163409

Næste indtryk var, at den havde en afslappet backpacker-agtig vibe over sig. Der er små gader fyldt med souvenirshops, små overnatningssteder, restauranter og surfshops. Som i rigtig mange surfshops! Det er det helt store på de her kanter, og Tamarindo er kendt for at være et ekstraordinært godt spot for nybegyndere. Hvis I har mod på det, så er det oplagt at finde den indre surferdude frem her.

Surfing med Lucca

Og jeg havde i allerhøjeste grad mod på det! Altså på at genfinde min indre surferdude. Jeg har surfet tidligere, men det er mange år siden, så jeg følte mig ret grøn. På hotellet spurgte jeg værtsparret om gode råd til, hvilken surfshop jeg skulle henvende mig til. 1-2-3 og så havde de ringet til deres gode italienske buddy, Lucca, som 20 minutter senere kom kørende med surfboards, smed mig ind på bagsædet og satte kurs mod stranden. Han var super sød og kompetent, og i løbet af få minutter i vandet red jeg på min første costaricanske bølge. Jeg havde fuldstændig glemt hvor fantastisk sjovt det er! Når I kommer på disse kanter og vil surfe, så tag fat i Lucca. Han er i øvrigt også væsentlig billigere end dem på gaden.

IMG_20190810_111029

Playa Avellana – en hemmelig perle og en stor gris

Jeg synes altid det er spændende at tage på opdagelse i nærområderne, når jeg besøger en ny destination. Cristina, vores partner i Costa Rica, havde endnu engang givet mig en anbefaling, som jeg selvfølgelig lige skulle tjekke op på. 40 minutters kørsel fra Tamarindo findes en lillebitte strand – Playa Avellana. Ingen hoteller, ingen souvenirshops, ingenting overhovedet med undtagelse af Lola’s restaurant. Det er virkelig en lille perle, og hvis I er til små strande med masser af fred og ro, så er stedet et besøg værd. Personligt elsker jeg det!

IMG_20190810_160217
IMG_20190810_160257

Hvorom alting er, så er restauranten er 100% CO2 neutral og har et virkelig godt og indbydende drinks- og menukort. Derudover har de Lolita til at gå, som er en kæmpestor lyserød gris. Hvis du ikke kan spise op, så fortvivl ej – Lolita hjælper dig hjertens gerne (i hvert fald når hun ikke lige tager en slapper i skyggen).

IMG_20190810_161153

Solnedgang på stranden

Aftenerne i Tamarindo brugte jeg på stranden, og jeg tænker at nedenstående billeder er begrundelse nok herfor.

IMG_20190809_181508

Der ligger et hav af restauranter, en del med live musik, og stranden af fuld af heste, mænd med ildfakler og andre spøjse ting. En aften spiste jeg på El Chiringuito, som lå i den lidt roligere ende af den lange strand. Et virkelig hyggelig sted, hvor maden var frisk og mægtig lækker. De serverer i øvrigt også den bedste banan-passionfrugtshakes jeg nogensinde har smagt!

IMG_20190809_181052
IMG_20190809_181632

Kurs mod Manuel Antonio og endnu mere vildt dyreliv

Efter et par nætter i Tamarindo gik turen videre mod Manuel Antonio. En køretur på cirka fem timer, så jeg startede tidligt, for at få så meget ud af dagen som muligt. Undervejs passerede jeg flere floder, og velvidende at der er masser af krokodiller i området, holdt jeg skarpt øje. Pludselig kom jeg til en bro, hvor 20 mennesker hang ud over kanten og kiggede ned i det mudrede vand. Det viste sig, at en flok på 13 store krokodiller lå og hyggede sig lige under broen. Jeg sætter virkelig stor pris på, at opleve vildt dyreliv og indtil videre har Costa Rica altså på inden måde skuffet. Der kom i øvrigt også to store, farverige papegøjer flyvende forbi samme sted. Jamen altså…

IMG_20190811_104949
IMG_20190811_103907

En af verdens mindste og smukkeste nationalparker

Manuel Antonio Nationalpark havde jeg på forhånd ret store forventninger til. Jeg havde nemlig læst, at Forbes har kåret den til en af de smukkeste nationalparker i verden, og det er da ellers noget af et prædikat at få. Da jeg nærmede mig parken, vinkede et par gutter mig ind til siden, og vupti – så havde de arrangeret parkering, entré til parken og guide til mig. Senere fandt jeg ud af, at det ikke var en officiel guide og at jeg havde betalt alt for meget. Suk! Så et lille tip: vær vågen og sørg for at booke en officiel guide. Ikke at min guide var dårligt, slet ikke. Han var faktisk rigtig dygtig til engelsk, vidende om flora og fauna og super rar. Jeg fik endda en tommel op (eller to faktisk) fra ham.

rpt

Men jeg følte mig ærlig talt lidt snydt. Nå, det skulle ikke ødelægge den fantastiske oplevelse. De havde i øvrigt lovet mig pengene tilbage hvis ikke vi så dovendyr, så forventningerne var skyhøje.

Fantastisk dyreliv

Forventningerne blev i den grad indfriet. Så kort kan det siges! Jeg så flagermus, kolibrier og alverdens andre fugle, firben og varaner, aber en masse, krabber og dovendyr. Flere dovendyr oven i købet. Guiden havde en stor kikkert med, så han spottede dyrene, stillede skarpt og så kunne vi ellers komme helt tæt på.

IMG_20190811_141251

Han tog også billeder gennem kikkerten, så vi rigtig kunne se de fine skabningerne.

nor
nor
rrem_vivi
nor

Nationalparkens strande

Parken omfatter også to fredede strande. Den ene er lille med hvidt sand og ingen bølger, den anden er lang med mørkt sand og uroligt vand. Der står træer med giftige æbler på denne, så kontrasten er stor – i hvert fald ifølge guiden. Jeg ved ærlig talt ikke, om jeg synes jeg der var en slående forskel. Begge steder er utroligt smukke og fotogene. Hvis man har lyst til at hoppe i bølgen blå, så er der også masser af mulighed for det. Efter at have trasket rundt i regnskoven og fået en på opleveren, så er det meget cool at tage en slapper her til at slutte af med.

IMG_20190811_144713
IMG_20190811_150652
IMG_20190811_144431
IMG_20190811_144505

Byliv og afslapning på flotte Hotel Costa Verde

Den lille by omkring nationalparken byder på masser af boder med frisk frugt, kokosnødder og souvenirs. Der er masser af små cafeer og restauranter, og et bredt udvalg af aktiviteter og udflugtsmuligheder. Ridetur, hvalsafari, ATV, ziplining, vandsportsaktiviteter og meget mere – der er virkelig noget for enhver smag!

IMG_20190811_152317
IMG_20190807_183738
IMG_20190811_152342

Jeg tjekkede ind på Hotel Costa Verde, som er et stort og flot sted beliggende midt i regnskoven med udsigt over det imponerende Stillehav. Hotellet i sig selv byder på masser af oplevelser, restauranter, pools og meget mere, så hvis man trænger til at slappe lidt af og fordøje de mange oplevelser, så er der rig mulighed for det her. Den taktik kørte jeg selv på min sidste dag i Costa Rica, hvor solen fandt vej igennem det sporadiske skydække.

Konklusion: Costa Rica er intet mindre end fantastisk

Mit første besøg i Costa Rica har været en ubetinget success. Det har været enestående, og jeg er meget begejstret over det vilde dyreliv, den flotte og frodige natur og de skønne strande. Jeg har allerede lavet en liste over de steder, som jeg skal opleve på min næste tur til Centralamerikas mest velfungerende land.

Jeg kan kun anbefale et besøg i Costa Rica til alle – store som små, for det er et land, der rummer noget for alle!

Vil du også ud at opleve Costa Ricas smukke natur? tag et kig på vores skønne rejser til Costa Rica her, og gå i mine fodspor!

Kunne du li' opslaget?
Del på de sociale medier!

Andre indlæg fra Costa Rica

Andre indlæg fra denne forfatter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

*

*

*