Lars' favoritter i Sri Lanka - Eksperterne fortæller - C&C Travel Blog

Lars’ favoritter i Sri Lanka

Sri Lanka

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har en stor svaghed for Sri Lanka! Min mor er fra Sri Lanka, så jeg føler næsten, at det er mit andet hjem. Vi besøgte landet hvert år gennem min barndom, og jeg har i hvert fald været der mere end 35 gange – i perioder har jeg også boet derude. Det betyder også, at jeg har rejst rigtig meget rundt i landet, og uden at prale kan jeg godt sige, at der ikke er mange steder i Sri Lanka, jeg ikke har besøgt…

Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka

Her i blogindlægget har jeg samlet nogle af mine favoritsteder i Sri Lanka! Det er både klassiske steder, som du bare SKAL opleve, når du er her, men også steder, hvor der ikke kommer så mange turister endnu. Jeg håber, at du kan blive inspireret til at besøge det smukke land, som jeg jo altid mener er et besøg værd.

Adam’s Peak

Adam’s Peak er et lidt over 2 kilometer højt bjerg, der ligger centralt i landet. Her strømmer pilgrimme til hele året, for på toppen af bjerget er der en fordybning, der er formet som en fod. Kristne og muslimer mener, at det er Adams fodaftryk, hinduer mener, at det er Shivas og buddhisterne mener selvfølgelig at det er Buddhas.

Rejser til Sri Lanka Adams Peak

Da jeg første gang ville op for selv at se, hvem der mon har sat det fodaftryk, så jeg, at der blev solgt varmt vintertøj ved foden af bjerget. Det grinte jeg lidt af, for hvem køber dog varmt tøj i varmt vejr? Jeg skulle blive klogere, for da først jeg kom op i højderne, var det ikke varmt mere! Og fordi bjerget er helligt, skal man faktisk også smide skoene deroppe! Mit råd er altså, at du skal huske at pakke de varme sokker.

Når du skal bestige Adam’s Peak, står du op midt om natten. Der er mere end 3.000 trin op til toppen, og det tager ca. 3 timer at komme hele vejen derop. Undervejs er der flere boder, der sælger drikkevarer og snacks – og selvfølgelig bliver priserne højere og højere, jo længere op på bjerget, du kommer. Når du når toppen, vil det dog være alle strabadserne værd! Herfra kan du nemlig nyde den helt fantastiske solopgang, der virkelig sætter prikken over i’et. Det gør det virkelig værd at stå så tidligt op!

Rejser til Sri Lanka Adams Peak

Kunne du tænke dig at bestige Adam’s Peak? Så tag et kig på denne rejse.

Ella

Ella er et af mine absolut favoritsteder, og her lægger jeg gerne vejen forbi, hver gang jeg kommer til Sri Lanka. Selve byen er ikke særlig interessant, men det bjergrige område er virkelig smukt – og så er der masser at tage sig til!

Rejser til Sri Lanka Ella

Mange vælger at ankomme til Ella med toget. Togturen her er kendt for at være en af de smukkeste i verden, og det er ikke svært at forstå hvorfor, når man kører gennem store teplantager og den grønne natur. I Ella er det også sjovt at besøge den meget kendte Nine Arch Bridge, der svinger sig flot i landskabet. Her kommer toget kun forbi nogle gange om dagen, og når det sker, samles folk for at tage billeder af vognene, der bugter sig i det grønne landskab. Heldigvis er jeg ikke det laveste menneske på jorden, så jeg kan nu godt se op over alle de andre, når jeg ikke lige når at tage en af de gode pladser i god tid. Du kan også gå på selve broen, der faktisk er bygget uden et eneste stykke stål! Den er kun lavet af sten og cement.

Rejser til Sri Lanka Ella
Rejser til Sri Lanka Ella

Det helt store trækplaster i Ella er selvfølgelig naturen, og der er mange gode vandreture, du kan begive dig ud på. Min favorit er vandreturen til Ella Rock. Selvom turen er lidt hård og tager ca. 4 timer i alt i ujævnt terræn, så er det det hele værd, når du kommer op og ser udsigten! Turen til Little Adam’s Peak er også god. Den er lidt mere overkommelig, for den tager ca. 3 timer i alt, og her er stier, du kan gå på.

Rejser til Sri Lanka Ella
Rejser til Sri Lanka Ella
Rejser til Sri Lanka Ella
Rejser til Sri Lanka Ella

Du behøver dog ikke at være aktiv for at nyde udsigterne i Ella. Bor du det rigtige sted, kan du nemlig sidde på din altan og kigge ud på de grønne bjerge. Jeg elsker at stå op om morgenen lige inden solopgang, tænde elkedlen, og liste ud på altanen i bare tæer, mens jeg drikker en kop te i den kølige morgenluft. Det er da noget nær den perfekte måde at starte dagen på?

Rejser til Sri Lanka Ella

Vil du også vågne op til sådan en udsigt? Så læs mere om denne rejse.

Kalpitiya

Jeg har et par gange været ude på en god, længere rejse i Sri Lanka, og her har jeg været rigtig glad for at starte mine oplevelser i Kalpitiya! Det er et skønt sted at slappe af, så man lige kan komme sig over jetlag og lade op til en indholdsrig rundrejse.

Kalpitiya-halvøen ligger kun et par timers kørsel stik nord for lufthavnen, men her er alligevel ikke specielt mange turister. I stedet er her en del fiskerlandsbyer og rigtig gode muligheder for at afprøve forskellige vandsportsaktiviteter som fx kitesurfing – og selvfølgelig at ligge på stranden. Området er også kendt for sine delfiner, så hold øjnene åbne og se, om du kan få øje på de legesyge dyr i havet.

Rejser til Sri Lanka Kalpitiya
Rejser til Sri Lanka Kalpitiya

Vil du også starte din rundrejse med et par dages afslapning på stranden? Så tag et kig på denne rejse.

Kitulgala

Jeg siger tit, at Sri Lanka nærmest har det hele – og jungle har de faktisk også! Kitulgala er et af de mest frodige steder på hele øen, og synes du, at omgivelserne ser bekendte ud, kan det være fordi at filmen “Broen over floden Kwai” faktisk er optaget her!

Rejser til Sri Lanka Kitulgala
Rejser til Sri Lanka Kitulgala

Kitulgala er ikke for alle, det kan jeg godt sige uden at træde nogen over tæerne. Men hvis du ligesom mig godt kan lide at komme ud på eventyr og action i naturen, og ikke har noget imod at bo lidt mere enkelt og primitivt, så skulle du tage at overveje det.

Du bor i en camp midt i junglen ud til floden, så du kan sidde og høre lyden af floden og de mange fugle – men du sidder selvfølgelig ikke bare stille og kigger på træerne her! Du kan bl.a. komme ud på trekkingture i junglen, og du kan prøve at mountainbike og rapelle. Min egen favorit-aktivitet er rafting, og selvom det kan se lidt farligt ud, kan alle være med. Min egen mor, der faktisk ikke kan svømme, var med ude at riverrafte sidst jeg var i Kitulgala. Og hun havde det lige så sjovt som os andre.

Rejser til Sri Lanka Kitulgala
Rejser til Sri Lanka Kitulgala

Drømmer du om en actionfyldt rundrejse til Sri Lanka? Så tjek den her rejse ud.

Mahiyanganaya

Mahiyanganaya lyder måske ikke bekendt i dine ører – og det er da heller ikke et sted, der er særlig mange, der kommer forbi. Det synes jeg faktisk er synd, for selve området er sindssygt flot med vandfald, en masse søer og mange dæmninger, der faktisk er den primære strømkilde i Sri Lanka.

Rejser til Sri Lanka Mahiyanganaya

Det er også her i området, at vedda-folket holder til. Det er det oprindelige folk i Sri Lanka, og der er ikke mange tilbage af dem. Nogle har integreret sig i det srilankanske samfund, mens de sidste bor i en landsby ved navn Dambana, der ligger tæt ved Maduru Oya Nationalpark. Som noget specielt har vedda-folket tilladelse til at gå ind i nationalparken for at fiske i søerne, indsamle forskellige planter og besøge deres religiøse steder. Hvis du er interesseret, kan du komme på besøg i deres landsby, hvor du kan få et indblik i deres livsstil – der nok er lidt anderledes, end din egen.

Rejser til Sri Lanka Mahiyanganaya
Rejser til Sri Lanka Mahiyanganaya
Rejser til Sri Lanka Mahiyanganaya

Når nu jeg har nævnt Maduru Oya Nationalpark, kommer du heller ikke uden om at høre om den! Naturen her er meget flot med bjerge, græssletter, vandhuller og frodig skov, og der er mange forskellige dyr, der holder til her. Du kan være heldig at se elefanter, vandbøfler, aber, oddere og et utal af fugle. Udover naturen gemmer parken faktisk også på flere spændende ruiner, der er flere tusinde år gamle – hvilket gør Maduru Oya til en lidt speciel nationalparkoplevelse.

Rejser til Sri Lanka Maduru Oya
Rejser til Sri Lanka Maduru Oya
Rejser til Sri Lanka Maduru Oya
Rejser til Sri Lanka Maduru Oya

Mahiyanganaya er et oplagt sted at besøge, hvis du har været i Sri Lanka før, og drømmer om at opleve nogle mere ukendte sider af landet! Tag et kig på vores rejse for dig, der drømmer om at opleve Sri Lanka igen, hvis det lyder som noget for dig!

Matale – Knuckles Mountains

Som jeg før har sagt, så har Sri Lanka lidt af det hele – og udover de berømte bjerge i Ella gemmer landet faktisk også på en lidt mere ukendt bjergkæde, hvor du kan komme på eventyr. Knuckles betyder “knoer”, og Knuckles-bjergkæden har altså fået sit navn, fordi de fem højeste bjergtinder faktisk ligner knoerne på en knyttet hånd.

Rejser til Sri Lanka Matale Knuckles Mountains

Matale er en større by i nærheden af bjergkæden, og lad mig være ærlig at sige, at den ikke er spændende i sig selv. Til gengæld fungerer den ofte som indgangsport til de naturoplevelser, som du kan få her i bjergene – og kan du lide at snøre vandreskoene, er det lige stedet for dig!

Naturen her er noget mere alsidig end i Ella, men alligevel er her ikke nær så mange turister. På en vandretur kan du traske gennem rismarker, teplantager og nåleskove, og du kan komme forbi floder, små vandfald og tågeskove med store, lavthængende skyer. Det er et terræn, der kræver, at du er vant til at trekke, og du skal være forberedt på pludselige skift mellem tropevarme og køligere forhold. Afskrækker det ikke dig, kan du være så heldig at spotte både elefanter, rådyr, vildsvin, bøfler, aber og tusindvis af forskellige fugle herude midt i det fri.

Rejser til Sri Lanka Matale Knuckles Mountains
Rejser til Sri Lanka Matale Knuckles Mountains
Rejser til Sri Lanka Matale Knuckles Mountains
Rejser til Sri Lanka Matale Knuckles Mountains

Lyder en en vandretur i de utrolige bjerglandskaber som noget for dig? Så læs mere om vores allerbedste rejse til dig, der drømmer om at opleve Sri Lanka igen!

Sigiriya

Rigtig mange besøgende tager forbi Sigiriya på deres rejse til Sri Lanka, så det er hverken, hvad man kan kalde uturistet eller en “hemmelig perle”. Til gengæld synes jeg altså, at Sigiriya er besøget værd, så det skulle uden tvivl have en plads på min liste over favoritter!

Rejser til Sri Lanka Sigiriya

Sigiriya er nok bedst kendt for Løveklippen, der ligger og tårner sig 200 meter op i landskabet. Er du interesseret i historie, vil du også være interesseret i stedet her, for tilbage i det 5. århundrede opførte en konge en kæmpe fæstning, og den dag i dag er der spændende ruiner at udforske. Tænk engang, at her for mere end 1.500 år siden både var et palads, store haveanlæg, badebassiner, springvand og store skulpturer. Jeg synes altså, at det er ret imponerende at tænke på! Er du ikke interesseret i historie, er turen op på klippen alligevel det hele værd. Udsigten er ret vild, og det giver lidt et sus i maven at stå og kigge ud over det flade landskab.

Rejser til Sri Lanka Sigiriya
Rejser til Sri Lanka Sigiriya
Rejser til Sri Lanka Sigiriya
Rejser til Sri Lanka Sigiriya

Fra Sigiriya er det også nemt at tage på udflugt, så jeg kan som regel godt lide lige at tage et par dage til at opleve mere af området. Du kan få mere historie i grottetemplet ved Dambulla og i den gamle kongeby Pollonaruwa, og i Minneriya Nationalpark kan du spejde efter elefanter.

Jeg kan nu rigtig godt lide at leje en cykel på hotellet og køre ud i det blå. På den måde kan jeg nemt komme ad små veje til områdets små landsbyer, hvor der tørres ris ude ved vejene, og hvor der ofte brændes græs og jord af. Det er mange lugtindtryk, man kan få på sådan en tur, og det er tit de mange dufte helt herude i det ujævne terræn på landet, jeg forbinder med duften af Sri Lanka. Nogle steder møder du nok også små boder i vejkanten, hvor du kan købe en sodavand eller et lækkert stykke frugt, som du aldrig har set i de danske supermarkeder. Forsøg dig frem med en snak med bodens ejermand – om ikke andet kan du komme langt med et smil!

Rejser til Sri Lanka Sigiriya
Rejser til Sri Lanka Sigiriya
Rejser til Sri Lanka Sigiriya

Vil du også gerne opleve Sigiriya og andre klassiske højdepunkter i Sri Lanka? Så kig nærmere på denne rejse.

Tangalle

Der findes mange strande i Sri Lanka, men nogle af mine egne favoritter ligger omkring Tangalle. Den charmerende fiskerby ligger ud til kysten i det sydøstlige Sri Lanka, lidt længere væk end de mest besøgte og meget populære strande du finder nede på sydvest-kysten. Området er dog stadig ikke affolket, så her er lidt hoteller at vælge imellem, men stadig masser af plads på de gyldne strande. Her er lidt som der var i Sri Lanka for 15 år siden – inden turismen virkelig kom til landet.

Rejser til Sri Lanka Tangalle

Strandene her har groft og gyldent koralsand, høje palmer og ikke rigtig nogen strandsælgere. Så du kan godt finde fred og ro til at læse en god bog eller bare kigge ud på havet. Badevandet er, som det nu er i Sri Lanka – det kan være rigtig godt, men der kan også være bølger. Skal du have en pause fra stranden er der et godt center for havskildpadder i nærheden. Her kan du lære lidt om, hvordan man arbejder på at beskytte de truede dyr. Og er du er på det rigtige tidspunkt, kan du måske være heldig at være med til udklækningen af æg.

Rejser til Sri Lanka Tangalle
Rejser til Sri Lanka Tangalle

Vil du gerne lidt til havs, er der også mulighed for det. Du kan nemlig komme på hvalsafari og spejde efter flere forskellige slags af havets giganter. Vi har været ude at lede efter udbydere, der tilbyder ture, der foregår på hvalernes præmisser – og de findes heldigvis! Og jeg kan godt hilse og sige, at man hurtigt kan føle sig meget lille, når man med egne øjne ser en hval dukke op af bølgerne!

Lyder Tangalle tillokkende? Så tag et kig på denne rejse.

Sri Lanka har endnu mere at byde på…

Det var lidt af mine personlige favoritter i Sri Lanka – men der er jo endnu flere fantastiske steder, du kan besøge!

Vil du læse mere om nogle af de lidt mere klassiske oplevelser i Sri Lanka? Så tjek vores blog fra C&Cs firmatur til Sri Lanka lige her.

Kunne du li' opslaget?
Del på de sociale medier!

Andre indlæg fra Sri Lanka

Andre indlæg fra denne forfatter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

*

*