Jeg hedder Marie, og jeg sidder i C&C Travels marketingafdeling. Jeg er netop vendt hjem fra årets Operation Julepakke, og jeg har skrevet et blogindlæg om mine og teamets oplevelser.
I år foregik Operation Julepakke i Brooke’s Point på det sydlige Palawan. Vores team bestod af Belinda og mig fra vores kontor i København, Annie og Eva fra vores kontor i Aarhus, Jan og Lars, der er gode venner af huset, Aileene fra vores kontor i Manila, hendes veninde Pia (ja, det kan man altså godt hedde i Filippinerne), Aileenes lillebror JP og hans barndomsven AJ. Det var simpelthen et stærkt hold!
De sidste par år har vi ikke selv kunnet tage med på Operation Julepakke grundet Corona, så det var fedt for os endelig at være med igen!
Vores første “suite”
Vi tjekkede ind på vores ”resort” i Brooke’s Point. Her stod den på bambushytter, sovesal, intet rindende vand og kun ét rigtigt toilet. Væggene bestod af myggenet, og det regnede lidt ind på Annie om natten. Men man må jo lide for at hjælpe i verden! Annie tog det i stiv arm: ”Ikke for at brokke mig… men jeg har ikke rigtig nogen madras, og det regner ind på mig… ellers er det helt fint!”
Den første landsby
Samme dag som vi ankom til vores resort, tog vi ud til den første landsby. Her går man ikke op i hjelm og sådan noget pjat – bare op på en motorcykel og afsted!
Vi kørte igennem rismarker og palmelunde ud til de bittesmå landsbyer for foden af bjergene. Omgivelserne var virkelig smukke og grønne med græssende okser i vejsiden, hvide traner i våde rismarker, jungle med lianer og overgroede træer og disede bjerge i det fjerne. Palawans natur er så grøn og frodig!
Folk bor i bambushytter her, og hytterne består ganske enkelt udelukkende af bambus og palmeblade. De er hævet fra jorden på pæle, så de ikke bliver oversvømmet, når der er monsun. De har kun ét rum, og enkelte har et ”køkken” bestående af et par gryder direkte på jorden og et bål.
Vi skulle rundt og hilse på alle familierne og vurdere, om de kunne tage vare på en ged. I år skulle vi nemlig dele geder ud – foruden julepakker og legetøj. Det er noget, vi gør for at kunne hjælpe mere langsigtet. Med en ged får landsbyboerne mælk på bordet, og de kan avle en gedebestand og dermed sikre sig kød i længere perioder.
Møder der gør indtryk
Vi fik lov at kigge ind i folks huse. Det sætter virkelig tingene i perspektiv at se, hvordan folk bor her. Jeg hilste på en mand på 100 år, der sad sammen med sin kone på et sivgulv. Han mente ikke, at han kunne passe en ged, selvom han altid havde ønsket sig en. Hans kone daskede til ham og sagde, at den skulle hun nok tage sig af – hun tog sig jo alligevel af ham – og hans glade tandløse smil, ved udsigten til endelig at få en ged, var virkelig hjerteligt. Han lovede at møde os dagen efter og tage imod den – men han måtte nok hellere huske sin stok.
Ikke alle familier er klassiske familier. Vi mødte en pige på 14 år, der boede sammen med sin far og sin datter på 9 måneder. De havde ikke andet familie, og hun var allerede selv mor. Nogle skæbner gør bare indtryk! Vi gik fra hytte til hytte, og børnene fulgte med os. I starten var de meget generte – her har de aldrig før set hvide mennesker, og de kommer sjældent ind til byen. Hvis overhovedet. Flere af dem tæller slet ikke i fødselsdage, så de anede ikke, hvor gamle de var. Det var utroligt at opleve. De grinede højt, når vi tog os tid til at lave sjov med dem, og de ville gerne vise os rundt.
Vi var godt trætte om aftenen. Jeg var ved at falde i søvn bag på motorcyklen på vej tilbage, og jeg faldt i søvn to gange under maden. Sjældent har jeg været så træt!
En helt utrolig glæde
Næste dag tog vi tilbage til landsbyen, og alle stod klar til at tage imod os. De havde forberedt en danseopvisning, og de virkede utroligt glade for at se os.
Vi skulle dele geder ud til familierne, men vi havde også legetøj med til børnene. Det var fantastisk at se dem lege med legetøjet fra det sekund, de fik det i hænderne. Det er virkelig stort for dem at få et godt stykke legetøj – bamser og bolde var klart mest populære! Børnene var enormt nysgerrige og ville gerne snakke med os og danse for os.
En kvinde kom hen til os med tårer i øjnene. Hun tog Evas hånd og takkede hende dybfølt fra hjertet. Hendes børn havde altid ønsket sig en ged, og de var virkelig lykkelige – hun takkede os for, at hun nu kunne give sine børn en glæde, som hun ellers ikke ville være i stand til at give dem. Jeg tror, at vi alle havde en klump i halsen bagefter.
Vi mødte også en kvinde med ni børn, der lige havde mistet sin mand. Hun var dybt taknemmelig over, at hun kunne give sine børn mælk og måske også kød – og at vi havde legetøj med til hendes mindste børn. Vi valgte at give hende en af de gravide geder. Hun havde brug for lidt medgang, syntes vi.
Da skolebørnene kom fra skole, udfordrede Jan dem til en divisionskonkurrence. Børnene var skarpe, og Jan endte med at give is til alle 32 børn. 32 is kostede 40 kr.!
Legetøj og smil fra hjertet
Det, der gjorde mest indtryk, var helt klart børnene! Det føles som en lille og unødvendig ting at have legetøj med – men den glæde, det bringer med sig, er helt fantastisk! Børn er så umiddelbare i deres reaktion.
Det var helt vildt at se deres store øjne, når vi pakkede legetøjet frem, se håbet brede sig i deres ansigter og høre deres glædesgrin, når det gik op for dem, at de måtte vælge et stykke legetøj selv. Tænk at få et stykke legetøj ind i sit hjem, når man intet ejer. Glæden er SÅ stor!
Vi gik meget op i, at børnene selv skulle vælge deres legetøj. Forældrene måtte ikke gøre det for dem. Det skulle nemlig ikke være et valg baseret på legetøjets værdi. Det skulle være en ting, som barnet selv ønskede at have. De gik efter bolde, bamser og stærke farver. Man forstår dem godt. Når alt i ens hjem er siv- og jordfarvet, så lyser sådan en bamse virkelig op!
Et stramt program
De næste par dage var dagene tætpakket.
Op kl. 5 til en morgenmad bestående af ris, tørstegt fisk og æg. Afsted til lageret, hvor vi skulle læsse flere hundrede rissække, julepakker med mad og kasser med legetøj på lastbilerne. I landsbyerne blev vi altid modtaget af forventningsfulde mennesker, der blev dybt taknemmelige over gaven, de fik.
Det var fantastisk at se børnene starte vandgeværskampe, lege med flyvemaskiner, spille bold og stå og kramme deres bamser!
Flere af dagene var vi først hjemme ved tusmørke, og en af dagene blev vi ved, selvom det var mørkt. Den landsby husker jeg næsten allerbedst. Vi blev tidligt færdige i landsbyen forinden, og vi havde stadig julepakker og legetøj til overs, så vi tog på surprise-besøg til en landsby. Folk var så overvældede og fulde af smil. De takkede os, ønskede os glædelig jul og grinede bredt til os. Vi stod der blandt rismarkerne og delte ud til dem, og de sang ”We wish you a merry christmas” for os. Vi måtte lyse med lommelygter på legetøjet for at kunne se det til sidst. Men stemningen var bare så god!
Et træt og snavset team
Hver dag når vi kom hjem, var vi kvæstede, og vores fødder virkede nærmest ikke længere. Der var kamp om bruserne! Vi var indsmurt i sved, myggespray og gammel solcreme med mudder i håret og gammel risstøv alle vegne. Aldrig har jeg været så ulækker i hele mit liv! Mango-shaken til aftensmaden reddede aftenen, og vi gik tidligt i seng hver dag.
Jeg arbejder jo i marketingafdelingen, så jeg instagrammede fra sengen om aftenen. Jeg må indrømme, at jeg faldt i søvn indimellem, mens jeg lagde stories op. Men I kan se dem her i vores højdepunkt “Julepakke” – med træthedsfejl og det hele!
“In a little minute”
Noget, vi blev gode til, var ventetiden. Det kan godt tage tid at få styr på to vans, en kvægtransport med geder og en lastbil fuld af ris og legetøj. Køretøjer punkterer og kører fast i mudder, og ja – på et tidspunkt forsvandt vores lastbil med geder i flere timer. ”In a little minute!” fik vi at vide, når vi spurgte til lastbilen. Det viste sig at betyde 2 timer.
Ting går galt, når man skal have styr på så meget. Menneskelige fejl sker, og fejl opstår. For det meste var vi gode til at holde humøret højt, selvom vi var trætte. Vi satte musik på, og alle sang med på ”Last Christmas”, mens vi dansede. Nogle af børnene sang for med mikrofon, og de var virkelig dygtige! Jeg viste et par piger et billede af min datter, og børnene strømmede til. De har aldrig set børn med lyst hår og blå øjne. ”Thank you, ate Marie” – dybt taknemmelige over at få lov at se et billede af min datter.
Surprise-besøg til skoler
Vi havde taget alt for meget legetøj med, og derfor overraskede vi nogle skoler. Det var så sjovt at opleve! Vi troppede simpelthen bare op. Børnene var først forundrede og interesserede, men når de så os komme anstigende med kasser fulde af legetøj, var glædeshylene ikke til at tage fejl af. Lærerne kom løbende fra lærerværelset og var dybt taknemmelige på deres elevers vegne. Virkelig rørte, selvom de ikke selv fik noget.
ALDRIG har jeg set elever finde ind på række så hurtigt. De takkede os hver og en, når de havde valgt deres legetøj. De var så taknemmelige, respektfulde og ydmyge, at det rørte en helt ind i hjertet. De sang for os, og de ville gerne vise os deres klasseværelser. Vi blev inviteret til frokost på lærerværelset af et hold søde og glade lærerinder, der var SÅ glade for, at vi var der. Jamen altså hvor var det vildt! De forklarede, at børnene her var så fattige, at det stykke legetøj nærmest ville ændre deres hverdag.
Tænk, at et stykke legetøj kan gøre så stor en forskel! Det gjorde det virkelig!
En helt vild kontrast
Vi sluttede af på 5-stjernet hotel i Manila, hvor vi slappede af i poolen med en cocktail. Det var noget af en kontrast fra dagene forinden. Manila Hotel har lysekroner og en pianist siddende i lobbyen. De har champagnesal, pool med swimup-bar og en morgenmadsbuffet med alt, hvad hjertet begærer.
Men kontrasten var næsten en smule vulgær. Jeg fik helt dårlig samvittighed, når jeg vidste, hvordan folk boede ude i landsbyen, og at jeg nu skulle hjem til Danmark til en jul fuld af unødvendigt forbrug og en overflod af penge.
Det var en svær beslutning for mig at rejse fra min 3-årige datter i otte dage. Det er frivilligt arbejde, så vi bruger ferie på det, og for mig betød det, at jeg ofrede tid sammen med min datter. Men det var det hele værd! Disse familiers glæde rørte mig virkelig, og jeg har aldrig været med til noget før, som gav SÅ meget mening.
Jeg føler mig heldig, at jeg har fået lov til at gøre noget godt i verden!
Læs meget mere om Operation Julepakke her!
Her har I lidt flere billeder:
Vild dejlig læsning. Tak for jer i C&C.