Den bedste måde at opleve Kerala Backwaters i Sydindien på er i husbåd – og det er en fantastisk oplevelse at sejle rundt på kanalerne. Derfor har vi skrevet en miniblog om at bo i husbåd i Indien.
Har du nogensinde hørt om Kerala Backwaters i det sydlige Indien?
Det er et net af floder, kanaler og søer, der breder sig ud over et kæmpemæssigt område omgivet af jungle, rismarker, småbyer og omkring en halv milliard palmer – vi har ikke talt, men det er deromkring! I årtusinder har inderne brugt kanalerne til at transportere varer, og det gør de stadig den dag i dag, så du vil støde på adskillige både fyldt til randen med bananer, kokosnødder og andre handelsvarer.
Den eneste rigtige måde at opleve Kerala Backwaters på er i husbåd! På den måde glider du bare forbi de smukke landskaber og den tætte jungle, mens du bare kan læne dig tilbage og slappe af. Livet langs flodbredden går sin vante gang, og folk hilser glad på dig fra land – børn på vej i skole, kvinder i rismarkerne, fiskere og handelsmænd i tungtlastede både – alle vinker, som var du en gammel ven. Fra din plads på soldækket kan du se, hvordan de unge kvinder vasker hår i floden, de gamle bedstemødre vasker tøj, og børnene plasker rundt i vandet.
Du kan høre fuglene kvidre, folk der snakker sammen på flodbredden, en ged der bræger, men om aftenen falder der ro over vandvejene, og du kan kun høre cikadernes sang i mørket. Samtidig er det som om, lyset bare slukker, og over dig åbner sig stjernehimlen, som du kan skimte mellem palmerne.
Husbådene er gode – vægge og tag er lavet af bambus, og indretningen er virkelig hyggelig. Omgivelserne er selvfølgelig små, der er mellem et og fire værelser på en af de små både, men det er jo også på soldækket, du skal sidde og nyde udsigten i en af de bløde sofaer. Du bliver forkælet hele vejen, lige fra du træder om bord på båden, hvor du får den skønneste velkomst frokost af den søde besætning. Kaptajnen er fra området og kender hver en krog, som han gerne fortæller om.
Husbådene er selvfølgelig ikke helt små, så om eftermiddagen kan du let tage en kano ind i de mindre kanaler, hvor du har livet helt tæt på. Du sejler langs palmerne i frodige omgivelser, og indimellem møder du kvinder, der fisker ved bredden efter fisk til aftensmaden og børn, der leger. Overalt bliver du mødt med et smil.
Vil du også opleve Kerala i Sydindien med de spændende backwaters, herlige strande, elefanter i nationalparkerne og hyggelige byer? Så drøm dig afsted!
Kun en halv times kørsel fra Kerala Backwaters ligger Marari Beach. Her er palmer og kilometervis af sandstrand med lækkert, gyldent sand, som man aldrig bliver træt af at slentre rundt i. En times tid i bil fra Kerala Backwaters finder du Kochi, som er en af Indiens hyggeligste byer med masser af historie og sjove fiskerbåde.