Jeg hedder Katharina, og jeg er rejsekonsulent i C&C. Jeg har netop rejst rundt i Indien – og sikke en oplevelse!
Indien er støvet. Larmende. Fuld af kaos, kontraster og kæmpestore følelser. Det er ikke et land, man cruiser stille og roligt igennem – det er et land, der vælter ind over dig. Med horn og dufte, snavs og smil, fattigdom og poesi. Og det er ikke for alle. Men hvis du er eventyrlysten og har mod på det uforudsigelige, så er Indien det vildeste sted, du kan tage hen.
Jeg vidste ikke helt selv, hvad jeg skulle forvente mig, så jeg blev både overvældet og overrasket, og jeg elskede alt ved det (næsten, i hvert fald 😉).
Når kaos og kærlighed mødes i gaderne
Allerede i Delhi blev jeg kastet ind i noget, jeg slet ikke kunne styre. Trafikken har sine egne regler (hvis nogen overhovedet – gaderne er fyldt med køer, mennesker og motorcykler, og luften er tung af røg, støv og krydderier. Særligt i de store byer, hvor støvet lægger sig på huden, hvor affald flyder i rendestenen, og hvor jeg bliver overrumplet af sanseindtryk, jeg ikke engang vidste, jeg havde.
Men lige gyldigt hvor jeg kiggede hen, mødte jeg smil. Jeg skilte mig ud som hvid kvinde, og der var helt klart en nysgerrighed omkring mig. De lokale kiggede, fniste og tog billeder af mig – flere af dem også sammen med mig. Det havde jeg det helt fint med – jeg mener, jeg går jo også rundt og tager billeder af dem, fordi jeg er så imponeret over deres smukke tøj og udstråling.
Et menneskeligt møde, der ramte mig
I Delhi besøgte jeg på en af vores mest populære ”menneskelig-ansigt-ture” sammen med en organisation, der arbejder med gadebørn. Det var en af de stærkeste og mest ærlige oplevelser på hele turen. Furkan, en ung mand der selv har levet på gaden, viste mig rundt i Old Delhi. Vi gik gennem små, trange gyder – ikke de steder, man finder i guidebøgerne i hvert fald, og skulle jeg klare mig på egen hånd her, ville jeg fare vildt på et splitsekund. Vi besøgte også flere af de tilholdssteder, som organisationen har i Old Delhi, hvor gadebørn kan finde tryghed, mad og et øjebliks ro.
Furkan fortalte mig om sin egen barndom. Om at flygte fra vold, om at sove på togstationer og at kæmpe for at få noget at spise. Og om hvordan han gennem denne organisation fik en chance – og i dag er på vej til USA for at studere. Det ramte mig virkelig, for han var den sødeste, unge mand med en historie, der hverken var poleret eller pakket pænt ind – men ægte, håbefuld og dybt menneskelig.
Farver, kaos og levende liv
Noget af det, der fascinerede mig mest i Indien, var basarerne. Det er som om, at du får hele essensen af Indien lige netop der.
Det var kaos, og der var sjældent rent – men der var nerve og liv. Kvinder i smukke sarier handlede grøntsager, mænd forsøgte at sælge mig tørklæder, krydderier og armbånd – og jeg faldt i mere end én gang, kan jeg godt afsløre. Børnene løb barfodede rundt og spurgte efter penge, hunde søgte efter madrester i alt skraldet, og motorcykler kørte slalom imellem alle køerne og dyttede sig vej gennem menneskemængderne.
Det er svært at beskrive – det skal opleves, for det hele larmer, lugter og presser sig på. Og alligevel – eller måske fordi det er så voldsomt – føles det virkelig livsbekræftende. Jeg elskede i det i hvert fald! Og med et kamera i hånden fik jeg ekstra mange smil, og ingen var kede af at blive fotograferet. Tværtimod var det faktisk en god måde, at få en interaktion i gang med de nysgerrige lokale.
Rajasthan – som at rejse igennem en film
Når man rejser i Rajasthan, føles det lidt som at hoppe mellem kulisserne på et historisk epos. Paladser, forter, farver og stolte traditioner. Hver by har sin egen stemning, sit eget tempo og sin egen måde at tage imod dig på. Og endda sin egen farve.
Men det var Jaisalmer, den gyldne by, der skilte sig ud for mig.
Måske var det ørkenens stilhed, der ramte mig efter larmen i de andre byer. Måske var det sollyset, der får hele byen til at gløde gyldent, som noget fra 1001 nats eventyr. Måske var det de tomme gader – det eneste sted i Indien, hvor jeg pludselig stod helt alene i en smal gyde. Eller måske var det følelsen af at være trådt ud af virkeligheden og ind i Aladdins verden.
Der var stadig støv og køer og mennesker, men der var momenter med ro også, og det havde jeg af en eller anden grund ikke forstillet mig, at jeg ville møde i Indien. Jeg mener, hvor skal 1,5 milliarder mennesker dog være!?
Et glimt af det majestætiske
Indien er andet end kaos, smukke farver og imponerende byer. Det er også smuk natur, og som kronen på værket sluttede jeg rejsen af med en tigersafari i Ranthambore Nationalpark.
Jeg havde to safariture planlagt, men forventningerne var holdt lave – for tigerne viser sig jo ikke nødvendigvis, bare fordi jeg tropper op. Første tur bød på en masse smukke dyr: hjorte, vildsvin, fugle og endda en bjørn – men ingen tiger.
På andendagen, efter kun kort tid, skete det så: En kæmpe han-tiger kom slentrende rundt om hjørnet så tæt på os, at vi måtte skynde os at bakke væk. Han gik over vejen og ned til den lille bæk, hvor han blev kølet lidt ned. Jeg sad med åben mund og tog det hele ind, og det var uden tvivl et af de øjeblikke, hvor tiden går i stå, og du mærker, hvor lille og heldig du er.
Du kommer ikke hjem som den samme
Indien er ikke for dig, der vil have den lette løsning og en afslappende ferie. Det er for dig, der vil mærke noget. Det er beskidt og forstyrrende og til tider grænseoverskridende. Men det er også dybt menneskeligt, varmt og uforglemmeligt.
Du kan ikke tage til Indien og stå på afstand. Du skal ind i det – og du skal være parat til at lade det komme tæt på. Så tror jeg slet ikke du kan undgå at bliver lige overvældet og forelsket, som jeg blev.
