Caspers bucket list

Argentina

Dette indlæg er mit allerførste på C&Cs blog, og jeg har glædet mig vanvittigt til, at kunne bidrage her med en masse spændende rejseinspiration.

Det er næppe en hemmelighed, at jeg under mit allerførste besøg i Sydamerika tabte mit hjerte fuldstændig, og jeg bliver ved med, at vende tilbage dertil igen og igen. Jeg elsker alt ved de latinamerikanske lande, og – indrømmet – det bærer min bucket list også præg af.

Jeg håber, at I har lyst til at læse med og kan finde lidt inspiration til jeres næste drømmerejse.

Top 6 favoritdestinationer

Jeg har nøje udvalgt mine seks absolutte favoritter. Hver især skiller de sig ud og kan noget helt særligt, og jeg håber virkelig, at min fascination og begejstring kan smitte lidt af på jer.

Bariloche, Argentina 

Jeg kunne lige så godt have valgt hele Patagonien, da området har nogle af verdens flotteste nationalparker. Men skal jeg vælge ét sted, er det Bariloche i Argentina.

Bariloche er en reel by med omkring 120.000 mennesker. Den er centrum for chokoladeproduktion og ligger direkte ned til en sø med udsigt til Andesbjergene.

I hele området omring Bariloche, er der nationalparker, afmærkede vandrestier, muligheder for at cykle og svævebaner. Samtidig er der små byer med træhuse og helstegt lam over åben ild. Det er et område, hvor argentinerne selv tager på ferie, så der er en lokal stemning, selvom det burde være et sted, alle tog hen.

Madkulturen, Peru 

Madkulturen i Peru er noget af det fineste og mest raffinerede. Det peruanske køkken er kontinentets svar på vores franske og skal man spise godt i Sydamerika, spiser man peruansk.

Nikkei
Quinoa
IMG_2674

Køkkenet formår at kombinere højlandsafgrøder som quinoa med frisk fisk fra Stillehavet og tropiske frugter fra Amazonas. Alle erobrere af og immigranter i Peru har tilført køkkenet deres lokale præg. Derfor findes der underkøkkener som Nikkei og Chaufa, kombinationen af hhv. japansk og kinesisk med peruansk. I Peru blander man lynstegt oksekød med pommes frites, rå fisk med søde kartofler og kartoffelmos med chili. Og det er godt. Virkelig godt!

Påskeøen, Chile

Påskeøen er udkanten af verden. Så kort kan det siges. Det er verdens mest isolerede ø og et af de mest sagnomspundne steder.

shutterstock_533939506 (1)
påskeøen (002)

Øen, der hører til Chile, er kendt for sine moai´er, men for mig er den virkelige attraktion kombinationen af Sydamerika og Polynesien. Jeg følte at være rejst 50 år tilbage i tiden, hvor pick up trucks kører med nyhøstede ananas, radioen skratter salsamusik og eksotiske blomster ses i alle vejkanter. Samtidig blev jeg blæst bagover af øens historie, de rå landskaber på min cykeltur rundt og svajende palmer på Anekena-stranden. Jeg kommer helt sikkert tilbage. Og næste gang bliver til Tapati-festivalen, som er en form for lokal olympisk lege med lokale discipliner.

De japanske alper, Japan

De Japanske alper er kontrasten til landet største byer. Hvor alt går med 700 km/t i Tokyo og Osaka, står tiden stille i bjergene. Der er mange mindre byer i området, men skal jeg vælge én ud, er det Takayama.

Shiragawa

Takayama ligger i en dal, omgivet af tætbevoksede bjerge. Det er derfor muligt at tage på vandreture til både templer og wasabifarme. Men byen i sig selv er også fantastisk. Den gamle bydel står nærmest intakt og på markedet står ældre mænd og hiver sobanudler i lange strimler, mens der ved naboboden serveres smagsprøver på sake. På de fleste hoteller er der en onsen til at få varmen i og det er også her muligt at bo i en Ryokan. Dette Japan er for mig kultur, natur og historie.

Ho Chi Minh City, Vietnam

I Ho Chi Minh City er der flere scootere end indbyggere. Byen er et inferno af larm, lyskryds, franske monumenter og gademad. Og jeg elsker det.

shutterstock_1009926184
365
shutterstock_404797840

Vietnam er en tigerøkonomi og det ses så tydeligt her i Ho Chi Minh City. Der er forretning i alt og boder med aromatiske krydderurter, afløser Asiens bedste kaffebarer, som ligger i forlængelse af lokale bureauer, der sælger ture til Mekong. Historisk er byen virkelig interessant, men for mig er det pulsen, der drager.

New Orleans, USA

New Orleans er en smeltedigel, som ikke ligner noget andet i USA. Der er så tydelige levn fra den spanske og franske kolonitid, kogt sammen med haitiansk kultur og religion.

New Orleans 1

Byens hjerte er Jackson Square, hvorfra man kan tage på opdagelse i sidegaderne. Husene er i stærke farver, verandaerne udsmykket, voodoodukkerne og tarotkortene til salg og overalt sælges chili og bourbon. Jeg elsker, at byen er så ulig noget andet og at der findes et sted i verden, hvor man på samme aften kan spise jambalaya, høre jazz, se et karneval, sejle på Mississippi og få spået sin fremtid.

4 oplevelser som står øverst på min drømmeliste

Selvom Latinamerika er min øjesten, så er der faktisk flere andre destinationer, som jeg drømmer om at stifte bekendtskab med.

Jalisco-provinsen, Mexico

Jalisco er for mig det ægte Mexico, selvom jeg ikke har været der. Det er her tequilaen bliver destilleret og det er her mariachierne kommer fra. Det er her, at kaktusserne står meterhøje, hvor man kan trekke på vulkaner og hvor man kan snakke med de studerende fra alle egne af Mexico.

shutterstock_73095007
shutterstock_131876891
shutterstock_125882765

Jeg ville bo i Guadalajara og tage på udflugter derfra. Jeg ville tage dagsture til Chapalasøen, Puerto Vallarta og Colimabjerget. Og måske jeg også ville leje en bil. Alle mexicanere siger selv, at det her er hjertet af deres land. Det vil jeg gerne opleve. Med 3 tacos i hånden. Olé!

Komodo og Lombok, Indonesien

Indonesien er stort og dragende, og har så meget at byde på. Komodo er for mig mødet mellem det nuværende og det forhistoriske. Der er noget dragende over varanerne på øen og der er noget fantastisk i, at det er deres territorium, man besøger.

Rinjani (1)
shutterstock_161295710 (1)

Jeg ville kombinere en tur hertil med Lombok, hvor jeg ville trekke på Rinjani. Og så ville jeg have noget sejlads med på min tur. En sejltur, hvor man hopper i vandet, når man lyster. Og hvor vi spiser satayspyd om aftenen.

Ladakh-provinsen, Indien

Jeg har været i Nepal og var virkelig betaget. Jeg tror Ladakh i Indien kan noget af det samme. Men med meget færre turister. Jeg forestiller mig at besøge Leh krydret med en vandretur på 6-10 dage, hvor jeg bor i telt, kigger på isklædte tinder, bliver vækket af yakokser uden for døren og bliver klogere på den tibetanske kultur.

892

Jeg tror der er noget magisk over denne region af Indien, som er så ulig resten af landet. Og selvom jeg godt ved, at det både er råt og koldt, tror jeg udsigterne retfærdiggør det hele.

Cross country, Sydstaterne, USA

Igen er USA på listen, og denne gang i form af en barnedrøm, som jeg endnu ikke har udlevet. Jeg har været i Californien og Arizona på Vestkysten og i Georgia og Louisiana i øst, men jeg har ikke krydset landet. Jeg elsker friheden i et roadtrip og der er noget særligt i at krydse et kontinent.

jasper-van-der-meij-97274

Jeg tænker, at starte i Savannah og slutte i San Francisco og undervejs vil jeg lave en masse afstikkere. Èn af dem er Utah, hvor Monument Valley virkelig står højt på min liste. Og så vil jeg have god tid til turen. 6 uger eller sådan.

Verden er – heldigvis – stor og der er så mange fantastiske oplevelser, som venter derude. Jeg håber, at I kan bruge min personlige bucket list til inspiration, og når I får lyst til at få tændt yderligere op under rejselysten, så sidder vi klar til at drømme (og planlægge) sammen med jer.

Kunne du li' opslaget?
Del på de sociale medier!

Andre indlæg fra Argentina

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

*

*