25. april 2018 - 08.15

Er Seychellerne Photoshoppet?

Marie har været i Seychellerne med sin kæreste Frederik - et møde med verdens smukkeste strande, vild regnskov, kæmpe landskildpadder og øliv, når det er bedst. Læs og bliv inspireret.

Min kæreste er generelt ikke så nem at imponere og helt igennem “hjemme bedst”-typen, og derfor har vi heller aldrig rejst så meget sammen. Det mest eksotiske, det er blevet til, er en tur ned over grænsen til Tyskland. Da jeg vandt et gavekort hos Qatar Airways, tænkte jeg, at det var det perfekte tilskud til drømmen om en rejse til Seychellerne.

Det krævede overtalelse derhjemme – hvem havde nogensinde troet, at der skulle være behov for overtalelse, når det gælder en rejse til Seychellerne? Spørgsmålene var mange: “Kan man få fadøl?”, “Spiser de slanger?”, “Er der kryb på værelserne?”, ”Hvor primitivt er det?”. Men tanken blev plantet, og efter lidt tid havde han vænnet sig til den – så længe der var en pool!

Mit første møde med Seychellerne

Jeg har rejst meget i Filippinerne og Thailand, men Seychellerne har altid stået som noget helt uopnåeligt. Jeg var spændt på, om landet nu også kunne leve op til mit billede af det. Jeg blev hurtigt bekræftet i, at det kunne det godt! Faktisk allerede ved indflyvningen over øerne, og da vi landede i lufthavnen, og flyet gled roligt forbi de kæmpemæssige grønklædte klipper, der omkranser lufthavnen.

Vejen til vores hotel på Mahé gik ad snoede stejle betonveje for foden af gigantiske kalkstensbjerge. Vi kørte forbi store buske af koralfarvede hibiscusblomster og små hyggelige huse med bliktag. Jeg bliver aldrig helt vild med at køre i den for os "forkerte" side af vejen. Som Frederik sagde: ”Man skal lige vænne sig til at se en 12-årig pige sidde og SMS’e i den modkørende bil på dét sæde, hvor man tænker, at føreren burde sidde”.

Eventyrstrand og flyvende hund i karrysovs

Vi skulle bo i to dage ved den lille private strand Anse Soleil, der ligger i en fin lille bugt med klipper og palmer på hver side. Stranden havde vi nærmest for os selv det meste af tiden, og selv Frederik måtte indrømme, at han aldrig havde set noget lignende. Vandet var lysende turkist, og selv stående i strandkanten kunne jeg se fiskene svømme rundt mellem stenene. Jeg har aldrig set så turkisblåt vand, så mange palmer og så skinnende hvidt og pulverblødt sand.

På vores værelse havde vi havudsigt, og vi manglede ingenting. Priscilla i receptionen havde styr på det hele, men vi var ikke så imponerede over det meget lidt effektive personale i restauranten. Eller maden for den sags skyld. Det gjorde ikke så meget, for stranden vejede op for det hele, og den vil jeg helt sikkert opleve igen!

Om aftenen fløj de flyvende hunde over terrassen, hvor vi med en kulsort stjernehimmel over os drak drinks i to liggestole. De spiser ikke slanger på Seychellerne – til gengæld spiser de flyvende hund i karrysovs!

Videre til Praslin – med stumt s

Efter en times sejltur i middagssolen indsmurt i et tykt lag faktor 50 ankom vi til Praslin. Med røde skuldre og lår! Solen her så tæt på ækvator er ikke for sjov. Indsejlingen til øen var som at sejle ind i et Scherfig maleri af turkis og mørkegrøn med frodige bjergsider helt ned til vandet, kun afbrudt af et kridhvidt bælte af strande. Jeg manglede bare lige tapirerne for at fuldende maleriet.

På Praslin ligger bananplantager og farvestrålende huse fra kolonitiden side om side med legepladser, fodboldbaner, skoler med legende børn og de fineste haver fulde af blomster. Ingen steder så vi fattigdom eller skrald. Vi kørte igennem regnskoven til vores hotel ved Grand Anse, og på begge side tårnede palmerne sig op over os og ind over vejen som gigantiske huse.

Indian Ocean Lodge tog de imod os med åbne arme, kolde, fugtige vaskeklude til ansigtet og et glas mynte-iste. Frederik var solgt, før han overhovedet havde set vores værelse, og han måtte indrømme, at "Seychellerne slet ikke er så ringe". Resortet ligger lige ned til Grand Anse – den længste strand, jeg nogensinde har set. Den er så lysende hvid, at vi blev nødt til at have solbriller på, men vandet var ikke helt så eventyrligt turkisblåt som ved Anse Soleil. Det var også lidt for lavt til, at vi kunne bade rigtigt, men vi gik lange ture langs palmeskoven og mødte ikke andre end et par små rokker i det klare vand.

Seychellerne passer godt på deres strande, og det betyder, at de ikke er et virvar af resorts, liggestole, restauranter, strandsælgere og ildshows. De er bare smukke i al deres enkelthed.

Lianer eksisterer da kun i Tarzan

Vi brugte Indian Ocean Lodge som udgangspunkt for udflugter, og den første dag tog vi den offentlige bus til Vallée de Mai – den oprindelige Edens Have. Det troede i hvert fald General Gordon, da han sammen med andre engelske missionærer rejste rundt ved den afrikanske østkyst.

Vallée de Mai er regnskov med palmer så store som mindre højhuse og så selvfølgelig de helt særlige Coco De Mer-palmer, som enten er ”hunner” eller ”hanner”. Begge ”køn” bærer frugter, der bærer synligt lighed med kvinders og mænds ædlere dele. Det er ikke for sjov, at Seychellerne bliver kaldt for Paradis – det er det eneste sted i verden, hvor Livets Træ rent faktisk gror.

Vi ville helst gå rundt i regnskoven på egen hånd uden en guide, og det kan man sagtens på de anlagte stier. Og stierne viste sig da også at være en nødvendighed i så tæt en regnskov. Vi trådte over trærødder, bøjede hovedet for to meter lange palmeblade og gik til side for lianerne. Jeg har aldrig set lianer før og har vist levet i en naiv forestilling om, at de hørte Tarzan og Junglebogen til. Det gør de ikke, skal jeg hilse og sige!

Seychellerne MÅ være photoshoppet!

Som marketingansat har jeg indimellem set på billederne i vores arkiver med en vis skepsis. Jeg har altid tænkt, at mange af dem måtte være photoshoppet, og jeg har set min del af billeder med flotte strande. Men på Seychellerne lyver billederne virkelig ikke – i så fald er det selve øerne, der har været en tur gennem Photoshop. Farverne er helt vilde, og mit kamera kunne SLET ikke følge med!

Det måtte vi indse, da vi tog en heldagstur til verdens smukkeste strand Anse Lazio. Jeg har aldrig set noget lignende! Selv Frederik måtte erkende, at det måtte være verdens smukkeste strand! Helt swimmingpoolfarvet vand omkranset af lyserøde granitklipper i bløde former op til en lang hvid sandstrand med mørkegrønne palmer i ryggen. Og OK, her var så alle de andre turister – men det ødelagde slet ikke synet.

Skildpadder og CSR

Den næste dag stod den på endnu en heldagsudflugt til Curieuse Island, der vrimler med kæmpemæssige landskildpadder på 100-200 kilo. Søde, rare og rolige dyr, der gerne kom helt hen og spiste direkte fra hånden. Vi slappede af på de smukke strande i skyggen fra granitklipperne og skulle også en tur ud at snorkle. Korallerne var døde, men farvestrålende fisk var der masser af. Hele vejen omkring Praslin har de store indsatser kørende for at restaurere de mange koralrev, der i 2004 tog skade under tsunamien – ja, den nåede også helt til Seychellerne.

Seychellerne er i det hele taget et enormt CSR venligt land. Både Vallée de Mai og Curieuse Island er blevet fredet til det formål at beskytte naturen og dyrelivet. Heriblandt Coco de Mer-palmerne og de store landskildpadder, hvis forfædre blev til suppe, da øerne var under fransk styre. Regeringen gør også en stor indsats overfor skrald med biodynamiske sugerør og plastikposer, skraldeindsamling på Mahé og pantsystemer på glasflasker – pant på plastikflasker er oppe til afstemning nu.

”Island life” på La Digue

Min favoritø var uden tvivl La Digue! Her er stemningen virkelig tilbagelænet og afslappet, og alle cykler fra sted til sted på den kun fem km lange ø. Jeg var overrasket over, hvor NEMT det var at cykle rundt. Da jeg lige havde panikket lidt over cyklens manglende fodbremse, gik det virkelig let. Jeg var stor fan af den frihed, vi pludselig fik – især fordi det er så hammerdyrt at komme rundt på Seychellerne i taxi og bil.

Vi cyklede ad de små betonstier forbi børn i skoleuniformer, drenge der nemt jonglerede tre cykler afsted – uden en eneste hånd på deres eget styr – og mænd med langt rastafari-hår der afslappet vinkede til os med en kokosnøddemachete. Vi skulle blot holde øje med en lian og en skildpadde i ny og næ og så ikke slingre for meget, for cykelstierne stopper meget brat i hver side.

Den første dag cyklede vi til Grand Anse – en lang, hvid sandstrand med azurblåt vand omgivet af lyserøde klipper. Et virkelig smukt syn! Ved Grand Anse starter en vandrerute over bjergryggen til den næste smukke strand Petite Anse. Det tog en halv time, og vi gik i skyggen fra palmer, kæmpebregner og junglebevoksning, så varmen var endnu ikke slem. Indimellem kunne vi skimte de lysende strande gennem bregner og palmer. Petite Anse var lige så smuk som Grand Anse, dog lidt mindre og med en anelse færre mennesker. Der stod en mand med lange dreadlocks og solgte hele kokosnødder, og vi fik os lige en tår, før vi forsatte gennem tæppet af lilla snerler henover den næste bjergryg til Anse Coco. Anse Coco er endnu mindre med endnu færre mennesker, og her skulle snorklingen være rigtig god – der bor fx en lemonshark i en lille lagune ud til vandet. Desværre blæste det for meget den dag, så vi turde ikke afprøve det. Vi badede i bølgerne og slappede af i det hvide sand.

Afslappede Gin & Tonics med udsigt

Vi boede fænomenalt på La Digue! Le Nautique Luxury Waterfront Hotel er et lille sted ejet af et ungt australsk par, Stuart og Natasha. Hun var helt cool og havde styr på alting – Stuart kaldte hende ”The Boss”. I restauranten fik Natasha hver dag hjælp af storsmilende Tatiana, som muligvis er det gladeste menneske, jeg har mødt. Stuart stod i baren det meste af tiden og var lidt af et sludrechatol – især da han opdagede, at vi delte hans store passion for gin. Vi drak Gin & Tonics hver eneste dag og nåede at smage de fleste af hans i alt 20 forskellige slags gin med den lokale tonic.

Stuart og Natasha morede sig over, at vi hed Frederik og ”Mary” som det danske kronprinsepar, og jeg blev hurtigt døbt ”Princess Mary of Denmark”. Men vi følte os næsten lidt royale på det hyggelige, rolige sted, som vi nærmest havde helt for os selv.

Le Nautique har ikke en rigtig strand, men det ligger ned til helt gennemsigtigt lavt vand, hvor jeg snorklede lidt og mødte både trompetfisk og løvefisk i søgræsset.

En tak op på drømmeradaren

Vores sidste udflugt på Seychellerne gik til den gamle slaveplantage L’Union Estate, som stadig er en plantage. Nu får folk selvfølgelig bare løn for deres arbejde. Vi cyklede rundt blandt kokospalmer i tusindvis, kæmpemæssige drivhuse fulde af grønt og forbi store vaniljemarker med høje vaniljeplanter.

I udkanten af plantagen ligger verdens mest fotograferede strand – ja, den bryster Seychellerne sig også af at have! Og jeg tog i hvert fald 500 billeder af den, så den har fået lidt flere fotografier på måleren. Egentlig består stranden af mange smukke bugter delt op af kæmpemæssige granitklipper. Vandet er lavt og så klart, at vi kunne se fiskene svømme rundt mellem de store rev af søgræs. Kæmpestore flagermusfisk og vimpelfisk. Det var et virkelig flot syn!

Min oplevelse af Seychellerne er, at der er skruet en tak op for drømmene og en tak ned for turisterne. Ikke at der ikke er turister, men de er på en eller anden måde fordelt bedre. Strandene er helt fri for liggestole og restauranter, og for det meste havde vi dem stort set for os selv. Om aftenen er her kulsurt, og de er kun oplyst af månen og stjernerne, og det er et af de smukkeste og mest romantiske steder, jeg nogensinde har været.

Og kunne sønderjyden så lide Seychellerne?

Tjahh, vi endte da med at gifte os, så jeg har sat barren højt for vores fremtidige rejser!