Jacob Riising tog familien med til Sri Lanka over julen og fortæller her om rejsen rundt i landet med egen chauffør
Efter længere tids betænkning tog vi en beslutning, der føltes lige dele modig og enormt befriende. Vi skulle væk over julen. Væk fra alt det, der ellers kulminerer i december – deadlines, gaveræs, arrangementer og den klassiske familie-logistik, hvor man på et tidspunkt står i kø og tænker: Hvornår blev julen en kontaktsport?
I stedet ville vi holde juleaften i varme omgivelser. Med sand mellem tæerne og nul stress. Valget faldt på Sri Lanka.
Vi er fem på tur. Min kone og jeg og vores tre børn på 14, 19 og 21. At rejse med store børn er både nemmere og sværere. De kan alting selv, og det er jo skønt. Men de har også holdninger, appetit og en ret veludviklet evne til at spotte alt, der lugter af kedelig sightseeing.
Derfor var det helt perfekt, at C&C Travel havde strikket en rejse sammen med en god balance mellem oplevelser og pauser, kultur og natur. Og vigtigst af alt, vi skulle aldrig bruge ferietid på at regne transport ud.
Og så var der Gayan.
Vi havde vores egen chauffør hele vejen. Samme bil, samme mand, samme trygge base. Gayan var ikke bare chauffør. Han var guide, tolk, fixer og et konstant overskud af ro. Han havde styr på, hvor vi skulle hen, hvor vi skulle bo, hvornår det gav mening at køre, og hvor man fik den bedste snack på ruten.
Når vi havde spørgsmål, havde han svar. Når vi fik en spontan idé, fik han den til at lykkes.
For en familie på fem er det næsten den største luksus, at der er én, der holder overblikket, så resten bare kan holde ferie. Og Gayan gjorde det med et smil, som om han oprigtigt var glad for at være en del af vores tur.
Sigiriya – den perfekte start på eventyret
Efter ankomsten gik turen ind i landet mod Sigiriya, hvor vi boede på Hotel Sigiriya. Det var det perfekte sted at lande – grønt, roligt og med den der fornemmelse af, at landet allerede begynder at gøre noget ved én. Og så har området naturligvis trumfkortet: Sigiriya Rock, også kendt som Løveklippen.
Turen derop er lige dele “wow” og “okay, hvem foreslog det her?”, men belønningen er enorm. Udsigten fra toppen er en af de der, hvor man bliver helt stille. Junglen ruller ud i alle retninger, og man føler sig langt væk fra alt det, man normalt fylder hovedet med.
Børnene var oprigtigt imponerede. Og når man får tre teenagere/unge voksne til at lægge telefonerne væk og bare kigge, så ved man, man er landet det helt rigtige sted.
Kandy – byliv, grønne omgivelser og et pris-chok
Næste stop var Kandy, hvor vi boede på Cinnamon Citadel. Her er der mere by, mere liv og mere trafik – og igen var Gayan guld værd. Man slapper af, når man ved, at der står én, der kan navigere uden stress og samtidig fortælle, hvad vi kigger på.
Og så var der priserne. Sri Lanka er på mange måder et wow for budgettet. Vi købte hver dag friske kokosnødder ved vejboder – og en kokosnød kostede 75 øre. 75 øre! Man står der og drikker den kold og frisk, og hjernen kan slet ikke regne ud, hvordan det kan lade sig gøre.
En dag i Kandy spiste vi frokost, fem personer, for 35 kroner i alt. Det er ikke en fejl. Fem mennesker. 35 kroner. Og maden var lækker. Det gav en helt særlig frihed. Man sad aldrig og tænkte “uh, det her løber op”. Man prøver bare ting. Spiser mere. Bestiller noget ekstra. Lever.
Ella – bjergluft og en juleaften, vi aldrig glemmer
Fra Kandy gik turen videre mod højlandet og Ella, hvor vi boede på 98 Acres Resort & Spa. Her møder man Sri Lanka på den frodige, grønne og lidt køligere måde – med bjergluft, teplantager så langt øjet rækker og udsigter, der ligner noget fra en film.
Og så ramte vi juleaften.
Det er stadig lidt surrealistisk at tænke tilbage på. Juleaften i sommervarme, uden gaveindpakning, uden stress og uden den der “har vi husket…?”-følelse. Bare os fem, god mad og en følelse af ro.
Og fordi Gayan efterhånden var blevet en naturlig del af vores rejsehold, inviterede vi ham med til middag juleaften. Det var virkelig hyggeligt – og på en måde også ret fint at dele aftenen med ham, når han havde gjort så meget for, at vi kunne holde ferie på den mest afslappede måde.
Yala – leoparder og vilde elefanter
Efter højlandet var vi klar til det vilde. Vi kørte mod Yala Nationalpark og boede på Cinnamon Wild. Et sted, hvor man allerede føler sig tæt på naturen, når man går fra værelset til restauranten.
Safarien i Yala var et af turens absolutte højdepunkter. Man kører afsted tidligt på støvede grusveje, og alle spejder intenst ud over landskabet. Først så vi vilde elefanter. Og så skete det.
Vi så en leopard. Ikke “vi så noget, der måske var en leopard”. Lige foran jeepen slentrede den forbi – elegant og helt rolig i sit tempo. Hele bilen blev stille. Man sidder bare og stirrer, fordi det er så sjældent og så vildt at opleve.
Sydkysten – surf, turister (på den gode måde) og havskildpadder i lineup
Da vi nåede kysten og sluttede af i Ahangama, ændrede stemningen sig. Her er mere turistet end inde i landet. Caféer, surfshops, små butikker og den slags.
Men helt ærligt var det ikke et problem. Det passede perfekt som afslutning. Efter kultur, bjerge og safari var vi klar til at leve i badeshorts og saltvand.
Vi er en familie, der virkelig elsker at surfe, og vi har gjort det flere steder i verden. Sri Lanka overraskede os positivt. Forholdene var virkelig gode – både for begyndere og mere øvede. Der var bølger, man kunne lære på, men også bølger, der gav udfordring og fart.
Flere gange så vi endda havskildpadder, mens vi surfede. Man ligger der på boardet og kigger ned i det klare vand, og pludselig glider en skildpadde forbi. Helt roligt. Som om den også lige var ude og tjekke bølgerne.
Og igen var det priserne, der gjorde, at man kunne leve helt ubesværet. En hel dag ved stranden med liggestole, surfbrædder, frokost og drinks til fem personer kostede omkring 300 kroner.
Det er den slags, der gør, at man siger ja til en ekstra dag, en ekstra omgang og en ekstra oplevelse – uden at få dårlig samvittighed.
Sri Lanka med C&C – og med Gayan
Når vi ser tilbage, var Sri Lanka den perfekte juleferie. Stor variation, vilde naturoplevelser, kultur, dyreliv og en afslutning på kysten, der ramte vores surfhjerter lige i centrum.
Men det, der bandt det hele sammen, var trygheden og flowet. C&C Travel havde lagt en rute, der gav mening, og Gayan fik den til at fungere i praksis. At have én, der hele tiden havde styr på, hvor vi skulle hen, hvor vi skulle bo, hvad der var smart at gøre undervejs, og hvor man fik god mad, gjorde, at vi kunne slippe alt det praktiske. Og bare være til stede. Sammen som familie.
Vi tog afsted for at slippe for julestress. Vi kom hjem med noget meget bedre. En juleferie fyldt med oplevelser, ro, grin – og følelsen af at have været afsted sammen på den helt rigtige måde.






























