Hotel - Sri Lanka - Kandy
Rejser til Kandy
Væk fra Sri Lankas kyst, midt inde i landet, ligger byen Kandy omkranset af grønne bjerge. Her er luften lidt køligere og landskabet mere frodigt.
Du bevæger dig gennem gader med små butikker og lokale markeder, hvor der bliver solgt frugt, grøntsager og krydderier. Tuk tuks kører gennem trafikken, og rundt omkring ligger templer, hvor folk kommer og går i løbet af dagen. Det hele ligger forholdsvis tæt, og det gør byen nem at bevæge sig rundt i.
Kandy har været kongelig hovedstad og spiller stadig en vigtig rolle i Sri Lankas kultur og religion. Det er noget, du lægger mærke til undervejs, når du går gennem byen.
Et besøg i Kandy passer godt ind i en rundrejse, hvor du vil opleve mere end bare strand. Her får du en blanding af historie, charme og naturoplevelser samlet ét sted.
Seværdigheder omkring Kandy
Når du rejser til Kandy er der mulighed for at se en masse spændende seværdigheder.
Tandens Tempel
Tandens tempel er Kandys vigtigste seværdighed og ligger lige ved den smukke sø midt i byen. Her opbevares Buddhas tand, også kendt som den hellige tand, som har stor religiøs betydning og gennem historien har været tæt knyttet til magten i landet.
Når du besøger templet, ændrer tempoet sig med det samme. Folk bevæger sig roligt med blomster i hænderne, og orangeklædte munke går rundt mellem besøgende. Flere gange dagligt afholdes ceremonier med trommer, røgelse og traditionel musik, som er med til at gøre oplevelsen til noget særligt.
Selve Buddhas tand bliver ikke vist frem til dagligt, men det er heller ikke det vigtigste. Det er stemningen og de levende traditioner, der gør templet til et spændende og fantastisk sted at opleve, når du rejser til Kandy.
Den Kongelige Botaniske Have og Kandys mange templer
I Kandy ligger også Peradeniya Botanical Garden, der er den kongelige botaniske have. Her får du en pause fra byen med store træer, palmer og åbne områder, hvor du kan gå i dit eget tempo.
Haven er kendt for sine mange forskellige planter, og især orkidéerne er værd at lægge mærke til. I drivhusene står de i rækker med forskellige farver og former, og den store variation er meget imponerende.
Kigger du op i trækronerne, får du måske øje på de store flyvende hunde, som hænger i grupper i træerne. De fylder mere, end du lige regner med, og det er lidt en oplevelse i sig selv at stå og se dem hænge der eller flyve afsted i skumringen.
Den botaniske have fungerer som et roligt afbræk fra byen, hvor du kan gå på opdagelse i de smukke omgivelser.
Templer
Lidt uden for Kandy finder du templer som Lankatilaka og Embekke, som giver en anden type oplevelse end tandens tempel i centrum. Her er typisk færre besøgende, så der er god plads til at udforske stederne.
Lankatilaka ligger på en bakketop med udsigt over landskabet, og allerede turen derop er en del af oplevelsen. Inde i templet møder du vægmalerier og flotte rum, der stadig bruges i dag.
Embekke-templet er især kendt for sine træudskæringer. Her er det søjlerne og loftet, du kigger på. Mønstre og figurer er skåret direkte i træet, og mange bliver stående lidt længere, fordi der hele tiden dukker nye detaljer op.
Seværdighederne omkring Kandy giver dig både kultur og ro, og det hele ligger tæt nok på til, at du nemt kan nå flere steder på samme dag.
Kandys historie – fra kongeby til nutid
Kandy har spillet en central rolle i Sri Lankas historie. Byen var den sidste kongelige hovedstad og fungerede i mange år som et magtcentrum i højlandet. Samtidig blev Kandy betragtet som den sidste bastion på øen i en periode, hvor flere lande forsøgte at få kontrol over Sri Lanka.
Gennem århundrede formåede byen at bevare sin position, selv når andre områder blev påvirket af kolonimagter. Placeringen i det bakkede landskab gjorde den svær at nå, og det var med til at beskytte byen i en tid præget af opdagelse, handel og kamp om territorier. Først senere blev Kandy en del af det koloniale styre, men byen bevarede sin kulturelle betydning.
Historien om Kandy hænger også tæt sammen med Sri Lankas vej mod uafhængighed, hvor byen fortsat spillede en rolle som kulturelt centrum. Når du bevæger dig rundt i Kandy i dag, kan du stadig se spor af den tid. Arkitekturen varierer, og du finder både ældre bygninger og nyere konstruktioner side om side.
Naturen omkring Kandy
Kandy ligger midt i det grønne Sri Lanka, hvilket tydeligt ses, når du bevæger dig væk fra centrum. Byen er bygget op omkring den smukke sø midt i dalen, der fungerer som et naturligt samlingspunkt. Her kan du gå langs vandet og få en pause fra trafikken, mens du kigger op mod de grønne bjerge, der omkranser byen.
Bevæger du dig lidt længere ud fra centrum, åbner landskabet sig. Små veje snor sig gennem bakker og skovområder, og du får hurtigt øje på de første frodige teplantager, der ligger som grønne tæpper hen over skråningerne.
Området omkring Kandy fungerer som indgangen til højlandet, hvor du bevæger dig videre ind i områder med smukke bjerge og mere åbne landskaber. Flere steder får du en fantastisk udsigt ud over dalene, hvor tågen kan ligge lavt om morgenen, og hvor farverne skifter i løbet af dagen.
Oplevelser og aktiviteter i Kandy
Rejser til Kandy giver dig mulighed for at kombinere oplevelser i byen med aktiviteter i naturen, og det er netop her, byen fungerer godt på en rundrejse.
Vil du ud i naturen, kan du tage på trekking i områder som Knuckles-bjergene eller vælge en kortere gåtur i Kandys smukke natur. En tur til Balana-området giver dig også en fin udsigt over det bakkede landskab og en fornemmelse af højlandet.
Inde i byen er en tur i tuk tuk næsten en oplevelse i sig selv. Du bevæger dig gennem trafikken og forbi lokale kvarterer, og det er en nem måde at nå flere stop på.
Du kan også opleve den traditionelle danseforestilling med trommer og ildshows, besøge Ambuluwawa-tårnet eller tage på tur til en spice garden giver dig indsigt i de krydderier, du møder i den srilankanske mad.
Tandens tempel er for mange et naturligt højdepunkt, og har du tid, kan du også tage på udflugt til Dambulla Cave Temple med farverige vægmalerier og Buddha-figurer.
Hvor skal du bo i Kandy?
Når du vælger hotel i Kandy, vælger du i høj grad, hvordan dit ophold skal føles. Vi foretrækker de hoteller, der ligger lidt uden for byen eller oppe i bakkerne, hvor du får mere ro og bedre omgivelser end inde i centrum.
Her er du omgivet af grøn natur, og mange steder har udsigt over enten byen, søen eller floden. Flere hoteller har terrasser eller balkoner, hvor du kan sidde og nyde udsigten, og det giver en helt anden oplevelse end at bo midt i trafikken.
Du finder alt fra mindre, charmerende hoteller med personlig atmosfære til større hoteller med pool, spa og lidt mere luksus. Mange steder har pool med udsigt over landskabet, og flere hoteller har også egne restauranter, så du kan blive på hotellet om aftenen og slappe af uden at skulle tilbage ind til byen.
Samtidig er du stadig tæt nok på Kandy til, at du nemt kan tage ind til centrum i løbet af dagen. På den måde får du både byens oplevelser og et sted, hvor du kan trække dig tilbage igen, når du har brug for en pause.
Togturen fra Kandy til Ella
Togturen fra Kandy til Ella er en af de oplevelser, mange fremhæver som et højdepunkt på rejsen. Her bevæger du dig gennem højlandet, hvor landskabet ændrer sig undervejs.
Du kører forbi frodige teplantager, små landsbyer og smukke bjerge, og flere vælger at stoppe undervejs i Nuwara Eliya. Her får du et helt andet klima og landskab end i resten af Sri Lanka. Området er kendt for sine teplantager, køligere temperaturer og åbne grønne bakker, og det er et godt sted at tage en pause, besøge en tefabrik eller bare opleve omgivelserne.
Herefter fortsætter turen mod Ella, som er en mindre by i højlandet med en rolig og afslappet stemning. Her bruger du dagene på at vandre til udsigtspunkter som Little Adam’s Peak eller Nine Arch Bridge, hvor toget passerer gennem det grønne landskab.
Hvornår skal du besøge Kandy?
Du skal besøge Kandy fra december til april, hvis du vil have det mest stabile vejr og de bedste betingelser for at opleve byen og området omkring.
Du kan dog besøge Kandy året rundt, og oplevelsen ændrer sig med årstiden. I perioden uden for de tørreste måneder kan der komme regn, typisk i kortere byger sidst på dagen, som hurtigt driver over igen.
Regnen gør landskabet grønnere, og det giver en anden stemning i byen og naturen omkring. Det vigtigste er derfor at planlægge dagene lidt fleksibelt, så du får mest muligt ud af dit ophold uanset tidspunkt.
Kombinér Kandy med andre destinationer i Sri Lanka
Kandy ligger centralt i Sri Lanka, og det gør det nemt at kombinere en rejse hertil med andre destinationer rundt på øen. Herfra bevæger du dig videre mellem højland, kultur og kyst, alt efter hvad du har lyst til.
Sigiriya er et oplagt næste stop, hvis du vil have flere kulturelle oplevelser. Den markante klippefæstning rejser sig midt i landskabet, og i området kan du også tage på safari, hvor du kan opleve elefanter i det fri.
Adams Peak tiltrækker især dig, der gerne vil vandre. Turen til toppen starter ofte i mørke, så du når op til solopgang, og oplevelsen belønner dig med udsigt over det omkringliggende landskab.
Du kan også vælge at tage ud til kysten og Galle. Her skifter rejsen karakter til strandlivet med hvide sandstrande, badeferie og mulighed for snorkling langs kysten.
C&C Travel skræddersyr din rejse til Kandy
Kandy er et af de steder på en rejse til Sri Lanka, hvor du kommer tættere på landets kultur, natur og hverdag. Her kan du gå fra templer og markeder til grønne omgivelser og små udflugter i højlandet – alt sammen inden for kort afstand.
Uanset om du drømmer om at opleve tandens tempel, tage på trekking i bjergene eller bare nyde roen, hjælper vi dig med at få styr på det hele.
Ring til os! Så sammensætter vi dit Kandy-eventyr ud fra, hvad du har lyst til. Og vi er med hele vejen - både før, under og efter rejsen.











