Sri Lanka

Sri Lankas vilde natur og dejlig strandby

16 dages rejse fra
16.890,-

2 nætter Kitulgala, 2 nætter Ella, 1 nat Tissamaharama (Yala), 2 nætter Sinharaja regnskoven og 6 nætter Unawatuna

Din rejse til Sri Lanka starter i Kitulgala, hvor du skal bo i telt i junglen ud til Kelani floden. Nu er du omgivet af smuk natur, og du kan lige så godt vænne dig til det, for det vil du være på det meste af rejsen! Gå ture i junglen, spejd efter vilde dyr og tag på sejlture på floden - der er blandt andet mulighed for river rafting! Herefter går turen videre til Ellas smukke højland, hvor du kan vandre i smukke landskaber med temarker og grønklædte bjerge, så langt øjet rækker. Tag på udflugt til Ella Gap, som er Sri Lankas mest berømte udkigspunkt, og nyd så den smukke, smukke udsigt ud over højlandet. I Tissamaharama er der rig mulighed for at besøge Yala Nationalpark, hvor du kan være heldig at se elefanter, leoparder og andre sjove dyr. Nu er det af sted til regnskoven i Sinharaja, hvor klimaet er tropisk, og der hænger en tung dis over træernes toppe. Gå rundt mellem lianer og kæmpebregner eller bestig Hinipitigala - det højeste bjerg i området. Du slutter af på stranden i Unawatuna, hvor du kan nyde det skønne vand og dase i skyggen fra palmerne. Her er både mulighed for by og strand, og så er her bare virkelig dejligt!

Rejsen i billeder

Gå på opdagelse i junglen
Rejser til Sri Lanka
Kitulgala
Rejser til Sri Lanka
En af de mange dejlige strande
Natur i Yala Nationalpark
En af de farvestrålende Ceylon blåskader
Rejser til Sri Lanka
Tæt regnskov

Dag-til-dag

  1. Afrejse Danmark
  2. Ankomst Kitulgala
  3. Kitulgala
  4. Kitulgala - Ella
  5. Ella
  6. Ella - Tissamaharama
  7. Tissamaharama - Sinharaja
  8. Sinharaja
  9. Sinharaja - Unawatuna
  10. Unawatuna
  11. Unawatuna
  12. Unawatuna
  13. Unawatuna
  14. Unawatuna
  15. Unawatuna
  16. Hjemkomst Danmark
Se detaljeret rejseplan
16 dages rejse fra
16.890,-
Ring eller skriv til Camilla

3176 4018
eva@cctravel.dk


Rejseplan

Her har du en detaljeret beskrivelse af, hvad du kan opleve på de forskellige dage på denne rejse. Sørg for at sætte dig godt til rette og find læsebrillerne frem!

Dag 1

Afrejse fra Danmark

Sri Lanka er grønne temarker, vilde nationalparker, eksotisk dyreliv, smukke kolonitidsbyer, spændende historie og dejlige strande – så gør dig klar til at blive bombarderet med oplevelser og nye indtryk!

Nyd flyveturen østover og glæd dig til at opleve landet, der også kaldes “Det lille mirakel”.

Dag 2

Velkommen til Kitulgala!

I dag ankommer du til Kitulgala.

Hvis du vil have aktive eventyr, så er Kitulgala lige stedet! Kitulgala er en mindre by i den vestlige del af Sri Lanka omgivet af frodig jungle. Filmen Broen over floden Kwai, en kendt engelsk film om 2. verdenskrig fra 1957, blev optaget i området på Kelani floden – og ikke i Thailand, hvor River Kwai ligger. På floden kan du white water rafte og efter sådan en tur, kan du tage hen på en af de små restauranter langs floden og spise en omgang god ’rice and curry’.

Udsigt ud over Kelani River i Kitulgala
Kelani River
Rejser til Sri Lanka

Dag 3

Brug en dag i Kitulgalas natur

Der er masser af aktiviteter at tage sig til her i området, så det er bare med at vælge, hvad du har lyst til…

Du kan prøve at gå ned ad et vandfald – ja, bogstaveligt talt. Du går ned ad klippevæggen med et reb om livet, mens vandmasserne bruser omkring dig. Du kan selvfølgelig også blive på landjorden og tage på vandretur gennem junglen, hvor du går sammen med en guide blandt flotte bananpalmer, gummitræer og sagopalmer, der producerer det meget søde sukker kaldet jaggery. Eller hvad med en tur gennem luften på en zipline gennem junglen? Det går lidt stærkere!

Hvis du er fugleinteresseret, kan du tage på arrangerede fugleture og du kan også tage på cykelture gennem junglen til den over 30.000 år gamle Belilena grotte. Her har man fundet mange skeletter, og nogle af dem har været hele 32.000 år gamle, men i dag bor der kun flagermus i grotterne. Indgangen ligger smukt inde i junglen på et højdedrag der er 2 km højt, og du har en fantastisk udsigt over junglen og gummiplantager. De mange aktiviteter tiltrækker både udenlandske turister og veluddannede unge fra Colombo og andre af landets byer.

Kenali River i Kitulgala
River rafting på floden
Træfrø i Kitulgalas natur
Gå på opdagelse i junglen

Dag 4

Med tog til Ella

I dag skal du med toget til Ella – en tur på ca. 6 timer.

Det er en meget berømt og meget, meget smuk togstrækning! Toget kører nemlig gennem et landskab med smuk natur, flotte vandfald og temarker i massevis. Folk vinker til dig fra plantagerne, og du kører forbi bittesmå landsbyer – og sågar igennem skyer!

Togbilletter er lidt besværlige at booke i Sri Lanka, og det er aldrig til at vide, hvilken vogn du kommer til at sidde i. Vi booker altid plads på 2. eller 3. klasse, fordi de har meget mere charme end 1. klasse. Her kan du måske, ligesom C&Cs medarbejdere på tur, være heldig at møde en hel flok unge mennesker, der danser til medbragt musik næsten hele vejen i togvognen ved siden af. Måske kan du også tage en sving-om! Folk vinker til dig fra plantagerne og markerne, husk at vinke igen.

Det er en god idé at tage lidt vand og snacks med til turen, men der kommer som regel en sælger igennem toget et par gange i løbet af turen med samosaer og te med mælk. Hvis du har tid, kan du også lige smutte ind i den lækre ’Coffee Bar Grand Hotel’ i Nuwara Eliya og købe en take-away kaffe og en lille kage til turen. Det er nok her, du får den allerbedste kaffe i hele Sri Lanka!

I Ella bliver du hentet på stationen og kørt til dit hotel. Ella er en lille by med ca. 1.000 indbyggere, der ligger smukt i bjergene omgivet af toppe og dale, vandfald og teplantager. Byen er fuld af backpackere, småbutikker, barer og restauranter, så du er altså ikke helt alene her i bjergene, men stemningen er hyggelig. Overalt har du fantastisk udsigt ud over dalene og bjergene, og det hele er så grønt og fint.

Tog i Sri Lanka er en helt særlig oplevelse
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Ella Gap
Rejser til Sri Lanka

Dag 5

Nyd Ellas smukke højland

Ella er et perfekt udgangspunkt for vandreture og trekking i bjergene. En af de bedste trekkingture er på ca. to timer op ad Little Adam’s Peak et af bjergene i nærheden.

Har du mod på en lidt større udfordring, så tag op til Ellas Rock – det tager ca. 2 timer op og 2 timer ned. Det er en lidt hård tur, men der er den smukkeste udsigt fra toppen… Du kan se lige ind i skyerne på bjergene overfor. Sæt dig godt til rette på stenene og nyd det. På C&Cs firmatur førte guiden Daya an op til Ella Rock. Han spankulerede roligt afsted i pæne blankpolerede sko og bukser med pressefolder, mens de andre oksede efter ham i kondisko og sportstøj. Vejen gik over trærødder, sten og små vandløb og hele tiden stejlt opad. Da de nåede toppen var de helt udkørte og meget stolte af sig selv over, at de var kommet – Daya havde ikke fået den mindste smule sved på panden.

Fra Ella kan du selvfølgelig vandre op og kigge ud gennem Ella Gap, en dal mellem Ella Rock og Little Adam’s Peak, der åbner sig op sydover. Det er en af de mest berømte og måske den smukkeste udsigt i hele Sri Lanka.

Du kan også tage ud til Demodara Nine Arch Bridge om morgenen. Det er en flot gammel bro over en kløft i bjergene, hvor togene kører over i det grønne landskab. På C&Cs firmatur begyndte det at regne ret voldsomt, mens vi stod og ventede på toget. Bagved os stod en familie med en paraply hver, og pludselig prikkede faren en af os på skulderen, og de gav os to af deres paraplyer og delte selv dem, de havde tilbage. Bare for at vi ikke skulle blive våde!

Hvis du kan lide den srilankanske mad, kan du også bringe den med dig hjem ved at prøve et madlavningskursus i Ella Spice Garden, som i sig selv er en underholdende oplevelse. Her vil du lære de srilankanske krydderier samt madlavningsteknikker at kende. Har du lyst til en god kop kaffe eller noget lækker mad, så tag hen til den super hyggelige Chill Café nede i byen eller besøg Ella Motel, hvorfra du kan nyde kaffen med udsigt til Ella Gap.

Rejser til Sri Lanka
Bambarakanda vandfaldet
Søde børn
Tag på vandretur i bjergene
Teplantager
Tøjvask i Ella
Smuk natur i Ella

Dag 6

Velkommen til Tissamaharama og Yala Nationalpark!

Så går turen videre til Tissamaharama!

Din privatchauffør har ikke tilladelse til at køre rundt inde i Yala National Park, men det betyder heldigvis ikke, at du ikke kan komme ind at opleve den smukke jungle. Du lejer bare en firehjulstrækker med chauffør, og så vil han køre dig rundt, mens du kan holde udkig efter alle dyrene.

Yala er et af de største naturreservater på Sri Lanka med sine 979 km², og også det mest besøgte. Det kan godt nogle steder minde lidt om en savanne i Afrika, og andre steder er det jungle. Her er bl.a. leoparder, elefanter, krokodiller, vandbøfler, bjørne, antiloper, hjorte, vildsvin og aber. Hvis du er heldig, ser du flotte påfugle med farvestrålende fjerpragt, som kun lever vildt på Sri Lanka udover Indien. Derudover er her et rigt fugleliv med omkring 215 fuglearter. Du kan ikke forvente at se dem alle, specielt ikke de vilde leoparder, som er den største af slagsen i verden – de løber tit deres vej, når mennesker kommer tæt på. Men Yala Nationalpark er et af de bedste steder at spotte dem, og chancerne er bedst fra februar til juli. Du har til gengæld muligheder for at se rigtig mange forskellige dyr og omgivelserne er bare så smukke – høje træer, højt græs og ægte jungle.

Flot natur i Yala Nationalpark
Elefanter i Yala Nationalpark
En leopard hviler sig
Kør i jeep igennem nationalparken

Dag 7

Velkommen til Sinharajas regnskov!

Så står den på regnskov!

Du skal nemlig til Sinharaja, der ligger omkring 80 kilometer fra Udawalawe Nationalpark, og her kommer du virkelig ud i den frodige natur og det tropiske klima! Den helt unikke natur i regnskoven er også en af grundene til, at stedet er på UNESCOs liste over verdensarv, for her er både vådland, bjerge, floder og smukke vandfald. Det hedder bestemt ikke en regnskov for ingenting, for over træernes toppe hænger ofte en tåge af tunge regnskyer, og det er netop den megen regn, der gør regnskoven så frodig. Hvis du kommer i august og september eller mellem januar og tidligt i april, slipper du for den værste regn. Navnet Sinharaja betyder Løvekongen, og legenderne fortæller, at folk fra omegnen nedstammer fra mødet mellem en prinsesse og løvekongen, som eftersigende har boet i skoven – vi ved ikke, om det er sandt, men vi kan garantere, at her ikke bor løver mere!

Du må ud og gå en tur i den smukke natur og se dig lidt omkring. Du kan selvfølgelig også bare slappe af på resortet og hvile benene, så du er klar til en dag i regnskoven i morgen?

Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Rejser til Sri Lanka
Tæt regnskov
Rejser til Sri Lanka

Dag 8

Tag på udflugt i regnskoven

På en vandretur rundt i regnskoven går du blandt kæmpebregner, lianer og ældgamle, mosbevoksede træer, og du skal holde godt udkig efter farvestrålende fugle og makakaber i trætoppene og forskellige hjortearter, slanger og frøer nede på jorden. Der levede også engang masser af elefanter i regnskoven, og det siges, at der stadig er tre tilbage – det vides dog ikke med sikkerhed, for man har ikke set dem i årevis! Til gengæld kan du – hvis du er rigtig heldig – spotte en leopard!

Tag en trekkingtur op i højderne til regnskovens højeste bjerg, Hinipitigala, eller tag ud til de små landsbyer i og omkring regnskoven. Her arbejder folk for at bevare naturen – de samler dødt træ, plukker medicinske planter og tapper saft fra palmerne, så de kan producere palmesukker.

Sinharaja regnskoven
En Ceylon blåskade
Frodig natur
Vandfald og kilde i regnskoven
Smukt vandfald

Dag 9

Velkommen til Unawatuna!

I dag ankommer du til Unawatuna på Sri Lankas sydvestlige kyst. Unawatuna er en hyggelig og meget lille kystby. Det er en strandby, der har udviklet sig med turismen, så her er mange små souvenirbutikker, hyggelige restauranter og hoteller.

Unawatuna ligger i en bugt, og er beskyttet af et koralrev, hvilket gør, at vandet er roligere her, end ved andre strande på Sri Lanka - i hvert fald i højsæsonen. Der er masser af fisk og skildpadder i havet ud for stranden, og det gør, at her er gode muligheder for dykning. Nogle steder kommer skildpadderne endda op på stranden for at lægge deres æg i yngletiden.

På en lille gåtur langs stranden hører du musikken fra strandens restauranter og barer, og overalt mødes du af smil og imødekommenhed. Der er en afslappet stemning på stranden, sælgerne er ikke påtrængende, og du bør helt bestemt gå en tur hen til strandens vestlige side, hvor du finder Sunset Point. Dette er en klippe, hvorfra du kan se en smuk solnedgang over havet.

Hvis du vil prøve noget mere, som du kan tage med dig hjem til Danmark, kan du også lære at lave fantastisk mad på madlavningskurser. Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land - måske kæmperokker, hammerhajer, sværdfisk eller tun. Du kan også vælge at bo i Hikkaduwa lidt længere vestpå ad kysten. Her er også dejlige hoteller!

Dejlige Unawatuna
Den smukke bugt
Nyd sandstranden
Dykkere på stranden i Unawatuna
Gå en tur langs stranden i solnedgangen
Fiskere på pæle i vandet

Dag 10 - dag 14

Nyd livet på Unawatunas dejlige strand

I Unawatuna kan du selvfølgelige bruge tid på stranden.

Måske skal du have en yoghurt lassi på stranden eller i en af de små boder langs hovedgaden? Eller hvad med en smuttur til Jungle Beach, der har lidt roligere vand end Unawatuna Beach? Her kommer de lokale tit og bader, når de har fri. Du kan tage en tuctuc på 10 minutter, men du skal også vandre lidt ned ad en lang stensti.

Du kan også leje en cykel og køre langs stranden. Her kan du være heldig at se fiskerne hive deres fangst i land, måske kæmperokker, hammerhaj, sværdfisk eller tun. Du kan også tage en tuk-tuk og bede om en tur lidt ud af byen bare for at se, hvordan der ser ud, der hvor der ikke er så mange turister. Du kan fx køre op på toppen af bakken bagved byen. Det hedder Bonavista og har, som navnet antyder, en flot udsigt ned over bugten og Galle. Køb en sodavand og en pakke kiks fra en bod deroppe og kør så tilbage igen.

Søndag er stranddag i Sri Lanka. Det er denne dag, de fleste har fri, og så skal der slappes af. Det kan ses på stranden, hvor der er mange flere mennesker om søndagen end på ugens andre dage. Den store madkurv bliver pakket med ’rice & curry’, solparasoller og badedyr, og så valfartes der i familieflok til stranden. Som regel er de srilankanske badende mere påklædte, end vi er vant til, og det gælder for alle landets religioner, da den generelle blufærdighedsgrænse her er lidt højere sat, end den er i Danmark. Men ellers er der ikke den store forskel på, hvordan stranden nydes.

Unawatuna ligger tæt på den enestående, gamle, smukke by Galle.

Galle er en virkelig charmerende by, hvor mange minder fra kolonitiden stadig er at se. Her er blandt andet en herlig gammel bymur, hvor folk vandrer rundt om aftenen ved skumringstid. Tag selv en tur her og gå blandt familierne, parrene, de gamle, ja alle der også er ude og nyde stemningen og udsigten over havet. Nogle af de unge fyre hopper har gjort det til en sport at hoppe ud fra bymuren ned i det klippefyldte vand uden at ramme en eneste sten. De vil garanteret spørge dig, om du ikke vil give en lille mønt for at se det – men de hopper, uanset om du betaler eller ej. Stemningen er virkelig hyggelig og afslappet, og du kan rolig sætte et par timer af til bare at slentre rundt og kigge på sjove butikker og spise god mad. De smalle gader bugner nemlig af kunstgallerier, antikvitetsforretninger, butikker, barer og smarte restauranter.

Hvis du har lyst til at være aktiv, kan du tage på forskellige cykelture med guiden Chameera, som ved en hel masse om området. Chameera viser dig alt, hvad der er værd at se, og han kan fortælle små, sjove historier om alle seværdighederne. Du kan vælge en tur rundt i Galle, der bl.a. går forbi fortet, som næsten ligner en hel lille by. Turen tager fire timer, og du får vand og forfriskninger undervejs. Du kan også komme på en tur rundt i lokalområdet. Chameera kender området ud og ind og vil tage dig med rundt til små landsbyer, en lagune, frodige mangroveskove, templer og grønne rismarker. Turen er to timer lang, og du får noget at drikke og små snacks undervejs.

Galle
Fyrtårnet i Galle
Galle fort
På jagt efter kokosnødder
Glade børn
En af de mange dejlige strande

Dag 15

Afrejse fra Sri Lanka
Så er det blevet tid til at pakke alle de gode oplevelser ned i kufferten, for i dag vender du igen næsen hjemad mod Danmark. Rigtig god tur!

Dag 16

Velkommen hjem!
Hjemme i Danmark, hvorfra du kan se tilbage på denne tur med fantastiske minder, masser af billeder og et væld af oplevelser.

Hoteller på din rejse

Her er de hoteller, vi har valgt til dig i hver by på din rejse til Sri Lanka. Vi har valgt hotellerne ud fra både pris, beliggenhed og charme, så du er sikker på at bo godt. Og husk, at vi har mange flere hoteller, du kan kigge på, hvis du har andre ønsker.

Disse hoteller er inkluderet i prisen. Mod et tillæg kan du vælge de hoteller, der er markeret med en orange “Upgrade”-cirkel.

Byer på din rejse

På denne rejse skal du bo i disse dejlige byer. Læs om hvert sted, der hver især byder på store oplevelser i Sri Lanka!

Kort over rejsen

Her kan du se et kort over rejsen, så du kan du kan fornemme, hvor byerne ligger i forhold til hinanden.

Transport

Alle transporter på rejsen er inkluderet.

  • Fly Danmark-Colombo t/r. 
  • Transport på rundrejsen i Sri Lanka foregår i privat bil/minibus med privatchauffør.
  • Transporten mellem Kitulgala og Ella foregår med offentligt tog gennem smukt landskab.
  • Transporten fra hotel til lufthavnen foregår med privat bil/minibus.

Priser

Filtrer priser på periode:

Afrejse i følgende periode
Voksne
Børn u/12 år
Inkluderet
  • Fly Danmark-Colombo t/r.
  • Alle transporter på rejsen.
  • 7 dages rundrejse i privat bil med chauffør.
  • 13 overnatninger med morgenmad.
  • Tilskud til Rejsegarantifonden.
  • Prisen er baseret på 2 personer i delt dobbeltværelse.
Vis alt Vis mindre
Ikke inkluderet
  • Visum til Sri Lanka (omkring 35 USD).
  • Entréer til seværdigheder og nationalparker.
  • Drikkepenge overalt - specielt forventer din chauffør omkring 8-10 USD i drikkepenge hver dag.
  • Udgifter til vaccinationer, tests og dokumentationer, der er nødvendige for, at du kan gennemføre rejsen.
  • Evt. obligatorisk julemiddag og nytårsmiddag.
  • Evt. afbestillingsforsikring.
  • Evt. rejseforsikring.
  • Evt. gebyr for individuel rejse hvis du ønsker ændringer til rejseplanen (fra 190 kr. per person).
Vis alt Vis mindre