Hej alle sammen. Nu har jeg endnu en gang været ved tasterne og skrevet om en fantastisk destination – denne gang er det gået ud over Colombia. God læselyst!
Colombia here I come
Før jeg giver mig i kast med at fortælle jer om hvor fuldstændig enestående fantastisk Colombia er, så skal I vide en ting: Colombia har længe stået allerøverst på min bucket list, så jeg krydsede Atlanterhavet med høje forventninger. Uden egentlig at vide præcis hvad jeg kunne forvente, så forventede jeg mig virkelig meget. Jeg havde taget min far med på turen, og mine høje forventninger havde smittet af, så der var virkelig pres på.
Turen var en del af mit første møde med den latinamerikanske verden, og jeg var ærligt en smule bekymret over, at jeg ikke taler spansk. Dét viste sig heldigvis ikke at være en stor udfordring, fordi de lokale, på trods af deres manglende engelskkundskaber, var virkelig søde og imødekommende, og på en kombination af spansk, engelsk og tegnsprog fandt vi altid ud af det. Så nu kan I i hvert fald ikke bruge det som undskyldning for, at I ikke skal skynde jer vestpå – selv tak.
Nå, lad os komme i gang…
Overvældende Bogotá
Vi ankom, selvsagt meget forventningsfulde, til Bogota og det første der mødte os var regnvejr og en helt anden temperatur, end den vi var vant til fra vores rejse i Costa Rica. Nå, men Bogota ligger altså også i 2.640 meters højde, så skyhøje sommertemperaturer var måske også for meget at forlange. Vi tjekkede ind på La Muisca – et lille hotel i La Candelaira, som er den gamle bydel. Et mindre, enkelt og hyggeligt hotel, hvor det mest af personalet kunne tale engelsk.
La Candelaira er et charmerende område med nogle sindssygt stejle og fine gader. Nogle brostensbelagte og nogle fulde af streetart, men fælles for dem er at alle gaderne i området er meget farverige. Vi sluttede os til en guidet tur rundt i området, hvor vi fik et indblik i betydningen af byens gadekunst.
Det er stort i Bogota, og der findes imponerende værker på alle gadehjørner. Historien om graffiti er spændende og lidt voldsom, men det giver en forståelse af miljøet, af motiverne bag og en fornemmelse af hvad Bogota blandt andet er for en størrelse, ikke mindst politisk.
Det nye Bogotá
Vi havde fået anbefalet at bruge dagstimerne i La Candelaira-området, og aftenerne i de rigere og mere moderne bydele som Zona Rosa og Parque 93. Jeg lytter naturligvis altid til eksperterne (det er dejligt at have gode kollegaer, som gerne deler ud af egen erfaring. Eller faktisk nærmere slet ikke kan lade være!). Vi fik forklaret en taxachauffør, at han skulle sætte os af ved en typisk colombiansk restaurant. Ikke nogen specifik, men en som han kunne anbefale. Som sagt så gjort, og vi fik en af de bedste middage overhovedet. De moderne bydele er lidt rarere at bevæge sig rundt i om aftenen end La Candelaira, og derudover er der mange flere restauranter og barer at vælge imellem.
På tur med David – C&Cs menneskelige ansigt
Dag to startede stærkt ud. Vi skulle mødes med David, som er vores menneskelige ansigt i Colombia. Han skulle give os en guidet rundtur i byen og fortælle os om, hvordan det er at være ung i Bogota og i Colombia i det hele taget. Sikke en oplevelse! David gik til højre hvor alle andre turister gik til venstre, han lyttede til vores interesser og det betød blandt andet at vi kom på biblioteket. Jeg har en kæmpe ting for biblioteker, og det fik David meget elegant flettet ind i turen. Vi kunne spørge ham om alt – han fortalte om sin familie, deres liv og hverdag, og vi gik på en lille lokale café og smagte en række specialiteter.
Vi talte også med lokale gadesælgere, altså igennem David som kunne oversætte, og en af de søde damer fik mig overtalt til, at købe en pose big ass ants. Jep, det smagte ligeså ubehageligt som det lyder.
Det jeg prøver at fortælle jer er, at når I skal til Bogota, så må I altså ikke snyde jer selv for en tur med David. Det er den bedste start på en rejse rundt i Colombia!
En ikonisk restaurant
Igen samlede vi i løbet af dagen på restaurantanbefalinger (man skal jo nødigt gå glip af noget), og da fire personer fuldstændig uafhængigt af hinanden havde foreslået Andres DC var der ingen vej uden om. Det skulle altså prøves og det vist sig at være et spøjst sted. Stort, farverigt og med dimsedutter alle steder. Jeg følte mig faktisk et øjeblik hensat til Ariels, Den lille Havfrues, skattekammer. Menukortet er en hel bog på 50 sider og atmosfæren er bare helt fantastisk. Prøv det! Anbefaling herfra i hvert fald.
Østpå mod Palomino og store naturoplevelser
Næste stop på turen var Palomino, som ligger cirka halvanden times kørsel fra Santa Marta ved den caribiske kyst. Tidlig afgang fra Bogota betød tidlig ankomst i Palomino, og dermed muligheden for at presse lidt flere oplevelser ind. Den første oplevelse var faktisk køreturen fra lufthavnen til hotellet.
Vi kørte med kysten på den ene hånd og regnskoven på den anden. Nogle steder var regnskoven erstattet af gigantiske bananplantager, og andre steder passerede vi de mindste små landsbyer.
Da vi nåede frem til hotellet styrede vi direkte mod stranden. Vi prøvede at stritte imod (ok, måske ikke så helhjertet, men alligevel), men vi kunne simpelthen ikke modstå fristelsen. Stranden ligger nemlig kun to minutters gang fra det lille hotel La Jorara. Nå, men det var altså skønt med et par timer her.
Ikke det bedste badespot, da bølgerne ofte er lidt voldsomme og strømmen kraftig, men der var ingen andre mennesker på stranden, så vi nød freden og lyden af det store hav. Vi var der lidt uden for sæson, så det krystalklare vand som man finder heroppe på andre tider af året, måtte vi nøjes med at forestille os.
Flere madanbefalinger
Da vi havde samlet lidt kræfter (det er hårdt at være på ferie, det ved alle) gik vi på opdagelse på hotellets store grund. De dyrker nemlig landbrug samtidig med, at de giver turister tag over hovedet, og vi fik set nærmere på de mange frugttræer – bl.a. mangoer og papayaer – som de både sælger ud af og bruger i deres eget køkken. Det betyder også, at der altid er masser af frisk frugt til at lave farverige juice af. Det er SÅ lækkert! Udover frisk frugt (som man I øvrigt også bare må smovse ligeså tosset man har lyst), så kan køkkenet også nogle helt særligt med fisk og skaldyr. Prøv det!
Jungle og strand i smuk forening
Man kan ikke tage til Palomino-området uden at tage en tur ind i Tayrona Nationalpark. Parken består af både regnskov og smukke, caribiske strande, og det er et oplagt sted til en vandretur.
Vi havde allieret os med en engelsktalende guide. Det viste sig dog, at han måske nok var engelsktalende (han kunne i hvert fald sige både regnskov og abe på engelsk), men grundet hans stærke accent lød det i virkeligheden mest som trylleengelsk. Det var selvfølgelig drønærgerligt, for manden var vældig rar og tydeligvis meget vidende om parken og dens flora og fauna. Tegnsprog er heldigvis ret universalt, så han pegede på diverse frøer, edderkopper, leguaner, fugle og aber undervejs, så vi fik stadig set en masse af skovens liv.
Vi gik i alt 14 kilometer med indlagte pitstops, hvor det var muligt at købe frisk frugt og juice ved små boder, som de lokale stammefolk havde opsat langs ruten. Der var også flere smukke udsigtspunkter, hvorfra vi kunne nyde det imponerende syn af regnskoven som møder de hvide sandstrande. Desværre havde vi ikke blå himmel og høj solskin som jeg ellers havde bestilt, men naturen er vidunderlig ligegyldigt hvad. Der var en del andre turister på ruten – som i øvrigt delvist forløb i regnskoven og delvist på og langs strandene – men det er jo desværre sjældent, at perler som Tayrona kan holdes helt hemmelige.
Vild natur og naturlige pools
Tilbage på hotellet gik vi på lidt mere på opdagelse i den vilde natur lige uden for vores dør. Derefter hoppede jeg i badetøjet og gik de 100 meter der var fra mit værelse og hen til den naturlige pool. Det er et naturligt vandhul der fyldes med vand fra en lille bæk, som løber oppe fra bjergene og ud mod havet. Det havde regnet en del, så vandet var lidt uklart, men det var køligt (nej, jeg er ikke viking) og helt eminent til det ene formål, at nedkøle vores trætte fødder. Mere blev det ikke til i den omgang.
Med firehjulstræk i Sierre Nevada bjergene
Den sidste dag i Palomino-området bestod af endnu en heldagstur, som jeg virkelig havde set frem til. Det er en relativt ny tur i C&C regi, så jeg kendte ikke til turens specifikke indhold på forhånd og det er jo altid spændende. Før jeg fortæller jer hvad vi oplevede på den næsten 10 timer lange dagstur, så skal I vide, at det var intet mindre end fuldstændig fantastisk. Set i bakspejlet var det en af de bedste ture på hele rejsen. Nå, nu til detaljerne. Vi blev læsset ind i en kæmpe Toyota 4×4 og kursen blev sat mod bjergene.
Vi undrede os faktisk lidt over bilen, men det viste sig ret hurtigt at give god mening. Vejene (hvis man da kan kalde dem det) var helt vilde, hullede, mudrede og fuldstændigt ufremkommelige i en almindelig bil. Vores chauffør gav den gas og alene køreturen rundt i bjergene var en hylende sjov oplevelse, hvis man er til lidt fart og action.
På kafferundtur i bjerge og tågeskov
Første stop på turen rundt i bjergene var ved La Victoria kaffefarm. Vi mødte Claudia, som er indehaver af farmen og af tysk oprindelse. Hun gav os en virkelig spændende rundtur, fortalte om sin egen og farmens historie, planterne, produktionen, udfordringerne for en kaffefarmer og så fik vi naturligvis serveret en kop kaffe (eller de som synes, at den slags smager godt gjorde i hvert fald). Hun fortalte, at de producerer mere end 40 tons kaffe årligt. Farmen er 6 km2 stor, og de 80 ansatte plukker i sæsonen omtrent 150 kg kaffe hver OM DAGEN. Det er helt vildt!
Vi så lidt kaffeplanter, og herefter fortsatte turen af de sjove veje op igennem bjergene og tågeskoven. Hvorfor det hedder tågeskove kunne vi ved selvsyn pludselig konstatere. Det hele lukkede til og der blev hvidt. Sådan helt fuldstændig hvidt og det var så smukt.
En af verdens største hængekøjer
Tågen lettede lidt igen da vi nåede op i 1400 meter højde. Jeg havde læst om et lille hostel, som er verdenskendt for den imponerende udsigt fra en kæmpestor hængekøje, som man kan slænge sig i – hvis man altså tør. Jeg tøvede lidt, men begav mig alligevel kravlende ud på gyngende grund, sådan helt bogstaveligt.
Min far fornøjede sig med at skubbe til hængekøjen så den gyngede godt, alt imens jeg forsøgte at holde fast samtidig med, at jeg skulle bande lidt af ham. Det var dog en virkelig fin oplevelse og det gav nogle rigtig ret flotte billeder. Og hvad gør man ikke for flotte billeder!?
Marinca vandfaldet og Kogui stammefolk
Sidste stop inden vi nåede tilbage til bjergbyen Minca, var ved vandfaldet Marinca. Jeg har vist nævnt det før, men jeg elsker vandfald, så jeg havde glædet mig rigtig meget. Der var ikke mange mennesker, og det gjorde bare oplevelsen endnu bedre. Det er smukt, ikke?
Jeg overvejede en badetur, men kom hurtigt på andre tanker da jeg først stak tæerne i vandet. Det kommer direkte fra bjergene og er altså temmelig koldt. Nuvel, jeg er også lidt sart hvad det angår (og nej, jeg er stadig ikke en viking), men der var andre som tilsyneladende nød at blive kølet lidt ned.
På turen tilbage til bilen stødte vi ind i fire kvinder. De stoppede op fordi de tilsyneladende kendte vores guide, så vi fik en lille snak med dem. De var klædt meget fint og traditionelt, og tilhører stammen Kogui. De bor i Sierra Nevada bjergene og lever et meget fattigt liv rent materielt, men spirituelt er de rige og det er det eneste som betyder noget for dem. Jeg synes det er ret smukt og faktisk også lidt inspirerende.
Tayrona og Minca blev er godt bekendtskab, og næste stop på turen er kafferegionen. Jeg kan faktisk ikke lide kaffe, men jeg havde set billeder af den fantastiske natur i området, så endnu engang var forventningerne skyhøje.
Stay tuned, hvis I er nysgerrige på om forventningerne blev indfriet.
Er du også blevet lun på at rejse til Colombia? Så se vores gode rejseforslag til Colombia lige her!
