Colombia

Tayrona

Gå tilbage

Rejser til Tayrona Nationalpark

Øst for Santa Marta finder du en af de smukkeste kyststrækninger i Colombia. Her møder den frodige jungle Det Caribiske Hav, mens Sierra Nevada de Santa Martas grønne bjerge rejser sig i baggrunden. Langs kysten ligger Tayrona Nationalpark, Buritaca og Palomino, som tilsammen byder på nogle af Colombias bedste naturoplevelser.

Det er ikke hertil, du skal rejse for at holde klassisk badeferie med stille, turkisblåt vand. Havet er nemlig ofte vildt med store bølger og kraftige strømme. Til gengæld får du noget helt andet! Her kan du bo på skønne hoteller midt i junglen, vågne til fuglesang og måske lyden af brøleaber i trætoppene. Brug dagene på vandreture, sejlture og spændende oplevelser, og slap bagefter af ved hotellets pool med udsigt til palmer og frodig natur.

Tayrona Nationalpark – vandring blandt jungle og vilde strande

Tayrona Nationalpark ligger omkring 34 km øst for Santa Marta og er en af Colombias mest kendte nationalparker. Her finder du et imponerende landskab med tæt jungle, store klippeformationer og smukke sandstrande, hvor palmerne næsten når helt ned til vandet.

Nationalparken er hjemsted for et rigt plante- og dyreliv, og på en vandretur gennem junglen kan du være heldig at spotte brøleaber, små titiaber, leguaner og farverige fugle. Hold øjnene åbne og lyt til lydene omkring dig. Nogle gange hører du nemlig dyrene, længe før du får øje på dem!

En af de mest populære vandreruter begynder ved El Zaino-indgangen og fører dig gennem junglen mod strandene Arrecifes, La Piscina og Cabo San Juan.

Undervejs skifter landskabet mellem tæt skov, åbne områder og små stier langs kysten. Ved Arrecifes får du den første rigtige fornemmelse af nationalparkens dramatiske kyst, hvor store bølger slår ind mod stranden. Her er det for farligt at bade, men synet er bestemt turen værd.

Fortsætter du videre, kommer du til La Piscina, som ligger mere beskyttet bag et naturligt rev. Her er vandet ofte roligere, og når forholdene tillader det, er det muligt at tage en dukkert.

Lidt længere fremme venter Cabo San Juan, som er en af Tayronas mest fotograferede strande. Her deler store klipper stranden i to små bugter, og palmerne står tæt langs det gyldne sand. Det er et virkelig smukt sted, og følelsen af at komme ud af junglen og pludselig stå foran Det Caribiske Hav er noget helt særligt.

Du skal dog være forberedt på, at Tayrona Nationalpark er populær, og at du sjældent har de kendte strande helt for dig selv.

Playa Cristal – en anden side af Tayrona

Vil du opleve en anden del af nationalparken, kan du besøge Playa Cristal, som ligger i den vestlige del af Tayrona.

Her er vandet ofte mere roligt end ved mange af de andre strande, og området er kendt for sine gode muligheder for snorkling. Du kan komme hertil via Neguanje og fortsætte med båd til stranden.

Playa Cristal er et dejligt alternativ, hvis du gerne vil kombinere naturoplevelser med lidt tid ved vandet. Vær dog opmærksom på, at adgangen kan være begrænset, og at forholdene afhænger af vejret.

Buritaca – afslapning mellem jungle og hav

Lidt længere østpå ligger Buritaca, hvor den tætte jungle møder lange, vilde sandstrande. Her er stemningen fredelig, og du finder flere skønne hoteller, som ligger omgivet af palmer og frodig natur – nogle næsten direkte på stranden.

Buritaca er oplagt, hvis du gerne vil bo et sted, hvor naturen fylder det hele. Forestil dig at vågne til fuglesang, nyde morgenmaden med udsigt til junglen og bruge eftermiddagen ved poolen med lyden af bølger i baggrunden.

Strandene er lange og smukke, men havet kan være temmelig voldsomt. Derfor er Buritaca ikke det oplagte sted til en traditionel badeferie. Til gengæld er det et dejligt område til lange gåture langs stranden og afslapning på hotellet.

Oplev Buritaca-floden og Taironaka

Buritaca-floden løber ned fra Sierra Nevada-bjergene og snor sig gennem den grønne natur, inden den munder ud i Det Caribiske Hav.

En af områdets spændende oplevelser er et besøg ved Taironaka, som ligger ved floden. Her finder du gamle stenterrasser og stier, der fortæller om Tayrona-kulturen, som tidligere havde bosættelser i området.

På en tur til Taironaka kan du lære mere om områdets historie og gå rundt mellem de gamle terrasser, som ligger omgivet af tæt jungle. Det er også muligt at kombinere besøget med en sejltur på Buritaca-floden, hvor du glider gennem den frodige natur og kan holde udkig efter fugle langs bredden.

Det er en rigtig fin måde at kombinere natur og kultur på, uden at du behøver begive dig ud på en lang vandretur.

Palomino – afslappet strandliv og bohemestemning

Fortsætter du længere mod øst, kommer du til Palomino, som er en lille kystby med en afslappet og lidt alternativ stemning.

Her finder du støvede gader med små restauranter, caféer, barer og butikker, og byen tiltrækker både naturelskere og rejsende, der gerne vil nyde nogle rolige dage ved kysten.

Palomino har en hyggelig bohemestemning med små boutiquehoteller, yogasteder og restauranter, hvor du kan slå dig ned med en frisk juice eller en god frokost.

Det er et dejligt sted at bo, hvis du gerne vil kombinere naturoplevelser med lidt mere liv omkring dig. I modsætning til mange af de mere afsidesliggende hoteller langs kysten har du her mulighed for at gå ud og spise om aftenen eller finde en hyggelig bar.

Stranden ved Palomino er lang og smuk med palmer og udsigt mod Sierra Nevada-bjergene. Havet er dog ofte præget af store bølger og kraftige strømme, så det er ikke nødvendigvis her, du skal tilbringe dagen med at bade.

Til gengæld kan du gå lange ture langs stranden, nyde solnedgangen og mærke den afslappede stemning, som Palomino er blevet kendt for.

Sierra Nevada – bjerge, jungle og oprindelige folk

Bag Tayrona, Buritaca og Palomino rejser Sierra Nevada de Santa Marta sig. Bjergkæden er noget helt særligt, fordi den ligger så tæt på havet og samtidig rummer nogle af Colombias højeste bjerge.

Området er hjemsted for blandt andet Kogui-, Wiwa-, Arhuaco- og Kankuamo-folkene, som har en stærk kulturel og spirituel tilknytning til bjergene, floderne og naturen.

For disse folk er landskabet ikke blot smuk natur, men også et helligt område, hvor forskellige steder har stor betydning for deres traditioner og levevis.

Det gælder også Tayrona Nationalpark, som flere gange om året lukker for besøgende i kortere perioder. Her får naturen ro, mens de oprindelige folk gennemfører ceremonier og arbejder med at bevare områdets naturlige og kulturelle balance.

Ciudad Perdida – den forsvundne by i junglen

Dybt inde i Sierra Nevada-bjergene ligger Ciudad Perdida, som betyder den forsvundne by. Den blev bygget af Tayrona-folket for mere end 1.000 år siden og består af gamle, cirkulære stenterrasser og trapper, der ligger gemt mellem junglens træer.

Den mystiske ruinby blev først kendt uden for området i 1970'erne, hvor ekstraordinære guldfund begyndte at cirkulere på det sorte marked. Det viste sig, at guldet stammede fra disse gamle ruiner, som faktisk menes at være omkring 600 år ældre end Machu Picchu i Peru.

Du kan kun komme til Ciudad Perdida på en 4-6 dages vandretur gennem junglen, men har du mod på eventyret, venter der en helt særlig oplevelse. Du kan næsten ikke undgå at føle dig lidt som Indiana Jones, når du står mellem de gamle stenterrasser omgivet af tæt jungle. Udsigten, omgivelserne og historien er noget helt vildt! Det mener Morten fra C&C Travel i hvert fald, og han har selv været der!

Oplevelser ved Tayrona, Buritaca og Palomino

Selvom Tayrona Nationalpark er områdets mest kendte seværdighed, er der mange andre spændende oplevelser langs kysten.

Tag for eksempel på en kakaotur, hvor du lærer om dyrkningen af kakao og processen fra kakaobønne til chokolade. Colombia har en lang tradition for kakaodyrkning, og det er spændende at få et indblik i arbejdet bag den chokolade, vi kender hjemmefra.

Du kan også tage på kortere vandreture i junglen, besøge Taironaka eller opleve landskabet fra en af områdets floder.

Og så er der selvfølgelig også noget helt særligt ved bare at nyde naturen. Du behøver nemlig ikke have planlagt aktiviteter hver eneste dag. Nogle gange er det nok at sidde på terrassen med en god bog, mens fuglene synger, og junglen summer af liv omkring dig.

Sådan bor du i Tayrona, Buritaca og Palomino

Når du rejser til Tayrona-området med C&C Travel, bor du som udgangspunkt ikke inde i selve nationalparken, men på et af de dejlige hoteller og lodges langs kysten.

Vi har samlet hotellerne omkring Tayrona Nationalpark, Buritaca og Palomino under én destination, men der er forskel på, hvor du bor, og hvilken stemning du kan forvente.

Tæt på Tayrona Nationalpark finder du hyggelige junglehoteller omgivet af tropiske planter og tæt skov. Her kan du vågne til fuglesang og måske være heldig at høre brøleaber i trætoppene. Flere af hotellerne har dejlige pools, hvor du kan slappe af efter en dag med vandring i nationalparken.

Ved Buritaca ligger flere af hotellerne tæt på stranden med palmer, jungle og havet lige uden for døren. Her er der god plads til afslapning, og mange steder er selve hotellet en stor del af oplevelsen. Brug dagen ved poolen, gå en tur langs stranden, og nyd de smukke omgivelser.

I Palomino finder du både hyggelige boutiquehoteller og lodges i grønne omgivelser. Her kan du kombinere afslapning med lidt mere byliv, da der er små restauranter og caféer i området.

Fælles for hotellerne er, at du bor tæt på naturen. Og det er netop dét, der gør et ophold langs denne del af Colombias caribiske kyst til noget særligt.

Hvornår skal du besøge Tayrona?

Du kan besøge Tayrona, Buritaca og Palomino året rundt, men vejret varierer i løbet af året.

Perioden fra december til april er generelt den tørreste og derfor et godt tidspunkt at opleve nationalparken og tage på vandreture. Her er stierne ofte lettere at gå på, og der er gode muligheder for at nyde områdets smukke natur.

Fra maj til november falder der typisk mere regn, og junglen bliver ekstra frodig. Regnen kan dog også gøre vandrestierne mudrede, og nogle aktiviteter kan blive påvirket af vejret.

Vær opmærksom på, at Tayrona Nationalpark normalt lukker i tre perioder om året af hensyn til naturen og de oprindelige folks ceremonier. Derfor er det vigtigt at undersøge parkens åbningstider, inden du planlægger dit besøg.

Kombinér Tayrona med andre oplevelser i Colombia

Tayrona, Buritaca og Palomino er oplagte stop på en rundrejse i Colombia, især hvis du gerne vil kombinere spændende naturoplevelser med afslapning.

Du kan for eksempel besøge den hyggelige bjergby Minca, som ligger i Sierra Nevada-bjergene nær Santa Marta. Her finder du kaffeplantager, vandfald og frodig natur, og temperaturen er ofte lidt mere behagelig end nede ved kysten.

Du kan også kombinere opholdet med Cartagena, hvor farverige kolonitidshuse, hyggelige pladser og gode restauranter venter. Og drømmer du om nogle dage med klassisk badeferie, er øerne ud for Cartagena et godt alternativ til Tayronas vilde strande.

På den måde får du både Colombias smukke natur, spændende kultur og afslappende strandliv med på rejsen.

Billeder

1 ud af 7
Rejser til Colombia
1 ud af 7
Rejser til Colombia
1 ud af 7
Rejser til Colombia
1 ud af 7
Rejser til Colombia
1 ud af 7
Rejser til Colombia
1 ud af 7
Rejser til Colombia
1 ud af 7
Rejser til Colombia

Dine ønsker:

Her ser du vores favoritter. Filtrér videre selv.

Fortæl os, hvad du ønsker, så finder vi det, der matcher!

Viser ud af

Hoteller i Tayrona

Flere hoteller i Tayrona

Oplevelser