Jeg var på kør selv-ferie i Cuba med mine forældre i 2017, og det var lidt af en oplevelse! Jeg har rejst meget i Asien, og Cuba minder på ingen måder om nogle af de lande, jeg har oplevet der. Det kan slet, slet ikke sammenlignes!
Det hele går lidt langsomt i Cuba – allerede i lufthavnen gik det langsomt. Der var varmt, og vi ventede længe på bagagen. Meget længe! Faktisk viste det sig, at vores bagage var blevet væk i Amsterdam, så det gav lidt bøvl, men endelig kom vi ud af lufthavnen og blev kørt ind mod Havana. Jeg havde aldrig været vestpå før, så jeg sad nærmest med næsen presset mod vinduet for at se, hvad det var for et land, jeg var kommet til. Palmer, amerikanerbiler og slidte huse for forbi mig.
Herlige Havana
Allerede samme aften fornemmede jeg det glade liv i Havanas gader med stemningsfuld salsamusik og masser af mennesker. Ikke kun turister – de lokale søger også ud i gaderne, og livebands spiller på hver eneste bar. Vi fik den første mojito til lyden af glad cubansk musik, og man kan altså ikke undgå at blive glad i låget af den smittende musik.
Havana er en hel speciel by! Vi slentrede rundt i byens gader for at se hele den gamle bydel og de mange smukke pladser. Selv de brostensbelagte gader er fulde af stemning og gademusikanter. Farvestrålende slidte huse ligger side om side, og der er store huller i vejene. Altså indimellem skulle jeg lige tænke mig om, hvor jeg gik, for det er altså ikke bare små huller. Alligevel er det hele så charmerende, og det passer på en eller anden måde sammen! Men mad i Cuba er altså ikke noget at råbe hurra for – helt generelt. Til gengæld er drinksene lækre.
Jeg er simpelthen så forelsket i Havana!
Du kan se en oversigt over alle vores rejser til Cuba her.
Kør selv i Cuba er super nemt!
Vi hentede vores lejebil ved det imponerende Museo de la Revolución, som ligger i et gammelt palads. Det var en ny og moderne bil – ikke en af de gamle amerikanerbiler. Det tog sin tid at få udleveret bilen, men alting tager sin tid i Cuba. Endelig var vi afsted! Min far måtte lige studere rundkørslen, der leder ud af byen på et kort for at gennemskue, hvordan han skulle greje den, men da vi først var ude af den, gik det nemt at køre selv i Cuba.
Her er nærmest ingen biler på vejene – og jo længere ud, vi kom, jo færre biler. Til gengæld mødte vi både cyklister og hestevogne på motorvejen, og det var nemt at lave en U-vending, da vi kørte forkert. For hvem kunne vi genere? Et vejskilt kunne måske have hjulpet os et par gange, men vi havde heldigvis downloadet et kort, der hjalp os. Og vi spurgte også et par drenge på en cykel om vej undervejs.
Det gode ved kør selv i Cuba er også, at vi kunne stoppe lige præcis, hvor vi ville.
Videre mod Viñales
Da vi kørte af vejen mod Viñales, fornemmede vi, hvordan omgivelserne havde forandret sig. Nu kørte vi gennem mango- og avocadoplantager, og snart kunne vi skimte lidt bjerge i det fjerne. Til gengæld samlede skyerne sig også over vores hoveder, og det begyndte at regne. Vi havde store problemer med at finde vores lille casa particular, og vi måtte spørge om vej flere gange. Vi nåede at få et rigtig godt overblik over den lille, farvestrålende by, der nærmest kun består af pastelfarvede casaer – den er ret hyggelig! Her rider cowboys rundt i gaderne, og folk kommer altså rundt enten til hest eller på cykel.
Kæmpemæssige kalkstensklipper
Vores casa-vært Laurel tog glad imod os og indlogerede os på et skrigende turkisblåt værelse med satinsengetøj – meget classy. Hverken han eller hans kone kunne engelsk, men det betød ingenting. Vi følte os med det samme velkomne. Da vi skulle spise aftensmad, stod regnen ned i stride strømme. Det var så voldsomt, at jeg næsten ikke kunne holde øjnene åbne udenfor. Vi opgav både paraplyer og regntøj, for det nyttede ingenting, og så gik vi ud for at finde en restaurant. Jeg kan anbefale tapasrestauranten Tapas Bar 3J, som har lækker tapas. Mens vi spiste, stod en mand og tog bad under en tagrende. Han havde nærmest ikke behøvet tagrenden, for der var rigelig kraft på regnen i sig selv, men han skulle altså lige have sig en etagevask her. Det kan man jo også gøre!
Næsten morgen var det stadig gråvejr, men regnen var ikke helt så kraftig. Vi lagde bunden med en glimrende morgenmad, som Laurels kone tilberedte til os, og så var det ellers afsted. Vi skulle ud og se den kendte udsigt ud over dalen, og ligesom vi stod og beundrede alt det grønne, de enorme kalkstensklipper og de mange palmer og tobaksmarker, åbnede skyerne sig, og en solstråle brød frem. Det var virkelig smukt!
Tobaktur og grotteeventyr
Vi skulle naturligvis ud og se en tobaksfarm sammen med vores vært Laurel. Vi gik rundt i tobaksmarkerne, så hvordan tobakken hang til tørre, og bonden lærte os, hvordan vi skulle rulle en cigar. Jeg røg også min første cigar – eller tog i hvert fald et par sug. I Cuba dypper de den ene ende i honning, så det smagte faktisk ikke så dårligt, som jeg havde troet. Selv mig, der er lidt sart med rygning, kunne finde ud af det. Og det var sjovt at sidde sammen med Laurel og tobaksbonden, der blev ved med at lave fis med os.
Det begyndte at regne lidt igen, så vi tog til Cueva del Indio, en grotte i et af kalkstensklippebjergene. Her sejlede vi rundt i båd blandt stalaktitter og stalagmitter og andre turister. Vi endte i en lille lagune inde i klippen, hvor lianerne hang ned over klippevæggene, og vandet var helt grønt.
Playa Giron – historie og landsbyliv
De næste par dage skulle vi bo ved stranden i den lille, sløve by Playa Giron. Det er nok egentlig mere en støvet hovedgade, end det er en rigtig by, og det er bestemt ikke for bylivet, at man skal bo her. Der er et ”kommercielt centrum” med et par småbutikker og et par elendige restauranter hist og her. Og så er der museet om Svinebugtsinvasionen. Det hele står på spansk, men det var nu alligevel interessant at se de mange billeder og genstande fra slaget. Især min far var interesseret, fordi han tydeligt kunne huske invasionen i 1961.
Vi boede i et hyggeligt casa hos Ivette og Ronel, som var virkelig søde! Om aftenen sad vi i gyngestolen på terrassen – det gør de her i Cuba! Hele familier sidder på deres terrasse og sladrer og hilser på alle, der går forbi – de hilste også på os, og vi hilste igen. Vi sad med vores cuba libre og så, hvordan gedehyrden førte sine geder gennem byen, og drengene legede på hovedgaden med hver deres lysende røde krabbe i snor. Hvidløgsvognen og brødvognen kom forbi på deres sidste runde, så byens beboere lige kunne få handlet ind til næste dag.
Caribiske sandstrande
Cubas hav har den vildeste knaldblå farve – en ægte caribisk blå! Og strandene ved Playa Giron opfylder kravene til en ægte caribisk bountystrand med høje, grønne palmer, kridhvidt sand og det smukke, turkisblå vand. Playa Coco er den flotteste strand! Her er næsten ingen mennesker, og midt på stranden står ét enkelt lille skur, hvor vi købte en stærk mojito.
Cubas strande er ikke på samme måde som Asiens strande plastret til med restauranter og boder. Her er næsten ingenting. Der gik et par grise rundt, og indimellem kom en cubansk familie i en gammel rustbunke af en bil. De kørte simpelthen bilen hele vejen ned til stranden, åbnede alle dørene, og så var de ligesom på stranden. Det er vaskeægte lækre caribiske strande.
Ud for kysten er et rev med en masse fisk, men det ligger lige dér, hvor bølgerne bryder, så vi fik nogle knubs, når vi blev skyllet ind i klipperne. Især min mor stiftede lige lovligt tæt bekendtskab med et par søpindsvin.
Der var meget bedre snorkling ved Punta Perdiz eller Cueva de los Peces, som ligger nogle kilometer nede ad kysten. Vi kørte herned i bil, men man sagtens også cykle hertil. Vi hoppede i fra klipperne og snorklede sammen med små baracudaer og et par farvestrålende fisk. Jeg havde lige været i Filippinerne, så helt imponeret var jeg ikke over snorklingen, men vandets farve er helt vild! Ved Cueva de los Peces ligger også en lille grottesø, som mine forældre tog sig en kølig dukkert i og snorklede.
Kolonitidsstemning i Cienfuegos
Når nu vi havde bil, kunne vi let lige slå vejen forbi Cienfuegos på vej til Trinidad. Det er en underlig by, for nogle steder består den af alléer med smukke pastelfarvede huse i ægte 60’er stil og fine kirker. Andre steder er husene nærmest ved at brase sammen, og vejene er fulde af trafik.
Vi gik en tur ned ad hovedstrøget, hvor der er masser af butikker og farver – men ikke på samme gamle stemningsfulde måde som i Havana. Her er lidt mere moderne. Vi var nu egentlig mest på jagt efter et sted at købe en is, men vi fandt ikke et eneste ishus.
Utrolige Trinidad
Trinidad er nok den hyggeligste by, jeg nogensinde har oplevet! De brostensbelagte, stejle gader er fulde af farvestrålende huse, små gallerier, boder og museer, og der er sjove markeder slået op rundt omkring. På hovedtorvet er der gang i den med livemusik og drinks på den store trappe, og byens kirke pynter med sine fine farver. Det hele er faktisk malet i ægte Villa Villekulla-farver, og man bliver simpelthen så glad af at gå rundt i de mange farver. En gang imellem kommer en lige så farvestrålende amerikanerbil kørende gennem gaderne, eller en hestevogn lægger vejen forbi torvet. Fra de åbne døre hørte vi salsamusik, og mange steder dansede cubanerne også til de muntre toner.
Vi nåede at spise kedelig cubansk mad på adskillige restauranter, inden vi fandt vores favoritrestaurant Giraud på Calle Rosario. Her kom vi hver dag siden hen, og tjenerne huskede os fra gang til gang. Da vi kom for tredje gang, serverede vores yndlingstjener en gratis canchanchara for os – den lokale drink serveret i et traditionelt lerkrus.
En af dagene regnede det så meget, at jeg simpelthen droppede at tage sko på! Men selv mens regnen lå som en flod i byens gader, var byen fuld af stemning og charme.
Vandfald og rideture
Vi boede på et hyggeligt casa, der hed Hostal Paola – opkaldt efter værtsparrets datter. Værtsmor fortalte os, at vi burde tage en udflugt til Sugar Mill Valley, der på spansk hedder Valle de los Ingenios. Det var her, slaverne knoklede i markerne for at høste sukkerrør til spaniernes romproduktion. Vi troede, at vi skulle køre rundt i hestevogn i ro og mag, da vi blev hentet af en cowboy, men næh nej, vi fik hver vores hest, og så skulle vi igennem dalen på hesteryg.
Naturen var smuk, men jeg må indrømme, at vi var lidt nervøse over at skulle ride. Jeg blev hurtig fortrolig med min hest Mojito, og vores cubanske cowboy-guide grinede, hver gang jeg var sikker på, at Mojito ville vælte forover og slå kolbøtter hele vejene ned ad bjergstierne. De var simpelthen så stejle! Smukt var her – med bløde bakker, stejle bjerge, sukkerplantager og palmer i massevis.
En dag til Playa Ancon
Når man har egen bil, er det jo dejligt nemt bare at tage en udflugt. En af dagene kørte vi de 13 km til Playa Ancon. En dejlig strand med et enkelt all inclusive-hotel og nogle palmebladsparasoller. Der var kun ganske få andre på stranden udover os, så vi badede i det rolige vand og slappede af i skyggen. Vi tog også en katamaran ud på vandet og snorklede direkte fra båden. Der var nogle sten og sjove havplanter at kigge på og en masse større fisk.
Farvel til Cuba
Efter et par dage i Trinidad gik turen tilbage til Havana. Her skulle vi selvfølgelig lige ud og købe lidt cigarer og rom med hjem – det er klart!
Vi kom til Danmark med kufferten fuld af store oplevelser – og rom! Mit møde med Cuba var spændende, og jeg vil helt sikkert tilbage. Det land minder altså ikke om andre, jeg har oplevet, og det er fantastisk, at man på bare 14 dage på en kør selv-ferie kan se nogle af de mest stemningsfulde byer i verden, samtidig med at man kan opleve natur og caribiske strande.
