Mit eventyr i Thailand – fra jungle til børnehjem

Thailand

Thailandske oplevelser ud over det sædvanlige

Jeg er netop kommet hjem fra en 17 dages lang rundrejse i Thailand. Selvfølgelig var der tid til at dase på de bløde strande og beundre de kendte templer – men det, jeg husker allerklarest, er oplevelserne undervejs. Jeg cyklede gennem Bangkoks kaotiske gader, mens duften fra gadekøkkenerne hele tiden blandede sig med byens støj. På Koh Phangan var jeg på vandretur i den smukke junglenatur, og i Khao Sok prøvede jeg kræfter med et madlavningskursus, hvor jeg sammen med en kok lærte at lave klassiske thai-retter. Ved Khao Lak besøgte jeg et børnehjem – og her var det ikke seværdighederne, men børnenes grin der satte sig dybest i mig.

Eftermiddagscykeltur i Bangkok

Hvordan i alverden cykler man midt i Bangkoks trafik-kaos? Det var min første tanke, da jeg bestilte cykelturen. Men da vi trillede afsted, gik det hurtigt op for mig: kender man de små gyder og stræder, så er det faktisk ikke så svært at sno sig uden om biler, tuk-tuk’er og knallerter.

Jeg blev overrasket over, hvor mange forskellige sider af byen jeg nåede at se på bare et par timer. Den ene stund passerede jeg store villaer med høje mure, og få minutter senere kørte jeg forbi blikskure med vasketøj, der blafrede i vinden. Fælles for stederne var dog de samme smil og vink, som fulgte os hele vejen.

Da vi sejlede over floden, føltes det næsten som at skifte verden – fra larm og horn til cikader og grønne træer på den anden side. Pludselig stod jeg midt i en næsten landlig idyl, hvor det kun var lyden af cykelkæderne, der fulgte os. Tempoet var roligt, og det gjorde turen til en af de oplevelser, hvor jeg virkelig fik øjnene op for, at Bangkok er meget mere end trafik og skyskrabere.

Økologisk gård med skønne frugter og lækre sæber på Koh Phangan

Det blev en eftermiddag, der virkelig inspirerede mig. Under besøget på den økologiske gård blev jeg igen og igen imponeret over, hvor meget man kan få ud af så lidt. Gården er et vigtigt sted for Koh Phangan, for her udvikles bæredygtige metoder til at dyrke grøntsager og frugter, lave kompost samt fremstille alt fra myggespray til shampoo af lokale planter. Folk fra hele øen kommer her for at lære til brug i deres egne køkkenhaver og små landbrug. På mit besøg så jeg, hvordan der kan dyrkes champignoner under et halvtag, laves kul fra kokosnøddeskaller og produceres sæbe med blomster. Stedet tilbyder også madlavningskurser, som jeg desværre ikke havde tid til at deltage i, til gengæld købte jeg stort ind i deres lille butik og fyldte kufferten med økologisk te, honning, creme og sæbe.

Rejser til Thailand - Rejser til Koh Phangan - Tur til økologisk gård
Rejser til Thailand - Rejser til Koh Phangan - Tur til økologisk gård
Rejser til Thailand - Rejser til Koh Phangan - Tur til økologisk gård

En varm, men uforglemmelig vandretur i junglen

Jeg har aldrig svedt så meget i mit liv, men ville ikke være denne oplevelse foruden. Vi gik op og ned ad bakkeskråningerne på en trekkingtur på Koh Phangan, omgivet af høje, slanke træer, der med deres mønstre nærmest lignede noget fra et stykke kamuflagetøj. Rundt omkring hang lianer, snoet som kunstværker, og jeg følte mig helt lille i den tætte grønne verden.

Halvvejs ventede en belønning: et lille vandfald, hvor jeg kunne kaste mig i det kølige vand. Følelsen af det klare vand mod den varme hud, mens jeg kiggede op i trækronerne, var noget af det mest forfriskende og uvirkelige, jeg har prøvet.

Vores guide, Khun Nat, kendte junglen som sin egen bukselomme og delte gavmildt ud af historier om planter og livet på øen. Han er en af de få, der har lov til at tage turister med ind i nationalparken – og på hele turen mødte vi ikke en eneste anden.

Rejser til Thailand - Rejser til Koh Phangan - Trekkingtur
Rejser til Thailand - Rejser til Koh Phangan - Trekkingtur
Rejser til Thailand - Rejser til Koh Phangan - Trekkingtur

Skorpioner og kæmpeedderkopper på natsafari i Khao Sok

Jeg vidste godt, at det ville være mørkt ude i junglen under vores natsafari – men jeg havde ikke forestillet mig, hvor sort det egentlig kunne blive. Når jeg kiggede bagud, var der kun et kulsort tæppe af mørke. På et tidspunkt døde batteriet i min lommelygte, og jeg nåede lige at tænke “åh nej”, før guiden roligt rakte mig en ekstra.

På turen stødte vi på en masse spændende dyr. Nogle var næsten nuttede – som den lille abe, der sov trygt på en gren, og de smaragdgrønne frøer med kæmpe øjne. Andre fik pulsen til at stige lidt mere: en to meter lang sort-gul slange i vandløbet, skorpionerne og kæmpeedderkopperne.

Turen varede et par timer og var egentlig til at overkomme. Noget af vejen gik vi på brede stier, andre steder måtte jeg kravle over væltede træstammer. Et sted stod vi midt i en lund af bambus, så høje og tætte, at de virkede næsten magiske i mørket.

Alt i alt blev det en natsafari, jeg sent glemmer – en blanding af uhygge, fascination og ren eventyrstemning midt i Khao Sok-junglen.

Rejser til Thailand - Rejser til Khao Sok - Natsafari
Rejser til Thailand - Rejser til Khao Sok - Natsafari
Rejser til Thailand - Rejser til Khao Sok - Natsafari

Madlavningskursus i Khao Sok – “med hænderne i kokos”

Jeg bryder mig ikke om at lave mad. Så er det sagt. Men oplevelsen på Rungfah Farm Stay var så god, at jeg helt glemte, at jeg ikke bryder mig om at stå i et køkken. Jeg fik ansvaret for at få saften ud af adskillige kokosnødder, hvilket foregik ved at jeg skulle presse revet kokos med de bare hænder. Det var noget værre griseri og superskægt.

Imens blev der kogt ris i bambusrør over åbent bål, og værten fortalte ivrigt om de mange ingredienser. Det var hyggeligt, lærerigt og endte med et velsmagende måltid.

Rejser til Thailand - Rejser til Khao Sok - Madlavningskursus
Rejser til Thailand - Rejser til Khao Sok - Madlavningskursus
Rejser til Thailand - Rejser til Khao Sok - Madlavningskursus
Rejser til Thailand - Rejser til Khao Sok - Madlavningskursus

Meningsfyldt besøg på Baan Than Namchai børnehjem

Jeg var så privilegeret at blive vist rundt på Baan Than Namchai børnehjem af Khun Game. Han voksede selv op her, efter han mistede sine forældre under tsunamien i 2004 – og i dag er han uddannet jurist og har valgt at dedikere sit liv til det sted, der engang hjalp ham. Bare dét at høre hans historie gjorde stort indtryk.

Overalt løb børnene rundt og legede, grinende og fulde af energi. Det var umuligt ikke at blive smittet af stemningen, og samtidig var det rørende at tænke på de skæbner, der ligger bag hver eneste af de glade ansigter.

Inde i den lille butik købte jeg en strandtaske og en kjole, som en gruppe kvinder havde syet. Også de mistede deres forældre under tsunamien, og nu arbejder de her dels for at tjene penge, men også for at give noget tilbage til det sted, der hjalp dem, da de havde brug for det.

Det var et besøg fyldt med kontraster – både bevægende og livsbekræftende – og et af de øjeblikke i Khao Lak, som jeg aldrig glemmer.

Rejser til Thailand - Rejser til Khao Lak - besøg på børnehjem
Rejser til Thailand - Rejser til Bangkok - besøg i børnehave
Rejser til Thailand - Rejser til Khao Lak - besøg på børnehjem
Rejser til Thailand - Rejser til Bangkok - besøg i børnehave

Et frirum for børn i Bangkok

Jeg tilbragte en hel formiddag i Fordec børnehaven i Bangkok, som ligger i en fattig bydel mellem centrum og lufthavnen. For børnene her er stedet et frirum: de får et varmt måltid mad, masser af positiv opmærksomhed og trygge rammer at lege i. Imens kan forældrene arbejde eller starte små forretninger – mange åbner gadekøkkener, strikker halstørklæder eller laver smykker, og børnehaven hjælper dem endda i gang med små lån.

Jeg hjalp med at servere frokost, men blev hurtigt hevet ud på dansegulvet. Musikken drønede, børnene sang for fuld hals, og jeg gjorde mit bedste for at følge med i dansen. Der var grin og kaos på den gode måde – og en tydelig følelse af, at børnene her havde fundet et trygt sted at være.

Jeg mødte også nogle af børnenes forældre, som har fået små lån fra børnehaven til at starte deres egne forretninger. Nogle har åbnet gadekøkkener, andre strikker halstørklæder eller laver smykker, og andre igen har købt udstyr til at arbejde som mekanikere. Jeg besøgte en af familierne hjemme hos dem, og det gjorde indtryk. Hele familien boede under en presenning og nogle parasoller, der på ingen måde skærmer for regn og vind. Vand henter de fra børnehaven, og toiletbesøg foregår i det åbne bag ved ”huset.”  C&C Hjælpeprogrammer har støttet stedet i mange år efterhånden med alt fra et nyt tag, til life-skills workshops og mikrolån. Stedet ledes af den helt fantastiske Dr. Amporn, der selv blev forældreløs som 5-årig og tilbragte sin ungdom med at tigge på gaden. I dag er han 82 år gammel, og jeg var meget beæret over at møde ham.

Kunne du li' opslaget?
Del på de sociale medier!

Andre indlæg fra Thailand

Andre indlæg fra denne forfatter

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

*

*