Vietnam er et alsidigt land med et utal af seværdigheder! Seværdighederne findes både i naturen og byerne, og flere af dem vidner om en spændende – og tragisk – historie.
Har du svært ved at vælge mellem Vietnams seværdigheder? Her har du vores bud på de seværdigheder, som du ikke skal gå glip af!
Seværdighed 1: Sejltur i Halong Bay
Halong Bay er nok uden sammenligning den mest populære naturlige seværdighed i Vietnam – og med god grund! Den flotte bugt har smaragdgrønt vand og vrimler med grønklædte kalkstensklipper. Tag et par dage på en båd og sejl rundt imellem øerne, besøg grotter, sejl i kajak, snup en dukkert eller dyrk tai chi i solopgangen. Nogle af øerne er så store, at du kan gå i land, mens andre mere bare er små klippeformationer. Uanset størrelse er de et flot syn – og en seværdighed, du ikke må gå glip af!
Seværdighed 2: Mekong
Mekongdeltatet er en af de allerstørste seværdigheder i Vietnam. Det er et fladt landskab fuld af rismarker, så langt øjet rækker, og et netværk af floder, der udspringer langt oppe i Tibet. Mekongfloden er nok den mest kendte!
Mekongdeltaet er et af Vietnams mest frugtbare områder. Du vil opleve et hav af plantager med alt fra tropiske grøntsager og frugter til orkidéer – alt sælges på de mange flydende markeder. En bådtur ud til et flydende marked er et must i Mekong ligesom et besøg til en eller flere af de mange små familie-fabrikker, der producerer alt fra riskiks til slik.
Ved bredden vil du se de småbitte landsbyer, hvor folk arbejder i markerne, og kvinder vasker tøj i floderne. Vink til dem, så får du med garanti et smil tilbage. Du vil sikkert også møde både, hvor du kan købe en lille forfriskning – måske friskhøstet frugt eller lidt at drikke.
Seværdighed 3: Tam Coc og Trang An River i Ninh Binh
Ninh Binh er fantastisk smuk! Det er kendt som Vietnams Halong Bay på land, fordi naturen er præget af de enorme kalkstensklipper, der tårner sig op over rismarkerne som kæmpemæssige, grønklædte bjerge. Trang An-floden er en af de største seværdigheder i Ninh Binh. Den snor sig igennem rismarker og bjerge, og en sejltur på den, vil få dig til at føle dig ganske lille i den kæmpemæssige natur.
Der er masser at opleve omkring Ninh Binh og Tam Coc, så det er bare om at komme ud af døren og afsted. Du kan fx besøge Vietnams ældste nationalpark Cuc Phuong, der har bjergrige landskaber og masser af spændende dyr.
Seværdighed 4: Lanterner i Hoi An
Hoi An er uden tvivl Vietnams hyggeligste by, og en af verdens mest romantiske! Uanset om du går ned ad historiske gader, der er oplyst af farverige silkelanterner, eller om du ser på gaderne fra floden, vil denne vietnamesiske by helt sikkert tage pusten fra dig. Her er simpelthen så hyggeligt! Husene er gamle og mange af dem malet i en munter gul farve, blomsterranker og bambusser kravler op ad husfacaderne, og langs floden hersker en stemningsfuld atmosfære. Du kan ikke undgå at blive forelsket i denne by!
Seværdighed 5: Fæstningsværk i Hué
Hué kan sammenlignes med Den Forbudte By i Beijing, men i meget mindre skala. Den forbudte by i Hué byder både på et kongepalads og et fæstningsværk, og det er helt klart en af Vietnams største seværdigheder. Udforsk byen på cykel eller til fods, så du kan se alt det, som Hué har at byde på. Disse gamle ruiner vidner om ældgammel historie, og du vil tydeligt se det, når du træder inden for murene. Her er voldgrav, kanoner og gamle huse, og du kan levende forestille dig, hvordan bønderne har boet her bag de yderste mure, mens kongen boede bag de inderste mure i paladset.
Hué ligger lige ved Parfumeloden, hvor du også kan se den franske guvernørs residens, museet for moderne kunst og et hav af spisesteder.
Seværdighed 6: Cu Chi Tunnellerne i Ho Chi Minh City
Den næste seværdighed i Vietnam er Cu Chi-tunnellerne, som du kan besøge fra Ho Chi Minh City.
Cu Chi Tunnellerne er et levn fra Vietnamkrigen – eller Den Amerikanske Krig, som den hedder her. Her boede folk under jorden i frygt fra bombardementerne. Du kan stadig opleve netværk af hundredvis kilometer lange tunneller, der er ladt tilbage som et symbol på vietnamesernes tapperheden under krigen. Når du går rundt hernede, kan du levende forestille dig, hvordan hele landsbyer er krøbet sammen hernede, når bomberne fløj over dem. Et besøg på dette sted vil give dig et uforglemmeligt indblik i Vietnams rige historie!
Seværdighed 7: Risterrasserne i Sapa
Den næste seværdighed i Vietnam, er de imponerende risterrasser ved Sapa. Her er grønne dale og bjerge, lavthængende skyer og bittesmå landsbyer, og du er omgivet af terrassemarker spredt ud over bjergsiderne. Naturen her er virkelig flot, og du bør bestemt tage ud og opleve Moung Hoa-dalen, trekkingruter i bjergene og måske besøge grænsen til Kina. Du kan også besøge lørdagsmarkedet eller nogle af de bittesmå landsbyer, hvor forskellige etniske minoriteter har deres dagligdag – børnene går i skole, og bønderne arbejder på markederne.
Seværdighed 8: Grotterne i Dong Hoi
Den 8. seværdighed i Vietnam er grotterne i Dong Hoi. Lidt uden for Dong Hoi by ligger Phong Nha Ke-Bang Nationalpark, der er kendt for sine grotter. Naturen er også smuk med bjerge og floder, men alligevel vil vi anbefale dig en tur under jorden i nogle af de bjergtagende grotter, der er fuld af underjordiske floder. Du kan sejle på floden og på den måde opleve grotterne, men der er altså også noget fedt ved at gå rundt i dem og virkelig opleve det hele på nært hold på de mange træstier. Grotterne er lyst op af lamper, så du rigtigt kan beundre stalagmitterne og stalaktitterne.
Den mest berømte grotte er Paradise Cave, som er kendt for sit helt særlige lys. Se de mange farver, der bliver kastet rundt i grotten som magi. Det er en helt særlig og mystisk oplevelse.
Seværdighed 9: Hoan Kiem-søen i Hanoi
Den næste seværdighed i Vietnam ligger i hovedstaden Hanoi. Hanoi er en travl by fuld af trafik og et af byens åndehuller finder du ved Hoan Kiem-søen. Søen er kendt for sin ikoniske røde bro, og her er virkelig fint. I midten af byen ligger Ngon Soc-templet med sine svungne buer. I den omkringliggende park vil du møde en masse vietnamesere som går tur, løber og træner i det frodige område. Går du en tur om morgenen, så vil du se flere, der dyrker tai-chi ved flodbredden. Imponerende nok ser de slet ikke ud til at blive forstyrret af trafikstøjen fra vejene omkring dem. Du bør også tage forbi søen om aftenen – der er det som en helt anden seværdighed. Både broen og templet bliver lyst smukt op, og det skal helt klart opleves!
Seværdighed 10: Cykeltur i Mai Chau
Den lille by Mai Chau (også kaldet mini Sapa) ligger i en smuk og fredfyldt dal og er vores sidste seværdighed i Vietnam. Vi anbefaler til hver en tid, at du tager på cykeltur i området omkring Mai Chau, for Vietnams langstrakte rismarker er og bliver bare en seværdighed. De ligger som et lysegrønt, dybgrønt og gulligt tæppe mellem bjergene, og du vil helt sikkert møde bønder, der arbejder i markerne, græssende okser og små byer.
I de små landsbyer oplever du, hvordan folk bor i pælehytter med dyr og små boder under huset. Er du i byen om søndagen, så kør forbi det hyggelige søndagsmarked. Her kommer en masse mennesker for at sælge deres produkter. Du kan få alt fra bananer og honning til traditionelle vietnamesiske retter. Tag også forbi markedspladsen og oplev landsbyernes beboere danse til festlig musik.