Hvis du er strandelsker, kan de mexicanske kyster ikke være gået din næse forbi. Turkisblåt hav, hvidt sand finere end flormelis og brede palmer i intense, grønne farver. Men hvis du står og skal planlægge en strandferie til Mexico, kan det alligevel godt blive svært – for hvilken kyst skal du vælge? I den her lille guide, kan du blive klogere på, om du skal sætte kursen mod de caribiske kysters charme eller Stillehavets rå autenticitet.
Stillehavskysten
Mexicos stillehavskyst syd for Oaxaca er et paradis for strandelskeren, der drømmer om rolig stemning væk fra masserne og travlhed. Her får du en upoleret skønhed, brede sandstrande omsluttede af rå klipper og en horisont, som du ikke selv i din vildeste fantasi kan forestille dig. Stillehavet er utæmmet vildskab, der selv med sin øredøvende larm indgyder komplet og fuldkommen ro. Samtidig er det her, du finder skjulte og rolige bugter, udsigtspunkter i solnedgangen, øko-venlige lodges og flotte boutique-hoteller samt noget af den bedste gastronomi, du vil opleve i farverige og skønne Mexico. Langs kysten ligger strandbyerne som perler på en snor, og her er tre, du skal overveje på din rejse til Mexicos stillehavskyst.
Start rejsen i Puerto Escondido
Puerto Escondido er kendt som surfernes mekka med sine perfekte bølger og tilbagelænede atmosfære. Byen lokkere surfere til fra nær og fjern, og den vilde strand Playa Zicatela fx bruges til surfmesterskaber. Der er også flere badestrande som Playa Carrizalillo, Playa Manzanillo eller Playa Bacocho, som ligger beskyttet i mindre bugter, og hvor bølgerne er blide og vandet roligt.
Videre til Mazunte
Mazunte er barfodet ro, boheme-stemning og spiritualitet. Playa Mazunte er hovedstranden i byen og ligger med bjergene i baggrunden. Den er belagt med gyldent sand og er perfekt til badning og afslapning, særligt den rolige ende Rinconcito. Det er også her, du finder udsigtspunktet Punta Cometa, en klippehalvø, der rejser sig op af havet, hvor du skal fange solnedgangen. Et stenkast fra Mazunte finder du desuden San Agustinillo, en om muligt endnu mere uforstyrret strandby i en buet bugt på den maleriske kyst. Her er ideelt at rejse til med mindre børn, for vandet er helt roligt. Du kan fx besøge Playa Bebé – mon ikke den har fået sit navn for sin børnevenlighed?
Slut rejsen af i Zipolite
Zipolite tager Mazuntes tilbagelænede stemning til næste niveau, her finder du nemlig Mexicos første – og eneste nudisstrand. Her er roligt og byen er kendt som det perfekte sted til at lave ingenting iført ingenting. Men byen er mere end flowerpower, og det er blot på den lille og afsides Playa Amor, at folk smider kludene. Den lange, gyldne hovedstrand Playa Zipolite favner alle og er en skøn badestrand. Det er også i Zipolite, du kan gå ombord i noget af det lækreste skaldyr, og må vi bare sige: Her spiser du godt!
Aktiviteter på stillehavskysten
Surfing er en af de helt store aktiviteter på stillehavskysten, men der er et hav af gode ting at tage sig til. Fra november til marts kan du fx opleve pukkelhvalerne, der migrerer langs kysten, og hele året vil du kunne se legesyge delfiner. Tag på bådtur i Laguna de Manialtepec i måneskin, og oplev det magiske fænomen bioluminescens, hvor plankton lyser op i neonfarver. Der er også rig mulighed for at besøge en lokal mezcal-produktion eller se små havskilpadder på vej mod havet.
Bo godt på Mexicos stillehavskyst
Kystens hoteller er en god blanding af boutique og øko-lodges, hvor boheme-stemning og naturnær luksus følges ad. Forestil dig bambusbungalows på en klippeskråning og udsigt over havet, jordfarver, morgenyoga og pools under palmerne. Kysten er fyldt med dejlige hoteller, og vi har samlet os en håndfuld favoritter. Skal du til Puerto Escondido, så bo på Casa Kuaa eller Casa Yuma. Går rejsen til Mazunte, så tjek Zoa Hotel og Casa Lu Hotel Boutique ud, og står den på Zipolite, må du ikke gå glip af El Alquimista Yoga & Spa.
Den caribiske kyst
Mexicos caribiske kyst er som taget ud af et postkort. Med krystaklart hav og knitrende sand er de indbegrebet af tropisk paradis, og de kalder på dig, der drømmer om rolige og børnevenlige badestrande, lækre resorts og spændende kultur. For kysten er også hjem til adskillige mayaruiner, hvor du kan tage en bid af Mexicos ældgamle historie og blive klogere på fortiden. Underjordiske grotter – de mystiske cenoter inviterer til eventyr, og så er junglen blot en smuttur væk. Men du skal være klar til at dele, for postkortperfekte strande går ikke uset hen, og folk verden over besøger i stor stil området. På ræd og række langs kysten ligger den ene strandby efter den anden, byer med hver sin charme, karakter og æstetik, og her er nogle af vores favoritter.
Historie og boheme-stemning i Tulum
Tulum er kendt for sin boheme-stemning og sin kombination af historie og strandliv. Stranden er bred, dækket af blødt, hvidt sand og perfekt til afslapning. Ikke langt herfra finder du byens ikoniske mayaruiner dramatisk placeret på en klippetop med udsigt over havet. Tulum er også kendt for sine underjordiske cenoter som Gran Cenote og Dos Ojos, hvor du kan snorkle og svømme i krystalklart vand omgivet af drypsten og mosbelagte klipper.
By- og strandliv i Playa del Carmen
Playa del Carmen er kystens livlige centrum hvor strandliv går hånd i hånd med byliv. Byen summer, særligt den berømte Quinta Avenida – en hyggelig gade med butikker, restauranter og barer. Men det er nu stranden, der stjæler opmærksomheden. Den er lang og fyldt med blødt, gyldent sand. Det azurblå hav er roligt og lokker til at dyppe tæerne. Det betyder også, at turisterne har fundet vej hertil, og her er mange! Vil du have mere ro, skal du videre til Puerto Morelos.
Den rolige lillesøster Puerto Morelos
Puerto Morelos er en hyggelig fiskerby længere nordpå. Her er stemningen helt nede på jorden, og her virker mere uberørt end i Tulum og Playa del Carmen. Stranden er lavvandet og rolig og derfor perfekt til familier med mindre børn, der kommer for at nyde det caribiske hav. Det er også herfra, du har bedst adgang til det Great Maya Reef, det næststørste koralrev i verden! Det siger sig selv, at snorkling her er i verdensklasse. Byen har en masse restauranter, og det siges at være her, de lokale fra nabobyerne kommer, når de skal spise særligt godt.
Øliv i det Caribiske Hav
Du skal ikke langt ud fra kysten for at finde de to tropiske ø-paradiser Isla Mujeres og Isla Holbox. Isla Mujeres er helt nede i gear. Her kan du besøge krystalklare laguner og brede strande som Playa Norte, hvor du kan snorkle, udforske undervandsmuseer eller spise friskfanget fisk på små strandrestauranter. Isla Holbox er en rolig oase uden biler, hvor sandgader og hængekøjer over det lavvandede turkise hav invitere til ro og fred. Her finder du enkle, gyldne strande, perfekte til afslapning, og hvis du vil omkring på øen, kan du hoppe på en cykel.
Aktiviteter på den caribiske kyst
Et af de store trækplastre på kysten her er Great Maya Reef, og du vil ikke fortryde at begive dig afsted mod koralrevet med svømmefødder og snorkelmaske. Også cenoterne lokker folk til med deres fuldstændig klare vand og mystiske ånd. Områdets mayaruiner taler til historieentusiasten, og den eventyrlystne kan øhoppe fra den ene paradisø til den anden. På Isla Holbox kan du faktisk også komme på hvalhajsafari.
Bo godt på den caribiske kyst
Også denne kyst huser små boutiquehoteller og lodges, og mange af dem direkte på de smukke strande. Derudover ligger der også flere større resorts fx i Puerto Morelos, hvor du kan bo på gæstefavoritten The Fives Oceanfront. Vender du næsen mod Tulum, finder du byens boheme-stemning afspejlet i hotellerne. Slå dig ned på Nest Tulum, som kombinerer øko-venlighed og æstetik eller Jashita Hotel, som favner caribisk charme og palmestrand.
Så… Hvilken kyst skal du vælge?
Det store spørgsmål er jo så: Hvilken kyst skal du vælge? Begge kyster har fabelagtige strande på hver deres måde, lad os slå det fast! Drømmer du om ro, spektakulære solnedgange, verdensklasse gastronomi og autenticitet er stillehavskysten et oplagt valg. Er du derimod ude efter børnevenlige strande, oldtidsruiner, snorkling og mere livlige byer, skal du vende blikket mod den caribiske kyst. Uanset hvor du begiver dig hen, er en ting dog sikkert: Det bliver et magisk, uforglemmeligt og smukt Mexico-eventyr.