The Wakanda
The Wakanda er virkelig indbegrebet af balinesisk stemning med lysegrønne rismarker overalt. Resortet ligger omkring 4 kilometer fra de berømte Tegenungan vandfald. Fra det sekund du sætter din fod her, vil du opleve, at dine øjne hele tiden finder noget nyt at kigge på. Omgivelserne er smukke – ikke bare rundt om hotellet, også selve hotelgrunden, der har blomster og planter, små springvand, hyggekroge, kunsthåndværk, statuer og sågar en karpedam. Her er virkelig kælet for detaljerne!
Du bor i en af de ottekantede værelsesbygninger. Ligesom resten af resortet er dit værelse bygget med fokus på naturen. Det er et mix af rå betonvægge, stilede fletmøbler, smukke bambusdetaljer og balinesisk kunsthåndværk – og det hele er bare lækkert! Værelset er veludstyret, og du har gratis wifi. Glæd dig også til at ligge og dase i det store stenbadekar eller til at sidde på din lille veranda og nyde naturen.
Tag en dukkert i den lille infinitypool, der ligger med udsigt ud over rismarker og palmer. Du kan også dase i en af de flettede liggestole og bare nyde musikken og de dejlige omgivelser. Hvis du vil forkæle dig selv, så tilmeld dig et yogahold eller læg vejen forbi den dejlige spa, der tilbyder skønne behandlinger.
Restauranten har et stort udvalg af dejlig mad, optræden med balinesisk dans og et fantastisk personale, der virkelig gør deres for, at du skal have det godt.