Samanea Beach Resort & Spa
Samanea Beach Resort & Spa er et lille og dejligt hotel, som ligger lige ud til kysten i Kep. Når du ankommer til resortet, vil du hurtigt føle dig i ét med den smukke natur, og uanset hvor du går hen er der palmer, blomster og grønne planter.
Her bor du i et stort og stilfuldt værelse, som både har soveværelse, stue og udendørs badeværelse. Snup et dejligt bad i badekarret eller under regnvandsbruseren, der begge er placeret under den åbne himmel i et nærmest haveagtigt udendørsbadeværelse omgivet af grønne planter. Villaerne er indrettet i en fin og moderne Khmer-stil med lokale materialer. De er veludstyrede med alt det nødvendige, som aircondition, te- og kaffefaciliteter, minibar, tv, sikkerhedsboks og gratis Wi-Fi. Glæd dig til at sidde på din egen terrasse og nyde udsigten til den frodige have, hvor du også kan gå rundt på de små stier og udforske den smukke natur.
I løbet af dagen kan du snuppe en forfriskende drink på rooftopbaren og nyde den smukke udsigt med havet på den ene side og naturen på den anden. Gå ned ad den lange sti til den private strand og hop i havet fra den lange bro. Hvis havet ikke er noget for dig, kan du også tage en dukkert i den store saltvandspool med integreret jacuzzi. Trænger du til at komme helt ned i gear, så nyd roen i hotellets spa og få massage eller deltag i en af hotellets yogatimer, mens du lytter til bølgernes brusen. Slap også af i de hyggelige pavilloner, der ligger ned til vandet.
Spis lækkert internationalt eller cambodiansk mad på resortets fine restaurant. Lav også en aftale med det super søde og venlige personale om at nyde middagen på tagterrassen, i mangroveskoven eller på den private strand.