Cardamom Tented Camp
Cardamom Tented Camp er en dejlig økolodge, der ligger midt i nationalparken Botum Sakor på en 18.000 hektar stor grund med en masse frodig natur. Her bor du med floden på den ene side og junglen med et rigt dyreliv på den anden. Så du har gode chancer for at støde på en masse fugle, aber, firben.
Når du begiver dig ud på gangbroerne, som forbinder de 9 glampingtelte og hovedbygningen, vil du hurtigt mærke naturen og den rolige atmosfære. Alle teltene er lavet i rigtig safari stemning og hyggeligt indrettet med bambusmøbler. Dit telt er udstyret med ventilator, eget badeværelse med regnvejrsbruser og myggenet, som holder alle dyr ude fra dit telt. Glæd dig til at nyde din egen lille terrasse, hvor du kan slappe af med en smuk udsigt til junglen.
Den eneste spisemulighed i nærheden er hotellets egen restaurant med gode, lokale Khmer og internationale retter. Maden bliver lavet af de lokale og hjemmedyrkede råvarer - derfor har de et varierende og mindre udvalg af retter. I restauranten er der også mulighed for at få adgang til wifi, men forbindelsen kan være lidt svingende, hvilket ikke gør noget, når du er i så smukke omgivelser med udsigt lige ud til floden.
Økolodgen bliver ledet af manageren Allan, som sammen med resten af det søde og venlige personale, gør alt for, at du får en fantastisk oplevelse i naturen. Personalet har også en masse viden om naturen og dyrene som de meget gerne deler ud af – blandt andet på nogle af alle de daglige ture og oplevelser, som lodgen tilbyder. Lån en kajak og udforsk den smukke natur ned ad floden eller tag med på en bådtur og lær en masse om området. Foretrækker du at blive på land, kan du tage på vandretur ud i junglen og lede efter dyrelivets fodspor.
Økolodgens motto er “Your Stay Keeps the Forest Standing”, så når du bor her, hjælper du med bevaringen af den frodige natur og dets dyreliv. Du bor derfor på en skøn camp, som har fokus på at fremme bæredygtig økoturismepraksis og minimere det menneskelige fodaftryk.