The Secret Garden Koh Rong
The Secret Garden Koh Rong er et flot strandhotel på den cambodianske ø Koh Rong. Stilrent og lækkert er de første ord, der falder dig ind, når du træder ind på hotellet, for her er virkelig skønt. Personalet her inkarnerer khmergæstfriheden, og du vil hurtigt føle dig velkommen og hjemme.
Her kommer du simpelthen ikke tættere på vandet, for hotellet ligger midt på Pagoda Beach. De har endda deres eget private stykke af den, som du kan boltre dig på. Det kridhvide sand og vandet så klart og skinnende som krystaller indbyder til bare at slå sig ned og blive her. Er du morgenfrisk, så fang det øjeblik hvor solen stiger op af havet – det er fuldstændig fantastisk, og det vil helt sikkert gøre dagen god!
Dit værelse er stort og lyst og med udsigt til haven. Indretningen er stilren og rustik i lyst farvetema med mange trædetaljer, lokalt håndværk og kunst. Her er en stor seng, aircondition, minibar og kaffe- samt tefaciliteter. Du har privat terrasse, hvor du kan slappe af og kigge på haven. En suite badeværelset emmer af skandinavisk minimalisme. Her er både badekåbe og slippers, og så er alle produkterne lokale og organiske. Udenfor har du desuden dit eget junglebad.
Du spiser fin mad i restauranten. Fusionskøkkenet serverer asiatisk-vestlige retter, som du kan spise med tæerne i sandet. Morgenmaden er varieret, og du kan fint lægge en god bund til dagen. Baren serverer læskende drinks og snacks hele dagen, så du ikke skal gå ned på energi.
Der er en masse ting at tage sig til her på resortet. Du kan fx låne en kajak eller et paddleboard og bruge formiddagen på det rolige vand. Du kan også svede igennem i det udendørs og overdækkede fitnessrum. Når klokken slår afslapning, kan du slænge dig ved den fine pool og nyde udsigten over den private strand og palmerne, der vokser sporadisk op af sandet. Du kan også smutte forbi spaen og få en lækker massage.
Her på hotellet banker deres hjerte for bæredygtighed. De lokale og organiske badeartikler på badeværelset er hældt i genanvendelige dispensere, plastikflasker har de ingen af, de bruger i høj grad lokalt producerede produkter, og hver anden måned gør de rent på stranden. De arbejder i øvrigt tæt sammen med lokale organisationer for at sikre den bæredygtige turisme i området.