Mali Resort Koh Kradan
Mali Resort Koh Kradan er et virkelig smukt resort, der ligger helt nede i enden af stranden. Her bor du fredeligt, omgivet af uberørt natur og med den smukkeste udsigt over Andamanhavet. Du bliver taget imod med åbne arme af det søde personale, så du vil føle dig hjemme fra første øjeblik.
Der er ikke pool, men til gengæld ligger resortet lige ud til den børnevenlige hvide sandstrand, hvor omgivelserne med det krystalklare vand, palmerne og bjergene i det fjerne nærmest ligner noget fra en filmkulisse!
Mali Resort består af 20 charmerende bungalows i træ med overdækkede verandaer. Stilen i din bungalow er moderne med træ- og fletmøbler, gratis WIFI, et moderne og rummeligt badeværelse, tv med Netflix, minibar, køleskab og aircondition. Du har havudsigt fra din terrasse, hvor du kan læne dig tilbage og nyde udsigten og den rolige og afslappende atmosfære.
Morgenmaden er god og basal, men ikke overvældende. Til gengæld har restauranten ry for at lave øens bedste thai-mad, og der er også et godt udvalg af populære internationale retter. Om aftenen kan du nyde en god drink i baren til en betagende udsigt over havet.
På stranden kan du lægge dig i en solstol, eller du kan snorkle, svømme og solbade i dit helt eget tempo. Det krystalklare vand og revet gør det til et paradis for dykkere og snorklere ved højvande. Vær opmærksom på, at det ved lavvande kan være lidt vanskeligt at gå ud over havbunden, der bliver meget synlig med små klipper og koraller i vandet. Pludselig er der ret langt ud til vandet - så husk et par gode badesko!
Du kan frit bruge hotellets paddle boards og snorkeludstyr, og du kan låne en gratis kajak og kredse rundt om øen eller gå på opdagelse til fods langs kysten eller ad de mange gode skovstier.
Det tager 5-10 minutter at gå fra Mali Resort til centrum af Koh Kradan. Det er en rolig bymidte, og du vil ikke møde biler, motorcykler eller støj på din vej. Som gæst på resortet får du gratis transport til og fra lufthavnen.