Hotel La Casa Cielo
La Casa Cielo er et lille, roligt strandhotel i den afslappede fiskerlandsby El Cuyo på Yucatáns nordkyst. Hotellet ligger direkte ud til den brede sandstrand, og du er omringet af palmer, havbrise og farverige huse med afskallet maling. Her er ingen store resorter eller larmende strandbarer - kun sand under fødderne, svajende palmer og havet som nærmeste nabo.
Dit værelse er dejligt og lyst med en stor seng, aircondition, eget badeværelse og sikkerhedsboks til kronjuvelerne. Her er, hvad du skal bruge, men det er jo ikke her, du kommer til at bruge tiden. Du kan fx smutte op på taget og nyde udsigten eller snuppe en hængekøje i haven.
Brug dagen under palmerne i en liggestol ved poolen eller hop direkte ned på stranden, og lad tiden flyde. Hotellet har en lille jacuzzi, hvis du vil forkæle dig selv lidt ekstra, og ellers er der forkælelse på restaurant Aroma, som ligger lige ud til havet og serverer enkle, velsmagende måltider og kolde drikke.
El Cuyo er stadig lidt af en hemmelighed - en stille fiskerlandsby med sandveje, små lokale spisesteder og en helt nede på jorden atmosfære. Det er det helt rigtige sted at komme ned i gear, for her er ikke mange ting, der forstyrrer. Du er selvfølgelig på Yucatán-halvøen, som ud over at være et strandparadis også er hjem til forskellige maya-ruiner, så kalder eventyret på dig, er der ikke langt.