Rejser til Bonito
Bonito er en mindre by, der ikke er noget særligt, men området omkring byen gemmer på helt eventyrlige naturoplevelser! Utallige underjordiske kilder og huler, turkise floder og søer, skovklædte bakker og et fantastisk, farverigt og spændende dyreliv er bare noget af det, som du vil kunne opleve her.
Tag på vandreture til brusende vandfald og besøg Blue Lake Grotto, hvor du kan se den underjordiske sø og de mange stalaktitter. Stå tidligt op en dag for at kigge på det store jordfaldshul Buraco das Araras. Det lyder måske underligt at skulle stå tidligt op for at kigge på et kæmpe hul i jorden – men dette 100 meter dybe og 500 meter brede hul bliver vækket til live, når dagens første solstråler rammer de gigantiske stenvægge. Massevis af papegøjer – de store, flotte araer – kommer ud fra deres skjul og starter dagen med flyveture og skræppen. Et helt unikt og meget smukt syn.
Udflugter i det uspolerede område kan du tage på med god samvittighed – her har de fokus på økoturisme og naturbevaring, så selvom flere og flere får nys om dette sted, bliver der gjort alt for, at områdets skønhed og natur bevares.