Hotel - Brasilien - Ilha Grande
Rejser til Ilha Grande
Ilha Grande er en af Brasiliens smukkeste øer, og det er stedet, hvor mange brasilianere selv holder ferie. Øen har en lang og spændende historie og har gennem tiden været hjem for både sørøvere, slaver og fanger.
Ilha grande betyder ”store ø”, men selvom øen er lidt under 200 kvadratkilometer stor, er her ingen biler. Her er ingen masseturisme, ingen store hoteller, ingen hurlumhej. Derimod er her små hyggelige pousadaer, skøn regnskov, flotte bjerge og lange, smukke strande - blandt andet en af verdens smukkeste sandstrande: Lopez Mendes Beach.
Vil du lidt rundt på øen, foregår det til fods eller på cykel - og det er en god idé at komme lidt rundt, for du bor som regel ikke ud til de flotteste af strandene. Gå langs havet, besøg de små, hyggelige fiskerlandsbyer og opdag de uberørte strande. Eller gå ind i regnskoven. Der er mange gode stier, måske vil du endda op til øens højeste top, Pedra D’Água, næsten en kilometer over havets overflade? Regnskoven er rig på dyre- og fugleliv, og er du heldig, kan du se dovendyr og farverige papegøjer på din vej.
Den største by på øen er Abraao. Her er der masser af natteliv i sommerhalvåret (dansk vinter). Resten af året er der mere roligt. På de mange barer kan du opleve levende musik og vugge i takt til de smittende sambarytmer. Skal det være romantisk, er der rig mulighed for at lytte til musik på stranden i skæret af et hyggeligt bål.
Hvordan kommer man til Ilha Grande?
Man kommer til Ilha Grande med båd, da øen hverken har bro eller lufthavn. Fra Rio de Janeiro rejser man typisk først til Conceição de Jacareí, Angra dos Reis eller Mangaratiba og fortsætter derfra med båd til øen.
Hvor skal man bo på Ilha Grande?
Vila do Abraão er det bedste sted at bo på Ilha Grande for de fleste besøgende. Her findes øens største udvalg af hoteller, restauranter og bådture, og byen er et godt udgangspunkt for vandreture og udflugter.
Hvad kan man lave på Ilha Grande?
På Ilha Grande kan man vandre gennem regnskoven, tage på bådture, snorkle og besøge øens mange strande. Lopes Mendes er en af de mest kendte, mens der også findes vandreruter til blandt andet Dois Rios og Pico do Papagaio.
Er der slanger på Ilha Grande?
Ja, der findes slanger på Ilha Grande. Der er registreret 27 slangearter på øen, herunder giftige arter som jararaca, men møder med slanger er ikke en normal del af et turistbesøg og sker især i naturområderne.






