Colca Lodge Spa & Hotsprings
Colca Lodge Spa & Hotsprings er et herligt sted med den smukkeste beliggenhed, du kan forestille dig! Det ligger i 3250 meters højde midt i en dal, omgivet af inka terrasser og grønne bjergtoppe, og med Colca River rislende lige forbi.
Indretningen er rustik og hyggelig med masser af træ og fine farver. Værelserne er virkelig fine og indrettet med alt det nødvendige, som minibar, elkedel, toiletartikler og wifi.
Lodgen har en dejlig restaurant, et sødt og smilende personale og en lækker spa! Spaen er noget helt for sig selv med pools af varme kilder og udsigt til floden og de grønne bjergtoppe fra massagebriksen.
Colca Lodge har derudover fire udendørs termiske bade, som ligger smukt i naturen langs floden til fri afbenyttelse for alle gæster. De udendørs varme kilder er åbne 24/7.
Stedet har også egen alpakafarm på den anden side af floden, så drømmer du om at klappe en alpaka, er der rig mulighed for det - hvis den altså vil. Her er også en indhegning med lamaer, som du kan og hilse på, hvis du trænger til selskab her midt i bjergene.
Derudover byder området omkring Colca Lodge på masser af muligheder for at være aktiv i naturen med cykling, vandring, hesteridning og zipline.





