Tag et dykkercertifikat på din rejse til Thailand
Er du vild med snorkling, og drømmer du om at udforske livet under havoverfladen? Eller har du allerede taget dit første dykkercertifikat, og brænder for at udbygge dine færdigheder og kvalifikationer som dykker? Så kan du på din rejse til Thailand tage et spændende dykkerkursus, og blive certificeret til at dykke i hele verden.
PADI Open Water Diver
Open Water Diver er det første certifikat du tager som dykker, og det er et kursus der åbner et hav af muligheder og oplevelser.
Kurset kvalificerer dig til at dykke ned til 18 meters dybde, og giver dig et godt kendskab til det mest almindelige dykkerudstyr som flasker, regulatorer og dykkerveste. Du får også en grundig uddannelse i dykkerteori og teknikker, så du kan dykke trygt og sikkert.
Kurset tager i alt fire dage med både undervisningen i åbent vand og i klasselokalet.
Dag et er en ganske kort dag, hvor du møder din instruktør i dykkerforretningen. Her vil du blive introduceret til det mest basale udstyr, og prøve det for størrelser til resten af kurset. Herefter vil I sammen gennemgå et par af kapitlerne fra teoribogen, og du vil få en briefing på hvordan de kommende dage på kurset kommer til at forløbe.
På dag to på kurset starter du med teoriundervisning i klasselokalet, og du får en udvidet forståelse af det udstyr du skal bruge som dykker. Efter frokost står den på lavtvandstræning i enten pool eller på stranden, hvor du gennemgår en række øvelser og får din allerførste oplevelse af, hvad det vil sige at trække vejret under vandet.
På dag tre og fire øver du dine færdigheder under overfladen med træning i åbent vand. Her tager du ud med båd til de rigtige dykkerområder sammen med din instruktør og medkursister, og her vil I foretage to dyk på hver af dagene. På dag tre dykker i ned til 12 meter, og på dag fire helt ned til 18 meters dybde.
Udover færdighedsøvelser vil du på dine dyk på dag tre og fire også opleve de flotte koralrev, og det mangfoldige liv af farvestrålende fisk og sjove havdyr, der gør Thailand til en af verdens mest populære dykkerdestinationer.
Turene på dag tre og fire starter tidlig morgen, og du vil være tilbage på dit hotel sidst på eftermiddagen. Der vil være frokost og kaffe på dykkerbåden, og selvfølgelig masser af hygge og snak om alt det, I oplevede under overfladen. Der er altid masser af folk fra hele verden på kurserne, så du møder med garanti nogle spændende mennesker.
Som afslutning på kurset er der på dag fire en skriftlig teorieksamen, som er en multiple choice test, der tager cirka en time. Du skal for at bestå kurset desuden gennemføre en fysisk svømmeprøve, hvor du skal svømme 200 meter i åbent vand, og træde vande i 10 minutter uden at røre bunden.
Til kurset skal du bruge den officielle PADI Open Water Diver teoribog, der skal være læst og gennemgået før du kan påbegynde din træning. Bogen findes både som fysisk bog og som e-bog, så du kan nemt forberede dig hjemmefra inden din rejse. Vi er selvfølgelig behjælpelige med at få bogen til dig.
Kurset foregår som udgangspunkt på engelsk, og vi anbefaler derfor at du læser teoribogen på engelsk også. Er du mere tryg ved det danske, kan det dog også sagtens lade sig gøre at læse den danske udgave.
Når du har bestået dit PADI Open Water Diver kursus er du certificeret for livstid, og klar til at udforske verden under havoverfladen på alle dine fremtidige rejser.
Aldersgrænsen for deltagelse i PADI Open Water Diver kurset er 12 år.
PADI Advanced Open Water Diver
Advanced Open Water kurset er det næste skridt, hvis du allerede har dit Open Water Diver certifikat. Kurset tager tre dage, og består af fem specialdyk i åbent vand. Her bygger du videre på træningen fra dit Open Water Diver kursus, og du kommer virkelig til at udvikle dine færdigheder som dykker.
De fem specialdyk som kurset består af, har hvert sit tema og aktiviteter, hvor to af temaerne er obligatoriske. Det første er et udvidet dybdespeciale, der kvalificerer dig til at dykke til 30 meters dybde. Det andet er et navigationsdyk, hvor du træner dine orienteringsevner under vandet ved brug at kompas og andet udstyr.
Udover de to obligatoriske dyk, udvælger du med din instruktør de sidste tre dykkeraktiviteter på kurset, som kan være for eksempel vragdykning, strømdykning, natdykning, undervandsfotografi, og rigtig mange andre. På hver af de fem specialdyk gennemfører du en række aktiviteter, der kendetegner det enkelte dyk. Det kan være at dykke på et vrag, tage undervandsbilleder, dykke om natten og meget mere.
Dag et på kurset er ganske kort. Her møder du din instruktør i dykkerforretningen, hvor I prøver udstyr for størrelser til de kommende dage på kurset. Herefter gennemgår i kort teoridelen, og bestemmer hvad de tre valgfri dykkeraktiviteter skal være.
Dag to og tre på kurset starter tidligt om morgenen, hvor du tager ud på dykkerbåden med din instruktør og medkursister, og gennemfører to eller tre dyk om dagen i åbent vand. Imellem dykkene vil der være frokost og kaffe på båden, og du vil være tilbage på dit hotel igen sidst på eftermiddagen.
Der er kun meget lidt teoriundervisning på Advanced Open Water kurset, og der er ingen eksamenen. Du skal dog have en teoribog og læse et par kapitler, man ikke mere end at det fint kan læses på flyveturen derud eller ved poolen dagen før. Bogen fås både som fysisk bog og e-bog, og vi er selvfølgelig behjælpelige med at få bogen til dig.
Kurset foregår som udgangspunkt på engelsk, og vi anbefaler derfor at du læser teoribogen på engelsk også. Er du mere tryg ved det danske, kan det dog også sagtens lade sig gøre at læse den danske udgave.
Kurset har en vis mængde praktiske øvelser, men er lige så meget 5 almindelige dyk med hvert sit specielle tema. Du kan derfor fint tage et Advanced Open Water kursus, og stadigvæk opleve de flotte rev, farvestrålende fisk og sjove havdyr. Ja, faktisk får du bare nogle ekstra oplevelser, som du ellers ikke ville have haft på en almindelig dykkertur.
Du vil på dit Advanced Open Water Diver kursus virkelig kunne mærke, hvordan du udvikler dig som dykker, og vi kan kun på det varmeste anbefale at tage dette kursus.
Grundet dybdespecialet er aldersgrænsen for deltagelse i Advanced Open Water Diver kurset 15 år.
Prøv at dykke for en enkelt dag
Er du nysgerrig på verden under vandet, men ikke sikker på, om et dykkercertifikat er noget for dig, så kan du få en smagsprøve på dykning med 1-dags turen Discover Scuba Diving. Her kommer du ud på nogle af Thailands spændende dykkersteder og koralrev, hvor du sammen med en instruktør prøver at dykke for en dag. Turen er for helt uerfarne førstegangsdykkere, så det kræver ingen certifikater eller erfaring. Du skal bare kunne svømme og være tryg i vandet, så er du klar.
Turen starter om morgenen, hvor du sammen med din instruktør og andre dykkere tager ud på en dykkerbåd. Herfra vil du komme til at lave to dyk på nogle af de flotte koralrev.
Det første dyk på turen er et øvelsesdyk på lavt vand. Her får du en fornemmelse af at svømme under vandet med alt udstyret på, og laver et par små, sjove øvelser.
På det andet dyk tager du ud på en dykkertur ned til 12 meters dybde, hvor du sammen med din instruktør udforsker de spændende koralrev med de farvestrålende koraller, flotte fisk og sjove havdyr. Du kan her møde alt lige fra havskildpadder og rokker til barracudaer, blæksprutter, nemo’er, og store stimer af flotte fisk og sjove dyr i alle verdens farver og former.
Imellem de to dyk vil der være frokost og kaffe på dykkerbåden, og du vil gennemgå dine dyk og alt udstyret med din instruktør. Der vil selvfølgelig også være masser af hygge og snak om alle de ting, I oplevede under overfladen
Efter det andet dyk vender i næsen hjemad, og du vil være tilbage på dit hotel sidst på eftermiddagen.
Det hele foregår i små hold, med en instruktør til to dykkere, så der er masser af hjælp at hente, og hele tiden en til at støtte dig under vandet. Dykkene vil typisk varer omkring 30 minutter hver, og aldersgrænsen for deltagelse på turen er 12 år.
Dykkerture for certificerede dykkere
Har du allerede et dykkercertifikat, så arrangerer vi også spændende dykkerture på rigtig mange af vores destinationer rundt omkring i Thailand. Du kan læse meget mere om vores dykkerture for certificerede dykkere her:
Hvorfor rejse med os?
Erfaring
Vi har over 35 års erfaring, og vi har rejst i hele verden
Skræddersyet
Vi skræddersyr din rejse præcis efter dine ønsker
CO2-kompensation
Vi tager ansvar, og vi kompenserer for det CO2, vi udleder på vores flyrejser
Løbende kontakt
Du kan altid komme i kontakt med os – både før, under og efter rejsen
Praktisk
Vi inkluderer og arrangerer alle fly, hoteller og transporter
Tryghed
Vores rejser er dækket af Rejsegarantifonden og Pakkerejseloven