Hotel - Bali - Amed
Rejser til Amed
Amed er en kyststrækning på ca. 14 kilometer i det østlige Bali: Her ligger syv forskellige små landsbyer: Amed, Jemeluk, Bunutan, Lipah, Selang, Banyuning og Aas. Stemningen er tilbagelænet, og du kan virkelig komme ned i gear her. Her er meget stille, så du kan nyde omgivelserne, gå ture langs vandet og tage på ture.
Ved Amed er sandet på stranden ret mørkt, men jo længere du kommer østpå - væk fra vulkanen - jo lysere bliver det. Folk her lever i høj grad af fiskeri og saltudvining, så mange steder ligger der traditionelle fiskerbåde på stranden.
Du bør helt sikkert booke en snorkel- eller dykkertur fra Amed. Vandet er krystalklart, og der er store oplevelser under havoverfladen, hvor du både kan opleve koralrev, en undervandspyramide og adskillige skibsvrag.
Skal du også røre dig lidt, så er der mange gode muligheder for trekking ved den smukke Agung vulkanen, der tårner sig op mod skyerne ikke langt fra kysten, og er du til kulturelle oplevelser, så ligger det smukke vandpalads, Tirta Gangga, og Balis helligste tempel, Besakih, indenfor nem rækkevidde.